Christianshavn før Gasolin’
11. maj 2010 //
Det kommer ikke som en overraskelse for mig, at det på søndag er 40 år siden, Huset på Christianshavn sendtes for første gang. Den har virket noget mølædt de gange, jeg ikke har kunnet undgå at støde ind i den derude i rerun-helvedet.
Serien har ikke samme samfundshistoriske resonans som Matador, der kom syv år senere, men sådan var den heller ikke tænkt. Var vel nærmest Erik Balling og Lise Nørgaards egen træningslejr. For nu at nævne to af de instruktører og forfattere, der gjorde Amagergade danmarksberømt længe før nogen anede, at det havde været barndommens gade for Anker Jørgensen.
Det, der kommer bag på mig, er at dvd-udgaven efterhånden er solgt i 1.2 mio. eks. og at tv-genudsendelserne af enkeltafsnit alligevel trækker i omegnen af 800.000 seere. Jeg har sagt det før: Nostalgi er kommet for at blive. Den serie var nostalgi allerede da den sendtes første gang.
Men vi så den live, gu’ gjorde vi så, og bagefter hørte vi The Who og Led Zeppelin. Meget mærkeligt. Og kan ikke kun forklares ved, at der ikke var andet at se. Vi kunne jo bare have slukket. Det gjorde vi ikke, og den dag i dag ser vi nogle helt bestemte ansigter for os, når nogen siger flyttemand og dyrehandler – dengang uplettede respektable erhverv. Og Arthur Jensen kunne senere ikke dukke op i Korsbæk uden at vi med Poul Reichhardt-tonefald skulle råbe Meyer efter ham.
Pressefoto: Rolf Konow/DR
