Buddha fra Birkerød fylder 60

1 Comment

MENS FORDUMMELSENS harmonium for tiden trakteres for fuld styrke på alle kanaler har Carsten Valentin Jørgensen de senere år måske netop derfor nærmest følt en forpligtelse over for samfundet til for en stund at forlade sit frivillige eksil. Nogen må jo sige den grasserende overfladiskhed midt imod. Så lad os da her, hvor han i dag fylder de 60, sende ham en taknemmelig tanke, fordi han stadig er her og fordi han stadig orker at sige fra. Ikke forsimplende som en plakattekst, men tankevækkende som et haiku og med en silkeblødhed som en skalpel.

Nu skal man jo ikke altid tro, at bare fordi sangere synger sange i første person ental, så synger de om sig selv. Det gjorde denne blogger, da C.V. udsendte sit andet album T-shirts, terylenebukser og gummisko, og glædede sig derfor til at interviewe den unge kunstner. Han sagde bogstavelig talt ikke et brugbart ord til båndoptageren. Og interviewet kom aldrig i bladet.

Alligevel er det svært for ikke at sige umuligt at høre C.V. Jørgensens sange uden også at tænke på ham, der har skrevet dem. På 1988-udgivelsen, Indian Summer, kommer man til det allerede i første sang:

Der var engang hvor jeg troede
kosmisk kaos var på mode
for jeg hang ud blandt udbrændte stjerner
& det tog lysår før jeg så
livets storhed i det små
& at himlen er begravet i vores hjerner …

ENGANG LEVEDE han rock & roll-livet. Ok, han badede sig ikke i sin berømmelse, men var klar over den, og forholdt sig både respektfuldt og blufærdigt til den uden af den grund at gå til i askese. Udefra kunne det tage sig ud som krukket blaserthed, men han hørte ikke naturligt hjemme som samfundskritikkens gidsel i en branche, der trives bedst med holdning, når begrebet indgår som sidste del af ordet ‘underholdning’. Så gradvist gled han over i eksil. Uden at hans plader ophørte med at fylde.

Snarere tværtimod. Bare ventetiden på en ny C.V. Jørgensen-plade kan som bekendt holde kritikerkorps og stampublikum i ånde. Faktisk findes der ingen kunstner, der som C.V. mestrer den usynliggjorte synlighed (eller er det omvendt?). Det skulle da lige være Leonard Cohen og ham, der gemmer sig inden i Bob Dylan. For nu at nævne to, der altid har trukket vejret gennem den samme blues-blå cigaretrøg som C.V., manden, der med den uansvarlige ubarmhjertighed, der er poetens privilegium, filetterede 80’erne, så form blev skilt fra indhold. Der var mest af det første. Jeg tror, C.V. har ret.

Indian Summer brød tre års tavshed efter det næsten nihilistiske studie i sjælsfortærende desillusion, som i diskografier forkortes Vennerne Og Vejen. Og musikalsk er pladen en lige så langsom starter.

JEG HØRTE DEN til at begynde med som et frikvarter, en mellemrunde, men efterhånden som jeg registrerede, hvor tit jeg frivilligt satte den på, nærmede jeg mig musikken igen. Uden at skulle mene noget. Og kunne så sagtens sætte mig ind i, hvordan sangeren har det, når han synes »livet er lykken & når jeg tænker mig om, så har jeg det allerbedst når jeg er tanketom …« For musikken er uden den hektiske undertone og uden helt samme kant som de foregående C.V.-plader. Istedet er indtrådt en tilstand af uanstrengt sammenhæng.

