Bossen skruer bissen på

Da Bruce Springsteen i 2009 udsendte Working On A Dream skete det en uge efter at Barack Obama var blevet indsat som præsident. Det var derfor nærliggende at forstørre (og overfortolke) den optimisme, der ulmede i en række af sangene, til et budskab om, at bedre tider da måtte være på vej efter de otte udtørrende år med Bush.

I det lys er det svært ikke at høre sangene på Springsteens nye og syttende studiealbum, ’Wrecking ball’ som både et spørgsmåls- og udråbstegn ved Obamas forvandlings- og handlingskraft.

Det går fortsat rigtig skidt i det udkants-USA, Springsteen altid har følt sig mest hjemme i. Og det gør han opmærksom på med pointer så umisforståelige som de nedrivningsredskaber, ikke kun albumtitlen henter sit udtryk fra.

Der bliver revet lige så meget ned som der bliver bygget op i disse nye sange, som officielt ikke er med The E Street Band, men deres ånd (og nogle af musikerne) er i den grad til stede.
Tag bare den indledende ’We take care of our own’ med storladen, taktfast Redbone-rytme, en melodilinje med mindelser om ’Badlands’ og på toppen Roy Bittans distinkte ’Hungry Heart’-figurer. Kvintessentiel Springsteen af den slags, der vil gå rent ind på Roskilde.

Sangen er dels en protest mod USA’s flagviftende, internationale egoisme og dels et spark til den krise, der gør, at enhver skøtter sit: »We take care of our own/whenever this flag’s flown/we take care of our own…where’re the eyes, the eyes with the will to see/where’re the hearts that run over with mercy,« konstaterer sangeren med en damphammerindignation, der til sammenligning gør den rabiate del af Enhedslistens bagland til bløddyr.

Lige så vred er han i den rytmisk lige så simple som suggestive ’Shackled and Drawn’, hvor sangskriveren henter inspiration fra slavetidens work songs, så man kan høre fodlænkerne rasle. Han lader ikke nogen i tvivl om, hvem han holder med i denne »world gone wrong«: »Rambling man rolls the dice/workingman pays the bill/it’s still fat and easy up on banker’s hill.« Samme tema bøjes i kriseramt Pittsburgh-stål på ’Death To My Hometown’, hvor kapitalismens gribbe plukker det sidste kød af den arbejdsløse, som kun har et våben tilbage: Sangen, den høje, klare utvetydige protest. Ånden fra Pete Seeger lever videre.
Det er musik tilegnet alle de, der er born in the U.S.A., men nægter at være dødfødte der.

Det gælder om, som det hedder i titelmelodien, ikke at bukke under for frygten, men holde fast i vreden. Selv om det er strenge tider, kan det blive fedt igen.

Som man måske kan ane mellem linjerne har jeg aldrig været den, der klapper højest, når Springsteen ruller de skovhuggerternede ærmer op og lader bicepsene spille om kap med Stratocasteren. Ingen tvivl om, at han mener det, men for mig at høre heller ingen tvivl om, at han er mindst holdbar som kunstner, når han maler plakater og skriver med flammeskrift.

På Working on a dream sagde Springsteen farvel til E Street-medlemmet Danny Federici. Nu siger han farvel til Clarence Clemmons, hvis saxofon giver soul’et fylde til ’Land of hope and dreams’, en moderne gospel, Bono sagtens kunne have skrevet. En indædt, men alligevel forløsende hybrid af ’People Get Ready’ og ’Atlantic City’ om, hvordan det i morgen vil blive solskin, hvis vi alle skinner nok. Der er en apokalyptisk storhed over denne gribende modernisering af ’We Shall Overcome’.

Nummeret er i øvrigt ikke nyt på Springsteen-repertoiret – den blev faktisk spillet allerede på turneen omkring årtusindskiftet. På samme måde som titelnummeret og den afsluttende, ’bal-i-loen’-trampende, alternative fædrelandssang ’American Land’ allerede er udforsket land for Springsteen-fans. ‘American Land’ er stadig for meget folkemindesamling for denne fan.

Uden at forklejne eller betvivle Springsteens engagement og nu-eller-aldrig fortvivlelse rammer han denne anmelder dybest, når han skruer ned for megafonen og op for den direkte, lavmælte henvendelse til den og dem, han elsker. Sange som den mariachi-farvede ’Jack of all Trades’ og den enkle, men aldrig banale countryblues ’You’ve Got It’ er på sin vis mindst lige så politiske som resten af denne plade, fordi de opstiller nærheden som det eneste holdbare alternativ til den fortrængning og fremmedgørelse, man ikke behøver være amerikaner for at føle sig fortabt i.

’We are alive’ lader Bruce Springsteen de døde forfædre synge fra gravene, men »our souls and spirits rise/to carry the fire and light the spark/to fight shoulder to shoulder and heart to heart…« Når de kan føle sig sådan, så kan vi andre også. Trods alt. Det vil Obama ikke være uenig i.

Bruce Springsteen: Wrecking ball – deluxe udgaven. Producere: Ron Aniello m. Bruce Springsteen og Jon Landau. Sony Music. Udkommer i dag

Denne anmeldelse er skrevet til Geiger.dk 

I går anmeldte Erik Jensen pladen i Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK