Bruce: Guttermand og knudemand

Mens dette skrives, er koncerten med Bruce Springsteen & The E Street Band i Parken 14. maj blevet udsolgt. På en halv time. Trods sommerens koncert på Roskilde føler danskerne sig åbenbart ikke Bruced out. Sådan har Springsteen ellers selv haft det et par gange undervejs i karrieren, hvor overeksponeringen af ham er blevet for meget for ham. Blandt andet omkring Born in The USA, hvor Springsteen kunne konkurrere med Coca Cola om, hvem der var det kendteste amerikanske ikon.

Det beretter Peter Ames Carlin i sin bindstærke biografi, der bare hedder det, den handler om – Bruce.

På omslaget kaldes bogen “den første store biografi i 25 lavet i samarbejde med Bruce Springsteen selv.” Jeg ved ikke, hvordan man har udregnet det, men ja, Springsteen har selv ladet sig interviewe til projektet og har tilsyneladende ikke blandet sig i indholdet. Sådan som det ideelt set skal være, men alt for sjældent er, når det drejer sig om rockbiografier.

Carlin er journalist med en fortid på People Magazine. Det garanterer et let fortælleflow, en dobbettjekkende grundighed med detaljerne, en ikke alt for intellektuel tilgang til stoffet (selv om Carlin bestemt ikke er en dumrian), men også en begrænset viden og fornemmelse for musikken og de mange faktorer, der betinger den. Han har tidligere bl.a. skrevet om Brian Wilson og Paul McCartney, men kunne såmænd også skrive om Hillary Clinton, hvis det skulle være. En pro, med andre ord.

Læsere, der kender deres Springsteen, vil ikke møde så meget nyt her. Det meste har stået bedre i ikke mindst Dave Marsh-bøgerne, Born to run og Glory days, som i 2004 blev sammenskrevet til bogen Two hearts. Marsh skriver røven ud af bukserne på de fleste, og altså også Peter Ames Carlin. Og så formår Marsh at placere Springsteen i et større kulturhistorisk perspektiv. Indvendingen mod Marsh har været og er, at han nok er så tæt på sin hovedperson, at han ikke altid kan se uhildet på ham – Marsh er gift med Barbara Carr, som er partner i Jon Landau Management.

I den retning er Carlin fri af selv de mest uudtalte hensyn. Til gengæld må han leve med – og skrive op imod – den kendsgerning, at vi her har at gøre med meget kendt stof, så berettigelsen liggger ikke i de begrænsede såkaldte afsløringer, han kan klaske på obduktionsbordet (Bruce begyndte f.eks. at tage antidepressiv medicin i 2003), men i, hvordan han fortæller historien.

Det gør han godt med traditionelle, men effektive fortællegreb, og vi får fornemmelsen af at komme hele vejen rundt om denne rockens sande inkarnation af en ubestikkelig guttermand og guitarmand (hvis jeg var det forlag, der tidligere på året udsendte Karsten Jørgensens bog om samme emne, ville jeg tænke mit. Og græmmes). At han så også er et godt stykke af en temperamentladet knudemand kompletterer bare billedet.

Barndommen i New Jersey skildres med en filmisk styrke, der minder om en roman af Steinbeck. Eller for den sags skyld om en socialrealistisk sang af Bruce Springsteen…

Et centralt kapitel i bogen er forholdet til manageren Mike Appel, som jo som måske bekendt havde kontraktligt held til at holde Bruce ude fra plademarkedet i mere end et år i tiden mellem Born to run og Darkness on the edge of town, hvor Appel i rollen som producer, manager og sparringspartner blev afløst af Jon Landau (der jo nogle år før havde set rockens fremtiden og navngivet den ‘Bruce Springsteen’). Den meget korte version er, at Springsteen som så mange andre havde glemt at læse det med småt. Sagen blev ordnet med et udenretligt forlig, der kostede. Også på den menneskelige side, men forsonende nok fornemmer man i dag ikke, at parterne bærer nag. Og Carlin (og Springsteen) giver Appel full credit for at have været med til at sparke døre ind for en unge, ukendte Springsteen og for at professionalisere ham. Men tingene greb om sig og den juridiske logik kværnede sig ubønhørligt frem til det, der skete.

Forholdet til The E Street Band skildres ganske godt; især det svære skifte fra at være venner til at være arbejdsgiver og arbejdstagere. Ikke altid lige nemt (og forholdet belyses grundigere i en anden Springsteen-udgivelse fra i år, Clinton Heylins The glory days of Bruce Springsteen and The E Street Band), og man fornemmer, at Springsteen ikke er bange for at træde i karakter som netop The Boss. F.eks. da han lader ane, at Max Weinberg er på nippet til at ryge ud af bandet, fordi hans spil hænger. ‘The mighty Max’ ser advarselslamperne blinke og hyrer en trommelærer! Mindre flatterende er skildringen af Springsteens forhold til kæresten (og fotografen) Lynn Goldsmith eller rettere hans måde at slå op med hende på, hvor han ydmyger hende foran publikum under den såkaldte No Nukes-koncert.

Her er Carlin lige ved at hale ting og kendetegn frem fra det, Springsteen selv kalder “helt nede i brønden”, men selv en så åbenhjertig person som Bruce har krav på et rum, som kun han kender og kan færdes i. Lidt magi og mystik skal der være tilbage, men man mere end aner, at hans personlighed ikke er så ukompliceret som helgenskildringerne gerne vil have det til at fremstå.

Bruce er ikke en hagiografi, og tak og lov for det. Bogen er en sober, sympatisk, sine steder lidt kedelig, men grundlæggende troværdig og underholdende skildring af et amerikansk liv, der startede helt almindeligt og er endt usædvanligt uden af den grund at glemme udspringet og dagligdagen.

De, der længes efter en bog, der trækker cowboybukserne ned på Springsteen eller vender de hemmelige, dunkle sider i hans dagbog, må altså vente lidt endnu.

Peter Ames Carlin: Bruce. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup. People’s Press. 484 sider, ill.

PS: Her på bloggen kan vi kun, også af principielle grunde, påskønne, at det de seneste sæsoner ser ud til, at danske forlag har fulgt mønstret fra Sverige, hvor det snarere er reglen end undtagelsen, at store rockbiografer oversættes (og simultanudgives). Til gengæld kunne man i dette tilfælde godt have ønsket sig en dansk oversætter med større musikalitet.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK