Bog om Montmartre swinger

Nu om dage risikerer man jo at blive kaldt rindalist, hvis man anfægter, at det er en naturlov, at det offentlige skal spænde økonomisk sikkerhedsnet ud under såvel spillesteder som musikere. I det lys er det interessant at læse en artikel om den kommende genåbning af Punpehuset i København. Artiklen står at læse i det seneste nummer af Musikeren, det i øvrigt altid anbefalelsesværdige medlemsblad for Dansk Musik Forbund.

Biografkongerne fra Nordisk Film er medinvestorer i det nye Pumpehuset, som åbner for alvor til efteråret. Det er de ikke for musikkens blå øjnes skyld, men fordi man, med direktør John A. Tønnes’ ord, “vurderer, at der bør være en forretningsmulighed, og det er en rigtig god måde at få det prøvet af på.”

God musik kan i øvrigt sagtens være en nogenlunde, grænsende til god forretning, og man behøver ikke være musikkyndig eller statsstøttet for at kunne køre et spillested. Det står det gamle Jazzhus Montmartre under Kay Sørensen som et godt eksempel på. Hans og spillestedets eftermæle har Niels Christensen sat sig for at forevige i bogen Montmartre i Nørregade. Undertitlen ‘Mig og Monten’ er en sympatisk underdrivelse af forfatterens betydning for spillestedets musikhistoriske renomme.

Niels Christensen var i over ti år, 1976-89, selvlært kunstnerisk leder for den hensygnende jazzcafe, som den flamboyante og entreprenante restauratør, Nørrebrodrengen Kay Sørensen. købte i 1976 uden at vide, hvad al den negermusik gik ud på.

Sørensen fik tilnavnet Jazz-Kay. Det var han stolt af, for selv om han ikke vidste, hvornår jazz was born, var han ikke født i går, når det kom til at lære mennesker at kende. Han kom ind under huden på musikkulturen og knyttede tætte venskaber med en række af de største stjerner. Både dem, der spillede jazz og dem, der spillede rock. Som han yndede at sige: “De gode drenge skal have det godt. De dårlige må klare sig selv…”

I en stil, der både er lige-ud-ad-landevejen og lige-ud-af-posen, fortæller Niels Christensen denne mærkelige paradoksale historie med veludviklet gehør for egne svagheder og for Sørensens fordele og bagdele. Som han skriver til slut: “Han og jeg havde, som de jazzmusikalske gøgeunger, vi var, været de rette folk på rette sted på rette tidspunkt…” Selvfølelsen er på sin plads.

Jazz-Kay var alkoholiker ud af et miljø, hvor alkohol var noget, man drak og blev ved med at drikke. I den retning kunne Sørensen tåle en del, og selv om han af og til var fuld på arbejdet, var han mindst lige så fuld af sentimentalitet og en rævesnu forretningssans, der, selv om han hyldede princippet om at et ord var et ord, vist ikke altid kunne holde til et detaileftersyn.

Det vrimler med anekdoter og vandrehistorier. Og Niels Christensen er en god, ikke ukritisk videreformidler af dem. Vi er med i baglokalet. Og på scenen, fra Sonny Rollins til Shit & Chanel. Til den bitre ende.

Det er en bog, der swinger. Ikke mindst på grund af Gorm Valentins sort-hvide og alligevel farverige billeder.

Niels Christensen: Montmartre i Nørregade – mig og Monten. People’s Press.