Comeback for Robert Cray

Da Robert Cray først i 80′erne ankom med albums som Bad Influence og False Accusations lød han, sammen med Stevie Ray Vaughn, som den alt andet end kompromissøgende blues-fornyer, vi havde håbet på siden Eric Clapton. At han samtidig forstod at drapere indflydelsen fra Muddy Waters, B.B. King, Albert Collins og Johnny Copeland i blæser-indrammede, Stax-inspirerede arrangementer skadede ham ikke kommercielt.

Siden kunne han ikke helt holde kunsterisk momentum. Lidt for mange, lidt for ens plader, men stadig en guitaristisk attraktion ved de mange koncerter, hvor han den dag i dag tjener sine penge og forsvarer sit ry.

Nothin but love er hans tyvende album. Det er overraskende godt. Tonen er den gammelkendte, der kombinerer det sylespidst-desillusionerede med det poetisk-melodiske. Sangene har til gengæld lige fået den ekstra nerve og melodisk substans, som hæver dem over kvalificeret natradiofyld.

Cray synger dem med en ny, inderlig varme, og lyder i nogle af balladerne (bl.a. den vidunderlige ‘I’m Done Crying’) faktisk som en uhysterisk, uindbildsk James Brown. Numre som “I’ll Always Remember You” kunne man sagtens forestille sig fortolket af Clapton. Det er en ros i min bog.

Cray kan stadig få sin Stratocaster til både at græde og juble. Han kan flytte fingrene, men skynder sig langsomt, og det er jo i en guitarkasse hele hemmeligheden ved the blues. Plus det håb og den selvransagelse, der giver ekko overalt i musikken. Og som man ikke kan øve sig til…

Bag sig har Robert Cray et band, der anført af keyboardspilleren Jim Pugh både er til honky tonk og til Memphis-soul. Nothin but love er indspillet live i studiet. Det kan mærkes.

Kort fortalt: En plade, der lyder, som om den vil holde længe.

Robert Cray: Nothin but love. Producer: Kevin Shirley. Provogue Records.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK