Chuck still reelin’ and rockin’

John Lennon talte på manges vegne, da han sagde: »Hvis man skulle kalde rock noget andet, kunne man kalde det Chuck Berry.« I morgen fylder Charles Edward Anderson Berry 85. Han kan ikke klare helt så lang en duck walk som i gamle dage, men han spiller og ter sig stadig som det han er – en levende legende.

Berry er blevet kaldt både rockens ABC og DNA. I det hele taget har han stået model til så mange anmelderklicheer, at han i lange stræk af sin karriere selv har været en kliche. Fordi han alt for sjældent har spillet med musikere, der kunne matche hans originalitet. Kuffertbands kalder man de akkompagnatører, Berry tit har med sig på turneer, samlet op i lufthavnen eller i det lokale musikerforbunds a-kasse. Og gang på gang har man og han måttet sande, at det at kende Berrys sange ikke er det samme som at kunne spille dem.

For det tilfælde, at der blandt læserne skulle være nogen, som ikke kender ham: Fra 1955 til ’59 udsendte Chuck Berry en række sange, der alle, hver for sig, ville kunne forklare en alien fra det ydre rum, hvad rock ’n’ roll egentlig er: ‘Maybellene’, ‘Roll Over Beethoven’, ‘Rock And Roll Music’, ‘Sweet Little Sixteen’, ‘Johnny B. Goode’, ‘Around And Around’, ‘Carol’, ‘Memphis’, ‘Little Queenie’ … sange, skrevet i mundrette, ofte overrumplende rim, der satte sig dybe spor i både The Beatles, Rolling Stones, Rod Stewart og ikke mindst en ung Bob Dylan. Sange båret af en berusende lykke over at være i live netop her og nu, og vel at mærke et her og nu, som varer evigt. Eller som han synger i ‘Sweet Little Rock ’n’ Roller’ om pigen, der ikke kan holde op med at danse: »… her partner can’t hardly hold her, she never gets any older, sweet little rock ’n’ roller …«

Musikalsk er det aldrig lykkedes Berry at matche sin guldalder i 50’erne. Ironisk blev hans eneste nummer et-hit ikke en af hans klassikere, men den smålumre ’My Ding A Ling’, som havde været på hans liverepertoire siden 1968, men først udkom som single i 1972.

Parallelt med musikken har Chuck Berry med forsøgt sig i erhvervslivet. Med vekslende held. Han har siddet inde for skattesvig. Han har indgået bekostelige frivillige forlig med kvinder, der bl.a. blev ofre for, at han havde opsat skjulte kameraer på toiletterne på sin restaurant – videobåndene blev senere fundet hjemme hos ham. Han er kun på en teknikalitet sluppet for at blive dømt for sex med mindreårige m.m.. I det hele taget vist ikke et af Guds bedste børn.

Den slags glemmer Keith Richards, Billy Cross og vi andre, når Berry slår sin røde Gibson ES-335 an og begynder beretningen om Johnny fra Louisiana, »who never ever learned to read or write so well, but he could play the guitar just like ringin’ a bell…«

Og apropos den alien fra det ydre rum: Da rumskibet Voyager 1 i 1977 stævnede ud på sin interstellare færd, medbragte det en guldplade med musik, der skulle fortælle andre civilisationer, hvad vi lytter til hernede. Beethovens Femte, Bachs Brandenburger-koncerter og indiske ragaer var på den plade. Det samme var Chuck Berry med sin Johnny B. Goode, 2 minutter og 38 sekunder, beregnet på at vare evigt. Naturligvis.