Comeback for Robert Cray

Kommentarer slået fra

Da Robert Cray først i 80′erne ankom med albums som Bad Influence og False Accusations lød han, sammen med Stevie Ray Vaughn, som den alt andet end kompromissøgende blues-fornyer, vi havde håbet på siden Eric Clapton. At han samtidig forstod at drapere indflydelsen fra Muddy Waters, B.B. King, Albert Collins og Johnny Copeland i blæser-indrammede, Stax-inspirerede arrangementer skadede ham ikke kommercielt.

Siden kunne han ikke helt holde kunsterisk momentum. Lidt for mange, lidt for ens plader, men stadig en guitaristisk attraktion ved de mange koncerter, hvor han den dag i dag tjener sine penge og forsvarer sit ry.

Nothin but love er hans tyvende album. Det er overraskende godt. Tonen er den gammelkendte, der kombinerer det sylespidst-desillusionerede med det poetisk-melodiske. Sangene har til gengæld lige fået den ekstra nerve og melodisk substans, som hæver dem over kvalificeret natradiofyld.

Cray synger dem med en ny, inderlig varme, og lyder i nogle af balladerne (bl.a. den vidunderlige ‘I’m Done Crying’) faktisk som en uhysterisk, uindbildsk James Brown. Numre som “I’ll Always Remember You” kunne man sagtens forestille sig fortolket af Clapton. Det er en ros i min bog.

Cray kan stadig få sin Stratocaster til både at græde og juble. Han kan flytte fingrene, men skynder sig langsomt, og det er jo i en guitarkasse hele hemmeligheden ved the blues. Plus det håb og den selvransagelse, der giver ekko overalt i musikken. Og som man ikke kan øve sig til…

Bag sig har Robert Cray et band, der anført af keyboardspilleren Jim Pugh både er til honky tonk og til Memphis-soul. Nothin but love er indspillet live i studiet. Det kan mærkes.

Kort fortalt: En plade, der lyder, som om den vil holde længe.

Robert Cray: Nothin but love. Producer: Kevin Shirley. Provogue Records.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top