Bruce-bootleg gjort officiel

Min kone siger altid, at jeg har for mange Bruce Springsteen-plader, især sære bootlegs. Hun har ret. Og har ret beset nedlagt forbud mod erhvervelsen af nye. Forleden trodsede jeg dog som god, gammeldags anti-autoritær hippie hendes forbud.

Bruce Springsteen & The E Street Bands koncert i Bryn Mawr ved Philadelphia den 5. februar 1975 har lige siden haft status som et af deres første skelsættende shows. Piratplader med hele eller dele af koncerten i mere eller mindre flosset kvalitet har været til at få for alt for mange penge.

Nu er der på cd udkommet noget, der ligner en Springsteen-sanktioneret udgave af koncerten fra det intime spillested, hvor 300 mennesker havde deres livs aften, arrangeret og transmitteret af radiostationen WMMR.

Man kan indvende, at der er nok liveoptagelser af Springsteen, men der findes ingen som denne. Lydkvaliteten er tættere end tæt på. Bruce og bandet er i øjenhøjde – med sig selv og med publikum.

Bruce er endnu over et halvt år fra de simultane forsider på Newsweek og Time. Hans karriere er lidt i et limbo. Han er blevet hypet udover det sædvanlige uden at der ret beset er sket noget afgørende med hans to første albums. Han er ved at blive endnu et dårligt eksempel på pladeselskabsstyring. Noget stort er dog ved at tage form.

I en lille provinspamflet har Jon Landau kort før jul beskrevet Bruce som rockens fremtid. Ord, der ikke skulle tynge, men løfte sangeren.

Han er ved at skrive sig ind på sangene til Born to run, har fået ny trommeslager Max Weinberg (som ikke kendte hans sange i forvejen), ny pianist Roy Bittan og så småt en fast guitarist i sin kammerat, Steve van Zandt. Med andre ord er han ved at sige farvel til Bob Dylan og afsmitningen fra tidens jazzrock. Hans sange er ved at rive sig løs af de arrangementer, der gjorde dem mindre end de er.

Alt dette eksponeres denne aften, som bød på den først kendte liveudgave af den endnu ikke udsendte ‘Thunder Road’. Den hedder stadig ‘Wings For Wheels’ og Mary hedder Angelina. Selve ‘Born To Run’, derimod, var indspillet et halvt år tidligere, så den har fundet sin form, men står frisk og begærligt ventende på at indtage verden.

Der bliver strukket ud. En tyve minutter lang version af ‘New York Serenade’ og en næsten kvarter lang ‘The E Street Shuffle’ foregriber en form, som for Bruce aldrig er blevet manér. Og et ekstra krydderi får sangene af den israelske violinist Suki Lahav. Længe før Soozie Tyrell giver Lahav dem en anden dimension, mere eftertænksom og poetisk i sit spil.

Hun er i den grad med til at give karakter til kopinumre som Dylans ‘I Want You’ og den stemningsfulde åbning af showstarteren og -stopperen ‘Incident On 57th Street’. Hør her.

Det er en dobbeltcd, der viser Springsteen som one of the boys, endnu ikke den fuldt udsprungne solist – og det blev han vel i virkeligheden aldrig? – men en dreng på vej til at blive en mand. Og, mand, hvor er det godt.

Min indre Metusalem har noteret sig, at de unge i dag bruger betegnelsen awesome om selv de mindste ting. Disse 19 numre på 109 minutter er “awesome” i ordets oprindelige, ikke-devaluerede forstand.

På bagsiden er der et billede fra omklædningsrummet af en skægget Bruce Springsteen, iført en svedig t-shirt med motorcykellogoet ‘Triumph’. Meget passende.

Bruce Springsteen & The E Street Band: Live at The Main Point, 1975. Left Field Media.