Cecilie®

2 Comments

I dag gør jeg i al stilfærdighed comeback som tv-anmelder i Politiken efter 22 års pause. Medieverdenen er unægtelig blevet en anden. Dengang i 80′erne var der en kanal, og når det gik højt, mente vi noget om svensk tv. Til gengæld har den teknologiske udvikling medført – eller hvad man nu skal kalde det – at man som anmelder ikke længere kan få en anmeldelse af dagens tv i morgendagens avis. I en længere periode var jeg del af en tv-anmeldertrio, der også bestod af Carsten Jensen og Claes Kastholm Hansen. Vi fik en masse sjov, syntes vi da vist selv, ud af at være sure, hovmodige og stundom skarpe. Jeg mener, jeg er blevet en anelse mildere i mælet; måske i takt med at jeg har forstået lidt mere af, hvad der foregår bag kulisserne. Min kone siger, at det bare er, fordi jeg er blevet ældre. Hun har sikkert ret. Også med det!

Dagens anmeldelse:

Der er tv-værter, og så er der Cecilie Frøkjær. I mere end 10 år var hun med til at definere ’morgen-tv’ og brande sig selv. Fotogen, som om tv er opfundet for hendes skyld, og fuld af slagfærdig humor. Samtidig kan hun som kun få invitere indenfor i et lukket rum, åbent for nærvær og koncentration af den slags, hvor det lette får tyngde, og det tunge løfter sig. Gæsten føler sig ikke talt til, men med. Ja ja, jeg ved godt, at en del af det er en illusion, der beror på hendes faglighed, men det virker.

Sidste sommer forlod hun ’Go’ Morgen Danmark’, og er nu klar med eget talkshow efter en sabbat, der herhjemme har været lige så mediedækket som Dylans, da han styrtede på sin motorcykel.

Programmet er, med TV2’s vanlige selvbevidsthed, lagt lige over for seermagneten ’X-Faktor’. ’Den nøgne sandhed’ er en slags Oprah ultra light tilsat lidt Letterman, spædet op med storbydansk caffe latte-kultur, akkompagneret af hujende 20-30-årige kvinder på lægterne. Ovre i hjørnet står tre musikere, som er gået forkert.

Jeg ville elske at sige, at Cecilie Frøkjær lagde nye alen til sit talent, men hun virker så hjemløs i sit eget program, at hun konstant må råbe for at blive hørt. Det inviterede mandepanel – Kim Bodnia, den uforfærdede Springsteen-fan Peter Mogensen og Anders Breinholt – skal ping-ponge omkring problemstillinger, som bygger på den åbenbart biologiske kendsgerning, at kvinder er fra Venus og mænd fra Mars. Et program bygget på kønsstereotyper? I 2010? Måske var det for at underbygge den tese, at aftenens gæst var Susan K., en botox’et bimbo af en pseudo-kendis af den slags, der overbefolker fladskærms-Danmark.

Okay, tv-underholdning er ikke atomvidenskab, men når nu værten selv er et lysende eksempel på et menneske, der ikke vil sættes i bås, virker det paradoksalt med et program, der lader os blive i båsene.

Bevares, der bliver fyret gode brokker af – ”er du en tøffelhelt, Peter?” ”Der er lunt under tøflen,” repliceres der kækt. Og da emnet bliver mænds forhold til deres mor, skrues der ned for råberiet og en næsten alvorlig fortættethed indtræder.

Det korte af det lange er dog, at sandheden er, at ”Den nøgne sandhed” er et ha-ha-larmende program, der er for langt og for ligegyldigt. Forhåbentlig ikke godnat for et tv-ikon, der indbefattede os alle, dengang hun sagde ”god morgen, Danmark”. Der er tretten shows tilbage. Bare hun ikke er overtroisk.

TV2′s seerredaktør Lars Bennike har, siden denne anmeldelse blev skrevet, kritiseret programmet for at lade en voldssigtet medvirke. Se mere her

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

2 Comments

  1. comment-avatar
    capac10. januar 2010 - 13:47

    Jeg frygtede det værste. Og din omtale har bare bekræftet det… ;)

  2. comment-avatar
    Klaus11. januar 2010 - 13:53

    Programmet ”Cecilie banker på – hos Thomas Helmig” var ikke meget dybere end en dyb tallerken.

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top