Bruce og det stjålne øjeblik

Mens vi venter på, om Springsteens annoncerede Europaturne også når Danmark, mens vi venter på, hvornår hans færdigindspillede album udkommer og om The E Street Band minus The Big Man medvirker, er der tid til at genhøre, hvordan Bruce lød, sidst han stod ved en skillevej:

PÅ BRUCE Springsteens dobbeltalbum The River fra 1980 findes en mørk, næsten undvigende sang, ’Stolen Car’. Fuld af angst, indsvøbt i natsort uvished, kører en mand ud ad landevejen i en stjålet bil. Han har slået op med konen; ikke fordi han ikke elsker hende, men fordi han ikke kan slå sig ned og til ro, selv om det vist er det, han helst vil. Men noget større får ham til at lede efter noget, han ikke kan sætte ord  på – måske et bedre, et mere helt liv. Han ønsker hele tiden, at han bliver fanget af politiet, og han frygter, at han vil forsvinde i mørket forude.

Den mand og hans skæbne havde Springsteen i tankerne, da han omkring årsskiftet 1986-87 i hjemmestudiet oven på garagen i Rumson, New Jersey prøvede at samle tankerne, sangskitserne og ikke mindst sig selv efter et par år, hvor han, takket være Born In The USA, var blevet større end både coca-cola og livet, eller i hvert fald lige så stor, for millioner over hele verden. Hans stadionturneer med The E Street Band havde gjort ham til et ikon for samfundsengageret rock, der ikke var pegefingerkedelig, men elskede et svedigt party.

Succesen havde imidlertid også fjernet ham fra stampublikummet. Han var selv klar over faldgruberne. Som han skriver i Songs, samlingen af sangtekster: »Et stort publikum er, af natur, kun på gennemrejse. Hvis man stoler for meget på det, kan det forvrænge, hvad man gør, og hvem man er. Det kan gøre dig blind for de dybere aspekter i dit arbejde, og for betydningen af dine mest engagerede lyttere.«

Han ville reintroducere sig selv for sine fans som sangskriver. Og som den voksne mand, der nok var »born to run«, men var holdt op med dèt. I foråret 1985 var han nemlig blevet gift med modellen og skuespilleren Julianne Philips. Men de, der troede, at hans næste plade ville hylde ægteskabets velsignelser, fik forventningerne galt i halsen, da resultatet af de næsten private optagelser i Rumson forelå i oktober 1987.

Tunnel Of Love handler om kærlighed, men den handler ikke om tryghed, trofasthed og afklarethed. Snarere det modsatte. Eller rettere: om viljen til et liv, bygget på disse tre søjler, men viljen er altid i naturens vold. Og hørt nu, hvor vi ved, hvordan det gik, er det næsten pikant at høre hans korsanger, Patti Scialfa, synge sig helt ud, kommenterende, flirtende og dramatiserende, i baggrunden på netop disse sange!

DET ER DOG for begrænsende, om end fristende, at høre Tunnel Of Love som et selvbiografisk statement. Både The River og Darkness On The Edge Of Town rummer sange over samme tema. Musikalsk videreføres og udvides lyden fra det klangligt asketiske Nebraska-album, og pladen er i realiteten endnu et soloprojekt og dermed et farvel til The E Street Band. De medvirker her og der, men kun som kolorit – med undtagelse af den overraskende fintmærkende trommeslager Max Weinberg, der spiller, som om han har set frem til at skulle få folk til at lytte efter nuancer igen. Ellers er en spade en spade hjemme hos Springsteen, og den er ofte akustisk, selv om der er flænsende, men hele tiden melodiske elektriske soli.

Lytteren er på tomandshånd med sangeren. Det er lige før man kan lugte skovmandsskjorten og sutskoene og høre kaminen knitre, når Springsteen som en gammel håndværker viser sin glæde ved at demonstrere sin kunnen igen og igen. Han kærtegner sine gamle vaner. Og har smidt nøglen til det musikalske fitnesscenter væk. Tradition bliver innovation i hans hænder.

Manden i den stjålne bil er stadig hverken blevet taget af politiet eller opslugt af mørket, men rastløsheden er fortsat hans evighedsbrændstof. Derfor er han god til at gøre kur og endnu bedre til forelskelser. Som på åbningssangen, ’Ain‘t Got You’, en simpel Bo Diddley-snakkende rocker om at have alt, hvad hjertet kan begære, fra caviar til cadillac, men noget mangler i berømmelsen:

When I walk down the street people stop and stare
Well, you’d think I might be thrilled but baby I don’t care ’cause I got more good luck, honey,
than old King Farouk but the only thing I ain’t got, baby, I ain’t got you

sunget med ikke så lidt underspillet lune. Og kurmageriet fortsætter på ’Tougher Than Rest’, hvor Springsteen genopdager den lyd, Phil Spector i sin tid iklædte et af hans gamle idoler, Dion – tamburiner, hjerteslagstrommer og guitar på guitar på guitar i en statelig sang, hvor mand møder kvinde med et frieri, kun en tumbe kan afslå. Pigen skal ikke forvente en honningtunget Romeo, men en mand, der før er faldet af kærlighedskarrusellen, men mener, at kunne holde til endnu en tur med en ligesindet: »If you’re rough enough for love, baby, I’m tougher than the rest …«

BRUCE HAR også fået hård hud på selverkendelsen. Da ægteskabet er en realitet, er hverdagen det også, men drømmene blev ikke båret med ind over dørtærsklen. På den Roy Orbison-inspirerede ’Brilliant Disguise’ synges der om, at ét er, hvad man lover hinanden foran præsten; noget ganske andet, hvad ægteskabet giver plads til at holde. Fortryllelse bliver let til blændværk. Og han ligger om natten, holdt vågen af sit »restless heart« og af usikkerheden, og han længes – måske efter selve længslen:

Tonight our bed is cold
I’m lost in the darkness of our love God have mercy on the man
who doubts what he is sure of

Og på de countryfortællende sange ’Two Faces Have I’ og ’Spare Parts’ har manden i den stjålne bil igen startet den, fuld af selvhad og dårlig samvittighed, og er på vej ud af forpligtelserne, på vej ud ad de uprøvede muligheders motorvej.

Er der en morale i denne historie, findes den på titelsangen, et stille brus af en melodi om at kærligheden er som en tur i bådene i en forlystelsespark. Der er kun plads til to, og de skal være enige om, hvilken balance der skal holdes. Tunnellen kan tage sig så mørk og truende ud, at den tager form som en labyrint, men der er lys for enden af den tunnel, uanset hvor sort det kan se ud. Og det er os selv, der skaber lyset.

Året efter Tunnel Of Love blev Bruce Springsteen skilt. I 1989 blev han gift med Patti Scialfa.