Aretha Franklin fylder 70. Det er så god en anledning som nogen til at genhøre den plade, Rolling Stone Record Guide har kaldt verdens bedste soulalbum:

Der var helt stille i Fame-studiet i Muscle Shoals. Helt stille. En ny stemme gjorde denne januardag i 1967 rummet både større og mindre, og de tilstedeværende var klar over, at nu blev der skrevet musikhistorie: Over akkorderne fra et elektrisk piano udfoldede sig noget, der lød som både et råb om hjælp og en besværgelse. »You are a no-good heartbreaker, you are a liar and you’re a cheat and I dont know why, I let you do these things to me …« sang Aretha Franklin, så ordene næsten antog fysisk form, og hun gav selv svaret, da omkvædet omfavnede alle og holdt dem fast i kærlighedens forbandede og velsignede logik: »I never loved a man the way I love you.«

»Jeg har aldrig oplevet så meget energi komme ud af et levende væsen,« har trommeslageren Ronnie Hawkins senere fortalt om de sessions, der lagde grunden til I Never Loved A Man (The Way I Love You), albummet, der for alvor fik den næsten 25-årige Franklin til at (turde) træde i karakter.

Hun havde da allerede – med begrænset kunstnerisk udbytte – henslæbt næsten seks år på tidens store hvide pladeselskab, Columbia, hvor man ville gøre hende til en sort Barbra Streisand. Da kontrakten udløb uden at blive forlænget, slog Jerry Wexler til på vegne af Atlantic Records.

Wexler ville have Franklin til at vende hjem til sig selv, datter som hun jo var af baptistprædikant-superstjernen Rev. C.L. Franklin fra Detroit – fra hvem hun og hendes søstre, Carolyn og Erma, havde fået de vokale gener. Det var derfor med velberådet hu, Wexler tog hende med ned til Alabama, Bibelbæltets heartland, hvor gospel og soul er en del af sproget og den fælles erfaring, og lige så planlagt var det, at hun skulle indspille med fortrinsvis hvide musikere, der var vant til at spille noget, der godt måtte lugte af country, foret med rock.

Otis Redding og hans succes med et band af både hvide og sorte var utvivlsomt i Wexlers tanker, men Aretha Franklin var helt sin egen. Hidtil var der bare ikke nogen, der havde sat et spejl op foran hende. Hun var kvin- de, hun var sort og med sin vokale rækkevidde på fire oktaver, et råt, kropsligt, perkussivt, gospelskolet klaverspil og en ikke helt lille viden om mikrofonteknik havde de rutinerede Muscle Shoals-musikere aldrig hørt noget lignende.

Historien går, at i en pause sad Aretha og hendes søster Carolyn og fik ventetiden til at gå med at synge sig ind på ‘Respect’, Otis Reddings lille hit fra 1965. Pludselig fik de det til at klinge som kladden til en regulær popsang, og da nogen så fik den idé at planke b-stykket fra Sam & Dave’s ‘When Somebody’s Wrong With My Baby’, blev båndoptageren sat i gang.

Sangen blev Aretha Franklins første hitlistetopper, både på det sorte rhythm & blues- og det hvide popmarked. Og den er stadig et uventet slag under bæltestedet på enhver mandschauvinist. Reddings sang handler, i bedste/værste bluestradition, om en mand, der kommer hjem efter at have arbejdet hårdt for at skaffe familien smør på brødet, og nu har konen bare at vise ham respekt, og hvad deraf følger.

I Arethas udlægning bliver det et krav om, at han skal behandle hende med R-E-S-P–E-C-T. Og call-and-response-koret støtter hende; hidsende, krævende, selvfølgeligt: Sock it to me sock sock it to me sock it to sock it to me … ’Girl power’ før nogen marketingafdeling opfandt begrebet! Og Aretha, skulle det senere vise sig, vidste på sin egen krop, hvad manglende respekt indebar. Ægteskabet med Ted White, der også var hendes manager og medkomponist, var råddent med voldelig jalousi, druk og almindelig ydmygelse, som den dag i dag virker som det rene opspind, når man hører den stemme, den stolthed, den ukuelighed, den kamplyst. Men politirapporterne taler sandt, og mens Aretha selv var tavs om sit privatliv – hun havde f.eks. to børn, før hun var fyldt 17 – virkede søsteren Carolyn som en slags ghostwriter. Hun bidrog senere som komponist til Aretha Franklin-kataloget med sange, der sagtens kunne handle om Arethas liv, når spotlightet var slukket. Og ingen kunne se de blå øjne og det ophovnede ansigt.

Bortset et par lounge-reminiscenser fra Columbia-stilen holder pladen mål med de to største hits. ‘Dr. Feelgood’ ikke bare handler om sex. Den er sex. Og på de to Sam Cooke-tolkninger fører Franklin stolt stafetten videre. »A change is gonna come,« synger hun, og selv om man sagtens kan læse tidens borgerrettighedskrav ind i sangen,synger hun i høj grad også om sig selv.

Datidens sortesangerinder havde endnu ikke taget ved lære af deres hvide søstre, som havde krævet og fået kunstnerisk autonomi – fordi der var penge i det. I den ’arbejdskamp’ var I Never Loved A Man … et gennembrud. Ikke mindst fordi hun viste, hvor mange facetter en kvinde og en kvindes stemme kan have. Eller som essayisten Nelson George skrev om hendes sang: »Man opdager ikke bare én Aretha Franklin, men en rolleliste med hundreder af kvinder: nogen søde, nogen rasende, nogen cool, nogen triste, nogen vrede og ikke så helt få er legesyge og sexede …«

Aretha Franklin udstak kursen for disse kvinder. Og holdt den ti-året ud. Og et stykke ind i 70’erne, hvor en af hendes pladetitler hed Young, Gifted And Black. Da var hun måske nok de to sidste ting, men ung havde hun ikke været længe. Hun var da omsider blevet skilt, men ikke fra alkoholen og en til tider livstruende madglæde. Og der var mere blues i hendes liv end gospel. Men en natural woman har hun altid kæmpet for at forblive.

Albummet er genudsendt adskillige gange, bedst i 1995 af Rhino med gode liner notes og tre alternative skæringer.

Coverfoto af Jerry Schatzberg, og det er nok ikke uden sammenhæng, at en posthum plade med Amy Winehouse ligner den forside.