Codys evige efterår

Kommentarer slået fra

Americana er for dansk rock, hvad cup cakes er for konditorkunsten – nemt at lave, nemt at afsætte og nemt at indtage, men også lidt for ens fremstillet. Siden albumdebuten i 2009 har septetten Cody været en undtagelse. Indflydelsen fra The National har været oplagt fra starten, men sangskriver og sanger Kaspar Kaae kan også både sine Fleet Foxes, Walkabouts, Mercury Rev, Aaron Copland og sågar danske Culpeper’s Orchard. Og de forvaltede fra starten faktisk america-inspirationen begavet og berigende, fordi han og kollektivet omkring ham ikke er purister, men allerede tidligt syntes, at cello og banjo stod godt til hinanden.

Det gør de stadig på Fractures, bandets andet album, hvor man desuden skruer yderligere op for et instrumentarium, der også inkluderer trompet, trombone og klarinet, og igen Casper Hegstrups trommespil, der vil andet end holde takt for rytme. Slagtøj hed den slags engang.

Stemningen er faldende blade, faldende forhåbninger og stigende længsel efter noget bedre end dette, men det forunderlige, ja, nærmest magiske ved musikken er, at den ikke forpupper sig i weltschermz og skønånd. Den er lige her, til at gribe og begribe, og derfor dobbelt gribende, fordi den ikke lefler for at blive holdt af. Cody ville eksistere også uden et publikum.

Kaspar Kaaes sonore, melodiske stemme tager os gennem klangskaber af lige dele melankoli og livsvilje. Det er til at høre, hvorfor han engang selv har kaldt sine kompositioner for popsange. De sætter sig som noget så selvmodsigende som fløjlsbløde burrer i bevidstheden. I et toneleje, der har en svag efterklang af netop Efterklang, men på mig virker Cody mere organisk og meget mindre forhippet på at være kunst.

Musikken er manende, båret frem af Frederik Thyboes violin og (den nu barslende) Line Fjelding på cello. Som anmelder kan man falde for den gamle fristelse til at synes, at sangene måske ligner hinanden lidt for meget. Man kan også høre det som tegn på, at gruppen hviler i sig selv, har fundet sin identitet uden at mageligheden af den grund er sat ind.

Når Kasper Kaae tør skifte de lidt for dunkelt tænkte eller forr private engelske tekster ud med et nudansk, der inviterer på lige så meget opdagelse som musikken, ja, da nøjes Cody ikke med at være fremragende. Så bliver de sensationelle.

Cody: Fractures. Producer: Ikke opgivet. Mix: August Wanngren. Nordic Music Society/VME.

Foto: Enok Holsegaard fra bandets hjemmeside.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top