Codys evige efterår

Americana er for dansk rock, hvad cup cakes er for konditorkunsten – nemt at lave, nemt at afsætte og nemt at indtage, men også lidt for ens fremstillet. Siden albumdebuten i 2009 har septetten Cody været en undtagelse. Indflydelsen fra The National har været oplagt fra starten, men sangskriver og sanger Kaspar Kaae kan også både sine Fleet Foxes, Walkabouts, Mercury Rev, Aaron Copland og sågar danske Culpeper’s Orchard. Og de forvaltede fra starten faktisk america-inspirationen begavet og berigende, fordi han og kollektivet omkring ham ikke er purister, men allerede tidligt syntes, at cello og banjo stod godt til hinanden.

Det gør de stadig på Fractures, bandets andet album, hvor man desuden skruer yderligere op for et instrumentarium, der også inkluderer trompet, trombone og klarinet, og igen Casper Hegstrups trommespil, der vil andet end holde takt for rytme. Slagtøj hed den slags engang.

Stemningen er faldende blade, faldende forhåbninger og stigende længsel efter noget bedre end dette, men det forunderlige, ja, nærmest magiske ved musikken er, at den ikke forpupper sig i weltschermz og skønånd. Den er lige her, til at gribe og begribe, og derfor dobbelt gribende, fordi den ikke lefler for at blive holdt af. Cody ville eksistere også uden et publikum.

Kaspar Kaaes sonore, melodiske stemme tager os gennem klangskaber af lige dele melankoli og livsvilje. Det er til at høre, hvorfor han engang selv har kaldt sine kompositioner for popsange. De sætter sig som noget så selvmodsigende som fløjlsbløde burrer i bevidstheden. I et toneleje, der har en svag efterklang af netop Efterklang, men på mig virker Cody mere organisk og meget mindre forhippet på at være kunst.

Musikken er manende, båret frem af Frederik Thyboes violin og (den nu barslende) Line Fjelding på cello. Som anmelder kan man falde for den gamle fristelse til at synes, at sangene måske ligner hinanden lidt for meget. Man kan også høre det som tegn på, at gruppen hviler i sig selv, har fundet sin identitet uden at mageligheden af den grund er sat ind.

Når Kasper Kaae tør skifte de lidt for dunkelt tænkte eller forr private engelske tekster ud med et nudansk, der inviterer på lige så meget opdagelse som musikken, ja, da nøjes Cody ikke med at være fremragende. Så bliver de sensationelle.

Cody: Fractures. Producer: Ikke opgivet. Mix: August Wanngren. Nordic Music Society/VME.

Foto: Enok Holsegaard fra bandets hjemmeside.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK