Brian Wilsons evige smil

Dengang Brian Wilson var dreng, skulle han og hans brødre slå græsplænen. ‘Om igen’, bjæffede deres tyranniske far. Alting skulle gøres en gang til før det var godt nok. Det fortæller Brian Wilson i bookletten til denne formentlig definitive udgave af det rockmytologiske album Smile.

Han liveopførte og genindspillede med eget band Smile i 2004, men denne gang har han nøjedes med overvåge, hvordan producerne Mark Linett, Alan Boyd og Dennis Wolfe har forsøgt at samle det i sin tid aborterede album til noget, de kalder The Smile Sessions. Ved hjælp af nutidens digitale uendelighed af (u)muligheder har de sammensplejset de sange, numre, vignetter og uforløste indfald, som Wilson frustreret lagde på en hylde i foråret 1967.

Det er som udgivelse betragtet et storslået projekt (Wiki-link til detaljer). Hatten af for det i disse smalhalstider for branchen. Desværre er historien om Smile bedre end selve pladen eller rettere: Kladden.

Historien om denne såkaldte “teenagesymfoni til Gud” rydder musikmagasinforsider, hver gang Wilson har noget at sige om den. Historien om, hvordan han tog flere og flere stoffer, blev både paranoid og depremineret og fik berøringsangst med verden i almindelighed og de andre Beach Boys i særdeleshed. Historien om, hvordan han og Van Dyke Parks hjemme hos ham, siddende ved flyglet i den sandkasse, han havde fået opstillet i dagligstuen, i lyntempo skrev en håndfuld sange med tekster, de andre i Beach Boys syntes lød som volapyk og som Parks siden erkendte, at han ikke selv anede, hvad betød. Historien om, hvordan indspilningerne udartede, så Phil Spector til sammenligning virkede som en konventionel, ansvarsbevidst tørvetriller – når der skulle indspilles et nummer om ildebrand blev musikerne beordret til at møde op iført brandhjelme og så fremdeles…

Nu, hvor alt kommer til alt, er sandheden om Smile, at Beach Boys brillerer med overjordiske vokalharmonier, doo wop, der har læst videre, og så en håndfuld fuldbragte sange: De indiskutable mestersterstykker, ‘Good vibrations’ og ‘Surf’s Up’ (med den fantastiske linje “columnated ruins domino”), den spøjse, men vitale ‘Heroes And Villains’, det æteriske koralstykke ‘Wind Chimes’ plus den dadaistiske ‘Vegetables.’ De tre sidste som bekendt med på Smiley Smile, det album, der lød som en undskyldning for sig selv, da det oprindeligt udkom, men som i lyset af de nye afdækninger i båndarkivet faktisk ikke lyder helt så tosset.

Nyudgivelsen har heller ikke længe samme åbenbarende karakter, fordi de bedste sange, stumper og stykker tidligere er blevet offentliggjort. F.eks. på opsamlingsboksen Good vibrations.

Resten er svært at forholde sig til, fordi det er for ufærdigt, men stemningen er dybt ekcentrisk (han må have hørt Zappas debutalbum Freak out samt en del Aaron Copland), flippet og legesyg. For meget tid og for få ideer eller måske så mange, at Wilsons plagede mastermind ikke selv kunne holde styr eller rede på dem. Smile fremstår som en sagnomspunden strandvasker i Beach Boys-kataloget.

Tilbage bliver det paradoks, at samtidig med, at The Beach Boys begik nogle af pophistoriens mest enkle og indlysende sange, er der opbygget en kult omkring især Brian Wilson, som indebærer, at denne umiddelbarhed voldtages af nørdende overfortolkere. F.eks. kom også Pet Sounds kom i sin tid i et bokssæt, der bl.a. indeholdt hele cd’er kun med vokalspor. Og på denne nye udgivelse er hele cd’er viet til ‘Good Vibrations’ og ‘Heroes and Villains’! På samme måde som deres cd-genudsendelsesrække i 90′erne (Mark Linett igen) også rummede bonusskæringer med ene vokalspor.

Det tragiske i Smile-projektet er, at det i virkeligheden endte som et forgæves forsøg på at overgå den milepælssætning, Brian Wilson oplevede, at The Beatles havde foretaget med Revolver. Han endte med at forløfte sig, gik mere eller mindre mentalt i koma i årtier og uden hans nervøse genialitet blev Beach Boys de følgende fire år groft sagt reduceret til det, Bruce Jonhston siden beskrev som ‘surfin’ Doris Days’.

Så der er faktisk ingen grund til at smile.

Beach Boys: The Smile sessions. Capitol/EMI. Fås i diverse formater.

Jeg skrev om albummet ‘Surf’s up’ her.