Country er kodeordet. Ikke som stil, men som sindstilstand. Musikkerne hviler sig i selv. Guitaristerne Lars Hybel og Nils Henriksen oplever store øjeblikke ved at genopfinde de små ting, de diskrete rytmiske forskydninger, de pludselige udbrud. Klaviaturspilleren Pete Repete er som midtbanespilleren, hvis betydning man først opdager, hvis man sætter ham på bænken. Og trommeslageren Gert Smedegaard har været her før, men virker ikke træt, snarere animeret af genkendelsen. For det lyder som C.V. Jørgensen. Det gør C.V. altid, men han lyder som om det passede, det, han sagde efter udgivelsen: »Jeg var ret klar oven i låget …«

Derfor er der heller ikke i sangene samme verbale brod, men det her handler ikke så meget om verdens forfald, samfundsfænomenerne, de skiftende trends, flygtigheden. Alt det må klare sig selv og bliver kun holdt over den gloende rist et par steder, sådan bare så de ikke skal tro, sangeren har strakt våben: »Nattelivet ligner en tanke, babylon ligner sig selv, brændte børn leger med ilden …« som det hedder i storbysignalementet ‘Babylon’. Men sangeren er holdt op med at lange ud efter ansvarsfordelingen for samfundsmiseren. Vi er alle skyldige. Vi er alle uskyldige.

PLADEN handler om at finde ind til en indre verden. Der er økonomiseret med de verbale vejskilte, og de uornamenterede melodilinjer, som burde stå i en alternativ salmebog, gør vejen lettere. For enden af den står en C.V., der lukker mere op for følelserne end ellers. Det gør de store sange endnu større på dette album. Ikke i ordene, hvor der kun bliver sagt og sunget det allermest nødvendige, men musikkens totale fravær af blær giver sangene en ny højde. Sådan ville Grundtvig have lydt, hvis han havde haft en el-guitar.

Et under af et melodisk mantra som ‘Det Regner I Mit Hjerte’ parafraserer over digteren Paul Verlaine og bliver til dugperler af poesi:

Fanget i en fælde af lys
Bag et forhæng af regn
Står vi stumme & smiler
Af skygger der flyder forbi
Opløst i fri fantasi
I takt med tiden der iler

 

Det regner & det regner i mit hjerte
Det smager lidt af smerte
Det minder mig om noget

 

Og på titelnummeret tager samfundsrevseren og nålespidderen CV den store indånding i et religiøst sug af en sang, som efterhånden har fået mig til at indse, at C.V. Jørgensen ikke er en sfinks. Han må være Birkerøds svar på Buddha. Han havde bare ikke lært at turde smile endnu. Selv om det er tæt på på omslaget til denne plade. Smile over alt det han troede, han vidste. Smile ved tanken om alt det han har til gode. Indian Summer bliver – vist nok – en sang om de atomer og celler, der gør os til mennesker. Renset for al triviel trummerum. Renset for alt andet end frygten og glæden ved at være til:

Vi er liv & lys
Vi er gåder uden ord
Vi er perler på en snor
Vi er liv & lys
Vi er et & alt

Vi er nøgne vi er små
Vi er dem ingen tænker på
Vi er et & alt

 

Her kunne Carsten Valentin Jørgensen – uden at skulle høre for det – have afsluttet karrieren. På den anden side har han tilsyneladende viet sit kunstneriske liv til hele tiden at prøve at være hundrede procent til stede i ’det magiske minut, hvor den nøgne sandhed dukker op’.

Og skulle man bare have lyst til at genopfriske ham ‘bare’ som rockstjerne, er der jo altid den fortsat fremragende Storbyens små oaser med det måske sejeste danske rockband nogensinde og den kanoniserede Tidens Tern, meget mere givende end sit dårlige anmelderry. De senere udgivelser har deres momenter af indadvendt skønhed og fordybelse, men er generelt for meditative til mit temperament. Mere Jørgenzen end Jørgensen.

Tillykke til en mand, der har fundet sin egen lykke, uden at hænge den op med guirlander og tomme ord.

En kreds af yngre musikere erkender deres gæld til C.V. på ny cd. Se her.

Og selv turnerer han jo pludselig som gjaldt det selve livet.

Erik Jensen sendte i Politiken C.V. Jørgensen denne fødselsdagshilsen. Læs her.

En komplet samling af C.V.-tekster findes her.

Illustration: Sepiatintet uddrag af Gorm Valentins forsidefoto til 2002-albummet Fraklip fra det fjerne.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top