Bruce gør fortiden lyslevende

BRUCE SPRINGSTEEN har aldrig været karrig med hverken kvantitet eller kvalitet. Hvor andre kunstnere søger udmattede mod brusekabinen efter to timers koncert, er Bruce kendt for at spille det dobbelte, før han går i bad. Og som sangskriver har hans produktivitet altid været lige så stor som hans kritiske sans. Derfor er mange af hans sange gennem årene enten blevet givet til andre eller lagt på fjernlageret, fordi de ikke lige passede ind i det igangværende projekt.

I 1998 udsendte Springsteen 4cd-sættet Tracks, fyldt med outtakes og alternative udgaver af kendte sange. Og piratmarkedet har altid bugnet af cd’er med Springsteen-sange, som aldrig nåede frem til officiel udgivelse. Nu får piraterne det hårdere. Bruce Springsteen og hans producermanager Jon Landau genopdager nemlig nu Darkness On The Edge Of The Town, 1978-albummet, der blev en slags comeback for Springsteen.

I halvandet år efter gennembrudsalbummet Born To Run blev Bruce af juridiske grunde holdt ude af plademarkedet, fordi han i ungdommelig uvidenhed havde underskrevet en kontrakt med sin første manager Mike Appels produktionsselskab – en underskrift, der var tæt på at koste ham hans fremtid, som Landau formulerer det i den dokumentarfilm, der er en af de bydende grunde til at investere i denne kolos af en udgivelse.

DEN ANDEN GRUND er dobbeltalbummet The Promise, der sammen med filmen, den knivskarpt remastererede cd-version af den oprindelige lp og to live-dvd’er, udgør et bokssæt, der alene i sit omfang og sin statur virker pirrende ud over alle grænser for langskrivende anmeldere. I dagens Politiken er Erik Jensen således gavmild med seks hjerter. Mindre kan gøre det, uden at boksen bliver mindre relevant.

Darkness… er, som titlen antyder, Springsteens ‘mørke’ plade. En plade, han følte sig nødt til at lave for at genoptage forbindelsen med sine rødder og for at komme på omgangshøjde med sit virkelige selv efter den stakåndede succes med Born To Run, som i 1975 sendte ham på forsiden af Time og Newsweek – i samme uge.

Om det fortæller han afklaret og grundigt i Thom Zimnys ind-under-huden-film. Zimny øvede sig, da han lavede filmen om Born To Run, da den plade blev boksbehandlet. I den nye film fortæller Bruce, hvordan Animals-sange som ‘It’s My Life’ og ‘We Gotta Get Out Of This Place’ inspirerede ham til at gå tilbage til sit nabolag, til sin opvækst, til forældrenes idealer og lillebysamfundets kvaliteter og bonde med dem for at genfinde sig selv.

Springsteen fortæller det med den alvor, der somme tider har det med at blive lige lovlig højtidelig og anmelderanalytisk. Omvendt er det godt for rocken at have reflekterende, selvkritiske udøvere.

SIDELØBENDE ER der indsigtsgivende indklip fra de udmattende optagelser af selve albummet, som det hele tiden var svært at få til at lyde sådan som de hørte det i deres hoveder. For nu igen at citere Jon Landau. Bl.a. var der daglange sessions, som kun bestod i, at trommeslageren Max Weinberg sad og slog på sin lille tromme, alt imens Bruce hele tiden brokkede sig over, at man kunne høre, han slog med en trommestik!

Til sidst finder de det de søger, et modstykke til den stilbegejstrede Phil Spector-opdatering, der bar Born To Run. Den afbarkede lyd lykkes det dem omsider at få frem, trods 70′ernes alt for forede og pænhedsfremmende indspilningsstudier. Igen Landau: “Vi ville have vores kaffe sort. Uden sødemiddel.”

Den kontraktlige skruetvinge, Springsteen blev sat i takket være kontroversen med Appel, kunne han ikke gøre noget ved. Han måtte ikke gå i studiet uden Appels godkendelse af producer, og da Appel allerede under indspilningen af Born To Run havde indset, at Jon Landau var mindst lige så god en producer som anmelder, sagde Appel selvfølgelig nej. Han var ikke vild med konkurrenter. Alternativet for Bruce var at skrive sange og turnere røven ud af bukserne.

Han skrev mange sange i den periode. Landau fortæller, at Bruce udviklede et stort talent som rewriter af sine egne sange. Selv fortæller sangskriveren, at sangene og sangstumperne for ham var lige som reservedele, han tog fra en bil, der ikke kunne køre, for så at sætte dem over i en ny bil, der så kunne køre.

Nogen nævner, at der var omkring 70 sange i spil, da Darkness… skulle sammensættes. Der kom ti med. Alle variationer over samme mørk- og storladne, livseksistentielle tematik.

TILBAGE BLEV en lang række numre, der ‘bare’ var rocksange. Little Stevie siger et sted, at Springsteen kunne være blevet verdens bedste popsangskriver, hvis han havde villet. Beviset findes mange steder i hans katalog, men i særlig grad i de 21 sange, der udgør The Promise.

Det er et album (alene titelnummeret!), som ville have været karrieredefinerende for enhver anden kunstner. Tænk bare at have mod og kompromisløshed til at lade en sang som ‘Because The Night’ stå over? Nu fik Patti Smith glæde af den på samme måde som Southside Johnny nød godt af ‘Talk To Me’. Andre fremragende sange er balladen ‘Someday (We’ll Be Together)’, hvor ABBA møder Roy Orbison, ‘City Of Night’ som kunne være skrevet af Smokey Robinson og ‘Come On, Let’s Go Tonight’, den pureste radiopop, hvad enten man kører på kanten af byen eller midt på vejen. The Promise fås også separat.

Boksættet kunne godt have været uden en stribe gamle live-optagelser, vitale og sjove (Bruce på scenen i Travolta-jakkesæt og opslåede skjortekraver), men set før og set bedre. Til gengæld fuldendes sættet af en monumental, besættende live-genopførelse af Darkness On The Edge Of The Town i et tomt Paramount Theatre hjemme i Asbury Park.

Her indfries løftet. Nok engang.

Og så spænder vi forventningerne højt til de bokse, der må komme, når The River og Born In The USA skal en tur gennem Springsteens tidsmaskine.

Se mere om Springsteen på Backstreets.