Covers: Karton eller kunst

»You can’t judge a book by looking at its cover,« sang Bo Diddley. Han kunne også have sunget om et pladeomslag. Det var til at forstå, hvad han mente. Navnlig dengang, i 1962, hvor kunsten at indpakke en lp endnu ikke var blevet – en kunst.

Siden udviklede omslagene sig til at være anprisende, forførende grænsende til det vildledende, men også i stadig højere grad i sync med den musik, de skjulte. Her i dette lukkede rum må jeg tilstå, at jeg har købt plader alene på grund af coveret. Af grunde som jeg vil lade andre om at bedømme var der tale om plader, der viste de mest fotogene sider af sangerinden.

Den mekanisme får jeg stikord til i bogen Pladecovers – vinylens revival, som samtidig er det (farve)rigt illustrerede katalog til den inspirerende og historiefortællende udstilling om pladeomslagets udvikling, som vises på Design Museum Danmark frem til marts næste år.

I bogen får jeg at vide, hvorfor jeg lagde 44,50 på disken i Fona i 1972 og fik Chi Coltranes debut-lp retur. Uden at høre den først. Det handler om at »emballagen fylder os med begær … og gennem sansestimuli forfører … os ved at repræsentere en personlighed, nogle værdier og en livsholdning, som afspejler, hvem vi er,« som phd.-stipendiat Laura Liv Weikop skriver. Der fik jeg lige den. Chi Coltrane-coveret er ikke med i bogen…

Som man måske kan ane er det at skrive om albumcoverkunst nu en akademisk disciplin. Det kommer nok ikke bag på de mange af os, der i lp’ens guldalder med skødesløs omhu placerede de hippeste omslag mest synlige, at omslagene blev brugt som markører – af smag og af segmentstilhørsforhold, men Pladecovers giver en grundig indføring i hvornår og hvorfor.

Lixtallet og ordrigdommen forekommer noget opskruet og videnskabeligt positionerende – og, som De, kære læser, måske kan fornemme, også afsmittende, men foruden faglig kyndighed og overblik er der kærlighed til musikken på spil. Lad så være, at strammere redigering kunne have reduceret overlapninger og gentagelser.

Således kunne netop Weikops tre kapitler om coverets atmosfære, kønsidentitetsafsøgning (undskyld, der kom afsmitningen) og renæssance med fordel være kogt ind til et. Hun ser godt, men ville få os andre til at se endnu bedre, hvis hun glemte sin akademiske status, når hun satte sig til tasterne – i hvert fald i denne sammenhæng. Derimod virker de to afsnit af biblioteks- og forskningschef, Lars Dybdahl, som starten på en bog, han gerne må skrive færdig. Via coverets vej fra ufarvet karton til dagens mangfoldighed fortæller han kulturhistorie, så man kan høre og se den.

Lige så veloplagt, men sprogligt mere tilgængelig gennemgår Peter Michael Hornung indpakningen af klassisk musik. F.eks. vidste jeg ikke, at når man bruger Delacroix-portrættet af Chopin, skyldes det, at den eneste daguerreotypi af komponisten viser ham »syg og nedbrudt.« På samme måde har vi kun foto af Robert Schumann som sindssyg. Derfor kagedåsemotiverne.

Hornung glemmer nådigt de violinvirtuoser, der poserer som var de med i en Miss Wet T-shirt-konkurrence, og om de evigt unge udgaver af Cecilia Bartoli og Anne-Sophie Mutter nøjes han med at sige: »Et cover er også et stykke forførelseskunst …« Til gengæld har han et skarpt blik for den helteposerende Herbert von Karajan.

Bibliotekar Nils Frederiksen skriver genreforelsket om sort musik i s/h og farver, og har et godt blik for, hvor mange farver der egentlig kan være i et sort/hvidt cover. Han fremhæver med rette Blue Note-æstetikken. At jeg så er uenig i hans nedvurdering af de stilrene danske SteepleChase-omslag er en anden sag. Desuden rider kunstkenderen og Elvis-elskeren Ole Lindboe kækt sin gamle kæphest om coverkunstens kitschede ælling, easy listening.

Naturligvis er der udeladelser. En af de uforståelige er The Who. Det band har ellers bevidst balanceret mellem underholdning, kunst og det, Dybdahl kalder varegørelsen af musikken.

Mere grundlæggende er den skævvridning, det giver at se coveret i så anglo-amerikansk en optik – hvad med Sverige, Tyskland og Italien? Ja, Danmark såmænd.

Peder Bundgaard affærdiges med et Gasolin’-cover, ikke engang hans bedste. Og det forbigås, at han som designer på CBS som noget nyt herhjemme klædte kunstnerne grafisk på, fra Gasolin’ over Kim Larsen til TV-2 og Sort Sol. Lige så brand’ende var Peter Ravn, som er med på udstillingen, men ikke i bogen. Hans stilsikre omslag med Tøsedrengene viser, at vi herhjemme ikke står på skuldrene af de toneangivende coverkunstnere, som vises og nævnes i bogen.

I mangt og meget skildrer bogen en tid, der var. Streaming og download har som bekendt sat værktanken under noget, der ligner dødbringende pres.

Forfatterne anfører, at cd’en slog coverkunsten ihjel, men overser de mange grafisk tilfredsstillende og ofte udfordrende løsninger, designere er kommet med for at gøre f.eks. cd-bokssæt til noget i selv. Forfatterne savner på romantisk vis vinylen. Man betoner, at det danske vinylsalg er seksdoblet på ti år. Men glemmer at fortælle, at lp’er i 2011 stadig kun udgjorde 0,7 pct. af det samlede salg.

Noget helt andet er så, om der mon om ti år bliver nok nye albumcovere til at fylde en udstilling eller vi skal vænne os til, at musikken i sig selv er billedfremkaldende og det så bliver op til din fantasi at pakke den ind og ud?

Lars Dybdahl & Laura Liv Weikop m.fl.: Pladecovers – vinylens revival. Redaktion: Claes Benthien og Annette Ekstrand. Forlaget Vandkunsten, 220 sider, Ill. i stort format. 279,95 kr.

Illustration: Bogforsiden (koncipereret af Jarl Christian Axel Hansen og (foto) Magnus Ekström)

Denne anmeldelse kan i en lidt kortere version læses i dagens udgave af Politiken Bøger.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK