Bridge over troubled water igen

Du har det sikkert lige sådan. Der er plader, der er uløseligt forbundet til dufte, stemninger, lokaliteter, helt bestemte følelser. Og alligevel forekommer de tid- og stedløse. Sådan en plade er Bridge over troubled water for mig. Den kom ind i mit – og utallige andres – liv i 1970. Det var vinter, vist på vej til forår. Jeg opholdt mig tit i Hjortekær, langs hegnet, i et parcelhus, bygget længe før energikrisen. Det gjorde jeg, fordi jeg var stormende forelsket, sådan gå-på-vandet-, benene-slået-væk-under-mig-forelsket.

Hun lejede et værelse der, og dem, hun boede hos, havde et stereoanlæg i maghonistuen. Det var ikke så almindeligt som det lyder, og jeg husker, at vi sneg os til at bruge det, når de ikke var hjemme. Bridge over troubled water var en af de plader, der kom oftest på. Vi var selvfølgelig betagede af titelmelodien – hvordan kunne man undgå at blive det af al den inderlighed og storladenhed? – men vi løftede tit pickup’en for at komme fra den sang til ‘Cecilia’, sprang med andre ord ‘El Condor Pasa’ over. Og vi elskede ‘So long, Frank Lloyd Wright’, selv om vi ikke anede, hvem fyren var.

Senere, da skæbnen, tidens tilfældigheder og ungdommens uforudsigelighed havde ændret vores liv, endte jeg med at gå tilbage til min første indskydelse: 1968-albummet Bookends, denne odyssé udi Amerika og det amerikanske, er et kunstnerisk mere fuldbragt værk.

Jeg er ikke længere helt så skråsikker nu, hvor Bridge over troubled water igen genudsendes. Som en markering af, at det er 40 år siden, duoen blev til to solister! Det er i dag indlysende at høre, hvorfor pladen står som en kommerciel monolit i rock- og poplandskabet, men også kunstnerisk rager den op, på højde med Sgt. Pepper, Thriller, Pet Sounds, you name it…

Ikke alene er der åbningsnummeret, den hvide gospelsalme, der både blev og satte en standard, men også ‘The Boxer’ med det ordløse refræns, som giver sangen sin egen mellemfolkelighed, samt ikke mindst de sange, der pegede frem mod Simons senere ekskursioner til verdensmusikken – ‘Cecilia’, ‘Keep The Customer Satisfied’ og ‘Baby Driver’. Og som var tydelige tegn på, at han ikke længere havde nødig at sige “and Garfunkel” efter sit navn.

Albummet ville i dag af en A&R-mand sikkert blive anset for at være for facetteret, ja, usammenhængende, og heller ikke i dag ville radiostationerne bryde sig om længden på den bærende sang, men pluralismen er netop pointen.

Pladen har været genudsendt adskillige gange, senest som led i et collected works-bokssæt i 2001. Man skal være større hi-fi flueknepper end denne blogger for at kunne høre en forbedring ved denne nye remastering, men godt lyder det.

Producer Roy Halee ophøjede jo ekkoet til en kunstform. Og studiemusikere som guitaristen Fred Carter Jr., Larry Knechtel (der med sit stumme ‘k’ skrev og spillede pianoarrangementet til titelnummeret, som jo var komponeret på guitar), trommeslagerlegenden Hal Blaine, Charlie McCoy på bas-mundharpe på ‘The Boxer’ samt Joe Osborn (hvis ottestrengede bas på ‘The only living boy in New York’ burde være tvangspensum. Den sang er i øvrigt netop nu aktuel som del af en bilreklame i USA.)

Man må denne gang undvære den skælvende, smukke demo-udgave af Bridge Over Troubled Water, som blev gravet frem i 2001. Til gengæld eller hvad man nu skal sige medtager dette nye sæt de live-optagelser fra efteråret 1969, der faktisk kom på cd i marts 2008 – til Starbucks kunder…

I ’69 havde ingen uden for studiet endnu hørt sangen – den kom først på single i januar 1970 – men det er, efter den sidste tone, stadig gåsehudsfremkaldende at opleve koncertpublikummets sekundkorte skift fra målløshed til applaus, der bringer himlen herned.

Sættet rummer også en dvd med den sjældent sete 1969-dokumentarfilm Songs of America, som rystede amerikansk mainstream-tv dengang. Den virker, i modsætning til musikken, nu lidt for tidstypisk, men også rørende og engageret. I stedet for at være en harmløs reklamefilm for hit-duoen krydsklippede man billeder af krigen i Vietnam med freden i Woodstock, Martin Luther King og Kennedy-brødrene vandrede rundt som helgenbilleder til tonerne af ‘The Sound of Silence’, og Simon & Garfunkel diskuterede USA’s kommende 200 års fødselsdag: “You think it’s gonna make it?”, spørger Paul uden ironi. Det var der god grund til.

Den anden film på dvd’en, The harmony game, går via øjenvidneskildringer tæt på indspilningen af albummet, som de i store stræk indspillede hver for sig på bedste Lennon-McCartney-maner – Art var en del af tiden optaget af filmoptagelser i Mexico (Catch-22) og får på sangen ‘The Only Living Boy in New York’ Pauls ord med på vejen om den prioritering.

Filmen giver samtidig et godt indtryk af to mennesker, der mødte som skolekammerater og siden voksede op sammen for så at vokse fra hinanden. I dag ser de som ældre mænd tilbage på tiden og deres forhold som ‘old friends’, og gør det med mere respektfuld bittersødme end det uklædelige had, der somme tider har flydt frit mellem dem, trods sangenes lægende karakter.

Værd at se og absolut værd at genhøre. Vi har alle vort Hjortekær. Og holder det kært.

Simon and Garfunkel: Bridge over troubled water. Producere: Paul Simon, Art Garfunkel & Roy Halee. Genudgivelsesproducer: Bob Irwin. Columbia/Sony.