Comeback for Fleetwood Mac
6. december 2012 //
FLEETWOOD MAC er tilbage (som om de nogensinde har været væk…). I forgårs annoncerede de en omfattende turne næste forår, de pryder forsiden af det seneste nummer af Mojo, og i Rolling Stone dobbeltinterviewes de to tidligere turtelduer (og kamphaner) Lindsay Buckingham og en meget bramfri Stevie Nicks – meget sigende sker det hver for sig.
Det er i år 35 år siden, Rumours udkom. Og Nicks bliver bl.a. spurgt om ikke det ville være en ide at spille hele albummet live. Det afviser hun med argumentet om, at der jo også skal være plads til mange andre sange. Spørgsmålet er, om ikke Rumours er selve kvintessensen af Fleetwood Mac, i hvert fald den del af musikken, som ikke var forankret i bluesmusikken. Svaret er ja. Og det er ret beset mærkeligt, at pladeselskabet ikke benytter jubilæet til at give albummet en superdeluxe-boksbehandling, men det kommer måske. Der varsles dog i januar en dobbeltcd-udgave af pladen, men i 2004 kom der en dobbelt-cd-udgave af albummet med demoer, outtakes og jams, men det plejer ikke at afholde nogen fra gentagelser eller kosmetisk-akustiske forbedringer…
DE SÅ dengang sidst i 70′erne forholdsvis unge, forholdsvis smukke og umådeholdent rige ud, Fleetwood Mac. Kombineret med den kendsgerning, at Rumours i 1977 toppede den amerikanske hitliste og forblev på førstepladsen 31 uger i træk, gjorde det dem til oplagt hadeobjekt i den – dengang store – del af rockmiljøet, der målte kvalitet ud fra politisk korrekte parametre.
Okay, pladen er så lækker og velsmurt i lyden, at Fleetwood Mac året efter blev kåret til de amerikanske bilradioproducenters yndlingskunstner. Senere brugte Bill Clinton ‘Don’t Stop’ som kendingsmelodi, og alene det globale salgstal på små 40 millioner eksemplarer (and still counting…) er jo i sig selv mistænkeligt, ikke? Men hører man gennem alle fordommene, kommer man ind til en musik, der, uden så meget som ét taktslag at skamme sig over og uden at fornægte sin forelskelse i popudtrykket, sætter sig for at kombinere masseappeal med musikalsk håndværk af den tidløse slags, hvor man kan høre, at det er mennesker, der spiller.
Det kom ikke bag på dem, der kendte Fleetwood Macs fortid som et solidt, traditionsbevidst britisk bluesorkester. Rumours var i virkeligheden bandets 11. lp, men i 1974 flyttede musikerne til Californien, fik ny vitalitet i form af de lokale sangere og sangskrivere, Nicks og Buckingham, og 1975-albummet Fleetwood Mac blev et stilistisk vendepunkt og et forvarsel om Rumours.
Pladen varer 39 minutter og 41 sekunder. De er alle sprængfyldte med nynne- og mindeværdige melodier. Gruppen besad kompositoriske ressourcer som få. I Christine Perfect/McVie havde man en popsang- skriver af den gamle skole, der gjorde sig umage med omkvædet uden at glemme resten af sangen. Samtidig synger hun med en støvet indtrængende, men aldrig indladende stemme, der emmer af erfaring. Hun medvirker ikke på comebackturneen, men har vendt ryggen til rocken. Hendes modstykke, den alfe-sværmeriske Nicks, skrev og sang spindelvævsstærke popsange, som siden gerådede ud i de rene manerer, men her bliver til fine vignetter, blade fra en dagbog, som handler om kærlighed, forelskelse, utroskab og forvirring.
De samme temaer har Lindsay Buckingham oppe at vende. Hans ambitionsniveau er dog noget højere. Den popgeniale Beach Boy, Brian Wilson, er hans klare forbillede, men Buckingham har tungen lige i munden og øret rettet mod det driftssikre. Understreget af især Mick Fleetwoods Ringo Starr-beslægtede no nonsense-trommespil og opløftet af vokalharmonier, der trækker lige linjer tilbage til Crosby, Stills & Nash samt netop The Beach Boys. Og hele vejen er der et ganske tæt sammenvævet samspil mellem keyboards og akustiske guitarer, der viser, at pladen blev til, da hovedtelefonerne blev produktudviklet til den store hi-fi medalje.
De to første linjer i den første sang anslår stemningen: »I know there’s nothing to say, someone has taken my place …« Det er en plade, der kunne være lydspor til datidens mainstreamsuccesbog for par- forhold, Games People Play. Mens pladens sange blev til, gik gruppen i opløsning. Eller rettere: Parforholdene i gruppen opløstes.
Christine blev skilt fra John McVie, og Stevie sagde niks til Buckingham efter flere års stormfyldt forhold. Personkriser kom og gik i en sand showbiz-soapopera. Og rygterne om, at gruppemedlemmerne kom og gik i hinandens alt for store dobbeltsenge, var vist mere end rygter. At gruppen hverken manglede selvironi eller overskud i sin reaktion på situationen, demonstrerede man ved at sige ja til at lade sig afbilde, af fotografen Annie Leibovitz, i en dobbeltseng med godt brugte silkelagner, hulter til bulter, på forsiden af Rolling Stone.
DEN PIKANTE undertone ufortalt er det dog musikken og ikke den dekadente livsstil, der har fået Rumours til at overleve. Der er et nærvær og en friskhed over denne musik, som er lige så fuld af nyforelsket nysgerrighed som af de bittersøde minder om tab og savn. Samtidig har sangene en egen tolerant generøsitet, som måske er det, men ikke virker villet.
På Nicks-sangen ‘Dreams’ er hun indforstået med, at han vil ud og finde friheden, men hun advarer ham: »It’s only right that you should play the way you feel it but listen carefully to the sound of your loneliness like a heartbeat drives you mad in the stillness of remembering what you had …« Og på ‘I Don’t Want To Know’ hedder det: »I don’t want to know the reasons why love keeps right on walking down the line, I don’t want to stand between you and love, honey, I just want you to feel fine …« sunget, så det nok bliver pop, men aldrig pap.
Med det nye nummer af Mojo medfølger i øvrigt som altid en såkaldt tribute cd. Denne gang fortolker en række indienavne med vekslende held og nødvendighed sangene fra Rumours. Danske Slaraffenland tager sig af ‘Never Going Back’. Det råd er der ingen grund til at følge. Rygterne om Rumours’ levedygtighed (Wiki-link) er forlængst blevet til sandhed.
Omslagsdesign: Desmond Strobel. Foto: Herbert Worthington.
FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK
