Captain Beefheart gået fra borde

MEDDELELSEN OM Don Van Vliet alias Captain Beefhearts død i en alder af 69 kommer ikke overraskende. Han er gennem længere tid blevet tiltagende svagere af multipel sklerose.

Han var mange ting på mange forskellige måder. Avantgardemusiker, maler, sanger og sangskriver, men først og sidst står han tilbage som en anbefaling af, at blues kan føre til alt, hvis man indser, at tallet 12 ikke er en begrænsning, men en trylleformular, som åbner for meget mere end et levende musikalsk museum.

Man plejer altid i opslagsværker og den slags at nævne plader som Trout Mask Replica, og den er da også ret god, men jeg har altid befundet mig bedre i selskab med Safe As Milk fra 1967.

Den er både en af de bedste og mest moderne bluesplader. Man skulle måske tilføje rhythm & blues for at betone musikkens nærmest brutale kropslighed, men Safe As Milk er samtidig et album af den slags, der er blevet ophøjet som avantgarde og inspiration for så forskellige navne somTalking Heads, Pere Ubu og The Clash uden af den grund at være spor utilgængeligt.

Det ry fik pladen, fordi den udkom på et tidspunkt, hvor luften var tyk af sværmeriske sange om æterisk kærlighed, og hvor blues stadig i (h)vide kredse var vild undergrund. Kaptajnen ville noget mere end bare klø traditionen og tiden på ryggen. Han ville skabe sig sin egen tidslomme, foret med lige dele impulsivitet og jernhård disciplin – og en stemme, der ikke lød som noget, rocken før havde hørt.

Grov, voksen og følsom, men nærmest et frontalangreb på tidens føleri. Ja, myten går om, at hans uregerlige, men langtfra udisciplinerede stemmepragt skal have smadret en state of the art-mikrofon under optagelserne af pladen. I den retning er det en historisk pudsighed, at Safe As Milk var den første produktion for Richard Perry, manden, der i 70’erne succesproducerede Carly Simon, så hun lød som silkelagenlækker, men sikker sex.

VAN VLIET længtes, som alle andre i de år, men han ville ikke gøre verden til et bedre sted at leve. Der var ikke noget dybt og eksistenti-elt i hans sange. Eller også var der ikke andet. De handlede om hans længsel efter at blive lagt ned og nedlægge. De små piger kunne bare vente sig.

Hvis Amerikas forældre blev bange for deres ophavs dyd, når de hørte Mick Jagger, så var det godt, de ikke nåede at høre Van Vliet. Pladens åbningsnummer ‘Sure ’Nuff ’NYes I Do’ er en remake af ‘Rolling & Tumblin’, som jo handler om netop det, og den bliver ikke mindre explicit under kaptajnens kommando. Og ‘Call On Me’ er Creedence Clearwater Revival, som de ville lyde, hvis John Fogerty turde slippe sine indre dæmoner løs.

I det hele taget taler Van Vliet tiden midt imod. Han angiver ikke løsninger, men prøver at løsne det ideologiske greb, rocken så småt var ved at blive fanget i. Hans våben var verbal dadaisme. Under alle omstændigheder har ingen siden sunget ord som:

Singing thru’ you to me thunderbolts caught easily shouts the truth peacefully Eeeeeeeeeeeelectriciteeeeeee

hedder det i ‘Electricty’, og på ‘Abba Zaba’ fortsætter rablerierne:

Song before song before song blues Babette baboon babette baboon aba zaba zoom To shatter the noon babette baboon coming over pretty soon Babette baboon run run catch her soon doctor dawn sunshine on Babette baboon mother say son she say son you can’t lose with the stuff you use

CAPTAIN Beefheart & His Magic Band var, som antydet, i essensen og udgangspunktet arbejdsmænd med bluesmusikken som deres metier. Men det udfordrende og konstant pirrende ved Safe As Milk er at overvære, hvordan Van Vliet ikke alene tester genrens bæredygtighed, men bruger den som katapult for klangeksperimenter, der stadig virker øre- og øjeåbnende. Som brugen af synthesizerforløberen, theremin, der giver et strejf af psykotisk utilregnelighed midt i de mest skridsikre numre.

Eller de mange iørefaldende sange, hvor man sidder tilbage og tænker, at så enkelt, så banalt kan det da ikke være – f.eks. doo wop-pastichen ‘I’m Glad’, der ligger et ulokaliseret sted mellem hans gamle legekammerat Frank Zappa og The Band. Jeg mener, enhver kan lave sære plader, og det blåstemplede Beefheartalbum i den kategori hedder som nævnt Trout Mask Replica, men Safe As Milk er en sjovere plade, fordi den både illustrerer tilblivelsen af Beefheartmyten og viser, at selv den mest respektløse kan have respekt for tra- ditionen. På sin helt egen måde. Eller som Van Vliet sagde i 1973: »I’d always thought music was too formal, and I thought ’well, I’ll get into this and fix it’.«

Den ændring opnåede han ved – gennem militaristisk kontrol – at tilvejebringe en tilstand af kontrolleret kaos. Som efter indspilningen blev for meget for den 20-årige Ry Cooder, som dengang stadig hed Ryland til fornavn. Cooder sætter på Safe As Milk sine første blivende fingeraftryk. Han medvirker som arrangør af Van Vliets indfald, samt ikke mindst som naturbegavet slideguitarist, men endte med at føle sig som et gidsel for musikken. Beefheart var mest interesseret i sig selv, sagde Cooder senere. Mens andre bandmedlemmer i bøger har beskrevet hans patologiske hang til at meningstyrannisere sine omgivelser.

Det magiske er, at det netop er det uhæmmet egocentriske, der stadig gør ham interessant.

Bonusinfo om Kaptajnen: Han vækker som fireårig opmærksomhed som vidunderbarn. Hans modellérvoksdyr bliver fast gæst i tv-serier. Som teenager møder han Frank Zappa. Det bliver afgørende for Vliets musik. Zappa producerer Trout Mask Replica, og Lick My Decall Off, Baby (1971) og Unconditionally Guaranteed (1974) øger Beefhearts kultstatus. Han vender rocken ryggen i 80’erne, hvor han med succes genoptager billedkunsten.

Jeg kan – endnu engang – anbefale blogkollega Capac. Han har været i arkiverne i anledning af Beefhearts død.