Butiksdøden truer ikke Love Shop

Kommentarer slået fra

Det tjener Jens Unmack til ære, at han aldrig har lukreret på, at skæbnen naturstridigt slog fatalt ned to gange i hans band, Love Shop. Først døde Hilmer Hassig og siden Henrik Hall. Rockmyter er blevet skabt på mindre. Unmack har koncentreret sig om at ikke alene at holde butikken åben, men at sørge for at den ikke blev en mindestue, men et lysende og levende budskab om de tos betydning for hans musik.

Og de er med ham derude, her hvor Love Shop er i gang med en superlativfremkaldende Danmarksturne. En Facebook-kommentar sagde det hele, da Karen Madsen på bandets side udbrød: “Var helt forelsket, da vi gik hjem…”

Sådan har jeg det også efter igen og igen at have været igennem Skandinavisk lyst, bandets første uden Hall. Jeg skriver ‘bandet’ lidt tøvende, for Unmack er og bliver krumtappen, men uden klaviaturspilleren Mikkel Damgaard, guitaristerne Mika Vandborg og Jens Hellemann samt rytmesektionen Thomas Risell og Thomas Duus ville hans æteriske sange svæve væk i et smukt, men forgængeligt drømmesyn. De musikere holder ham både flyvende og jordnær.

Der lurer altid i Unmacks sange en risiko for, at hengivenheden over for skønheden bliver et mål sig selv, bliver til flitterstads og filigran, en higen mod en verdensfjernhed, som i virkeligheden er udtryk for den uhelbredelige romantiker, han også huser.

Omvendt synger få, ikke kun herhjemme, med så naturligt indbygget lyrisk resonans. Hans stemme er det stof, poesi er gjort af. Og det bliver især tydeligt, når han lader sin indre konkretistiske lyriker få frit løb. Hvem vil ellers kunne få ord som “vi har den vertikal tilfælles/jeg er dit opsvings kontrapunkt” til at lyde som det det er – en svimlende kærlighedserklæring. Andre steder synger han ‘bare’ “I love you’ på sin helt egen facon: “Jeg er den chance som du tager/du er mit spørgsmål uden svar” som det hedder i ‘Den eneste’. Eller på titelsangen, hvor han fortrøstningsfuld ægger: “Fortsæt lige frem, vi kommer aldrig hjem…” Og så er det ikke hver dag man støder på metaforer som “fri som Vestberlin”.

Man kan indvende, at en del af sangene ligner hinanden, mest fordi de er arrangeret lidt for ens, og at lidt mere frigjort guitar ikke ville have været at foragte, men sange som ‘Kvælertag’, titelnummerets blufærdige privatlivskig, den bedårende ‘Skyggehjerte’, ‘Sommeren der aldrig kom’ og den afsluttende ‘Bliv Ikke Væk For Længe’, hvor Unmack lyder som en croonende Steffen Brandt, er ædel, skamløs pop, men ikke kun pop. Alvoren og frygten for at miste synger med.

De sange er dansante vidensbyrd om en sanger og sangskriver, der synger sin egen florlette blues, men kan have sit hyr med både kærligheden og virkeligheden. Heldigvis, for ellers ville han lide  butiksdøden.

Love Shop: Skandinavisk lyst. Producer: Mikkel Damgaard. A:larm/Universal.

Illustration: Cover artwork af Anne Mette Degn-Petersen.

Skulle man få lyst til at se, hvad bandet ellers har på hylderne, fortsætter turneen:

15.11 – Posten, Odense
16.11 – Paletten, Viborg
17.11 – Studenterhuset, Aalborg
22.11 – Tobakken, Esbjerg
23.11 – Sønderborghus, Sønderborg
24.11 – Fermaten, Herning
29.11 – Train, Aarhus
30.11 – Godset, Kolding
01.12 – Amager Bio, København (udsolgt)
02.12 – Vega, København

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top