Clapton leverer mere liv end riv

Eric Clapton gæstede Paul McCartney på dennes genreforelskede evergreen-projekt, Kisses on the bottom. Det giver derfor god mening, at McCartney nu er på genvisit på Old sock, Claptons 21. soloalbum. Især fordi pladen er en tur down memory lane for Clapton, præcis som hans forrige album var det.

McCartney og Clapton kollaborerer på klassikeren, ‘All of me’, og selv om Clapton spiller en ikke ueffen solo, lyder det som en hyggestund eller et lydspor til en film fra 30′erne. I det hele taget er der ikke meget riv i denne plade.

De dage, hvor Clapton hele tiden skulle overgå sit eget ry som guitargud er, er længst forbi. Han er en af rockens urørlige ældre statsmand, og har været med så længe, at han bærer sin fortid med sig, også når han synger. Men faktisk er han med årene kommet til at synge bedre og bedre, mere og mere som sig selv, og gør det også her. Hvad enten det er Hank Snow-sangen, ‘Born to lose’, eller hans egen, nye sang, den caribisk krydrede ‘Every Little Thing’ (som står godt til den fine reggaeficering af Otis Redding-sangen, ‘Your One and Only Man’)

Old sock er nok for adspredt, fra metervarefunk til en bodegarockende udgave af ‘Good night, Irene’, til at indgå med fuld vægt i Clapton-kataloget, og pladen besidder ikke samme tilbagelænede selvfølgelighed som den beslægtede 2010-udgivelse, der bare bar hans navn.

Til gengæld er der solid swingende mærkevaremusiceren fra Steve Gadd, Willie Weeks og Chris Stainton, og så rummer pladen 5 minutter og 55 sekunders storslåethed i Claptons fortolkning af Gary Moore’s ‘Still Got The Blues’. Når Clapton med blødende vemod synger de kendte linjer:

Used to be so easy to give my heart away.
But I found out the hard way,
there’s a price you have to pay.
I found out that love was no friend of mine.
I should have known time after time.
So long, it was so long ago,
but I’ve still got the blues for you

er det umuligt at holde gåsehuden nede. Læg dertil, at Claptons gamle krigskammerat, Stevie Winwood, med sit Hammond-orgel forsyner sangen med et tilbageholdt åndedræt, der vibrerer og bevæger. Og alene det at genindspille denne ret kopierede, i virkeligheden Clapton-inspirerede sang og så spille så underspillet, men sublim en strygerunderstøttet guitar, viser Claptons format.

Næste gang må han dog godt trække i nye sokker.

Eric Clapton: Old sock. Producere: Eric Clapton, Doyle Bramhall II, Justin Stanley & Simon Climie. Bushbranch Records/Polydor/Universal. Udkommer 25. marts, men kan allerede nu streames rundt omkring. Blandt andet her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK