Bookends står endnu

Kommentarer slået fra

Genhøret med Bridge over troubled water fik mig til at sammenligne dette album-ikon med Bookends. Sammenligningen faldt, som jeg skrev, ud til sidstnævntes fordel.

Her er, i forkortet form, hvad jeg mente om Bookends i min bog Lydspor fra 2001. Jeg har ikke ændret mening her præcis 43 år efter, at albummet udkom.

JEG HAR aldrig taget den på tommelen fra Saginaw, Michigan til Pittsburgh, Pennsylvania, men jeg ved, hvordan det føles at stå ved vejkanten med rygsækken i den ene hånd og fremtiden i den anden og kigge ud ad en endeløs highway af muligheder og håb. For slet ikke at tale om Greyhoundterminalen i Pittsburgh med dens non-stop-kaos af busser og skæbner, der kommer og går og venter. Og der midt i det hele, lysende som et billede i billedet, står hun pludselig og siger det så enkelt, at det bare er at gribe hendes hånd og det øjeblik, der aldrig kommer igen:

»Let us be lovers, we’ll marry our fortunes together I’ve got some real estate here in my bag« So we bought a pack of cigarettes and Mrs. Wagner pies And walked off to look for America …

Det er med andre ord som at være der selv, når Paul Simon tager på opdagelsesrejse i USA for at finde sig selv i de andre. Og omvendt. Citatet stammer, hvis man ikke allerede har genkendt det, fra »America«, hjørnestenen på Bookends.

Her var ingen spor af fjantet psychedelia eller uplejede hippietømmermænd, men levende mennesker, der sang om livet. Og gjorde det i Simons robuste, men følsomme sprog, der skylder stoute amerikanske digterskikkelser som Carl Sandburg og Edgar Lee Masters ikke så lidt. Men hvor der på hans tidligere sange kunne være en umiskendelig efterklang af den dygtige elev fra creative writing-kurserne på Queens High School (hvor han gik i klasse med Carole King), er Bookends pletrenset for overflødige metaforer.

Til gengæld er melodierne som formstøbte til det rene sproglige snit, ja, en sang som »America« er på det nærmeste et tonsat digt, og en musik, som ud over at have Simons umiskendelige melodiske umiddelbarhed er af en sværhedsgrad, som udfordrer både intuition og intellekt.

HITKVALITETERNE kunne ikke komme bag på nogen. Barndomsvennerne, de doo wop- og crewcut-popopfostrede Paul Simon og Art Garfunkel, havde med sange som »The Sound Of Silence«, »Homeward Bound« og »I’m A Rock« både forlænget og moderniseret folk-boom’et fra de tidlige 60’ere og fremstod nu som rockens Peter, Paul & Mary, med den falsetstræbende Garfunkel i dobbeltrollen som Paul og Mary.

De havde hjerte, og man blev ikke dum af at synge deres sange. De forholdt sig til tiden og dens påtrængende konflikt mellem virkelighed og ideal, men de lod lytteren tænke selv. Og så var der intet flippet over dem. Intet. Snarere et strejf af gammelklogskab. Men musikalsk tog de i al deres formfuldendthed i virkeligheden langt flere chancer end de fleste af deres samtidige kolleger. Hvem ellers krydskombinerede inspirationen fra Aaron Copland og Brian Wilson.

Midt i flower power-flygtigheden fokuserede albummet på alderdom og selve den uundgåelige, men dengang unævnelige kendsgerning, at vi ældes. Det samme gør vore følelser:

We might as well be apart It hardly matters we sleep separately and drop a smile passing in the hall but there’s no laughs left ’cause we laughed them all …

som der synges med på »Overs«, en af san gene på første halvdel af Bookends, den, der i en sangcyklus kredser om tiden, der gik, og som kun kommer tilbage på én måde: »Preserve your memories. They’re all that’s left you …« Ud over ventetiden, selvfølgelig. Det er nøgternt og så smukt, at de dybe vejrtrækninger trænger sig på som selvforsvar.

CD-UDGAVERNE af Bookends er i øvrigt et eksempel på, at det digitale medie kan spænde ben for det oprindelige kunstneriske koncept. Vinylversionen tilegner hele side 1 ’alderdoms’-temaet. Den pointe går tabt på cd.

Til gengæld får man så nogle nye ved at høre hele pladen uden at skulle vende den, for i anden halvdel genoptages tråden til jagten på den fælles amerikanske identitet i den blændende sang om »Mrs. Robinson«, der indfanger hele Kennedy-epokens balance mellem koldkrig og frigjorthed, og somsamtidig længes tilbage til det enkle liv, symboliseret i baseballlegenden Joe DiMaggio: »Where have you gone, Joe DiMaggio? Our nation turns its lonely eyes to you, woo woo woo …«

Bookends blev det sidste ,egentligt tætte samarbejde mellem Simon og Garfunkel. Tilbage bliver en samling tidløse sange. Og så er det tankevækkende, og tidstypisk, at mens ingen i dag med respekt for sig selv laver plader på under 65 minutter, tog det Simon & Garfunkel 29 minutter og 50 sekunder med Bookends at få sagt noget, ingen siden har sagt bedre.

Læs mere om pladen på www.allmusic.com

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top