Cecilie®

I dag gør jeg i al stilfærdighed comeback som tv-anmelder i Politiken efter 22 års pause. Medieverdenen er unægtelig blevet en anden. Dengang i 80′erne var der en kanal, og når det gik højt, mente vi noget om svensk tv. Til gengæld har den teknologiske udvikling medført – eller hvad man nu skal kalde det – at man som anmelder ikke længere kan få en anmeldelse af dagens tv i morgendagens avis. I en længere periode var jeg del af en tv-anmeldertrio, der også bestod af Carsten Jensen og Claes Kastholm Hansen. Vi fik en masse sjov, syntes vi da vist selv, ud af at være sure, hovmodige og stundom skarpe. Jeg mener, jeg er blevet en anelse mildere i mælet; måske i takt med at jeg har forstået lidt mere af, hvad der foregår bag kulisserne. Min kone siger, at det bare er, fordi jeg er blevet ældre. Hun har sikkert ret. Også med det!

Dagens anmeldelse:

Der er tv-værter, og så er der Cecilie Frøkjær. I mere end 10 år var hun med til at definere ’morgen-tv’ og brande sig selv. Fotogen, som om tv er opfundet for hendes skyld, og fuld af slagfærdig humor. Samtidig kan hun som kun få invitere indenfor i et lukket rum, åbent for nærvær og koncentration af den slags, hvor det lette får tyngde, og det tunge løfter sig. Gæsten føler sig ikke talt til, men med. Ja ja, jeg ved godt, at en del af det er en illusion, der beror på hendes faglighed, men det virker.

Sidste sommer forlod hun ’Go’ Morgen Danmark’, og er nu klar med eget talkshow efter en sabbat, der herhjemme har været lige så mediedækket som Dylans, da han styrtede på sin motorcykel.

Programmet er, med TV2’s vanlige selvbevidsthed, lagt lige over for seermagneten ’X-Faktor’. ’Den nøgne sandhed’ er en slags Oprah ultra light tilsat lidt Letterman, spædet op med storbydansk caffe latte-kultur, akkompagneret af hujende 20-30-årige kvinder på lægterne. Ovre i hjørnet står tre musikere, som er gået forkert.

Jeg ville elske at sige, at Cecilie Frøkjær lagde nye alen til sit talent, men hun virker så hjemløs i sit eget program, at hun konstant må råbe for at blive hørt. Det inviterede mandepanel – Kim Bodnia, den uforfærdede Springsteen-fan Peter Mogensen og Anders Breinholt – skal ping-ponge omkring problemstillinger, som bygger på den åbenbart biologiske kendsgerning, at kvinder er fra Venus og mænd fra Mars. Et program bygget på kønsstereotyper? I 2010? Måske var det for at underbygge den tese, at aftenens gæst var Susan K., en botox’et bimbo af en pseudo-kendis af den slags, der overbefolker fladskærms-Danmark.

Okay, tv-underholdning er ikke atomvidenskab, men når nu værten selv er et lysende eksempel på et menneske, der ikke vil sættes i bås, virker det paradoksalt med et program, der lader os blive i båsene.

Bevares, der bliver fyret gode brokker af – ”er du en tøffelhelt, Peter?” ”Der er lunt under tøflen,” repliceres der kækt. Og da emnet bliver mænds forhold til deres mor, skrues der ned for råberiet og en næsten alvorlig fortættethed indtræder.

Det korte af det lange er dog, at sandheden er, at ”Den nøgne sandhed” er et ha-ha-larmende program, der er for langt og for ligegyldigt. Forhåbentlig ikke godnat for et tv-ikon, der indbefattede os alle, dengang hun sagde ”god morgen, Danmark”. Der er tretten shows tilbage. Bare hun ikke er overtroisk.

TV2′s seerredaktør Lars Bennike har, siden denne anmeldelse blev skrevet, kritiseret programmet for at lade en voldssigtet medvirke. Se mere her