Da Bob Marleys ild gik ud

I dag er det 30 år siden det så småt var begyndt at gå op for os, at Bob Marley dagen før var sovet ind på Miami-hospitalet Cedars of Lebanon. I en alder af 36 havde han oveni kræften fået en hjernetumor, der fra oktober 1980 gjorde det umuligt for ham at optræde.

Mærkedagen, hvor sørgelig den end er, er så god en anledning som nogen til at mindes mandens musikalske storhed:

VI TALER tit om, at tiden står stille, men hvor tit gør den egentlig det? Tilskuerne foran den store scene på Roskildefestivalen lørdag den 1. juli 1978 var ikke i tvivl. Stående der, under en tusmørkehimmel af balsamisk støvregn, vuggende, hvilende i os selv som én tæt organisme stod tiden stille, men samtidig havde verden aldrig føltes så stor og favnende som her, hvor Bob Marley & The Wailers lød som noget fra en fremmed planet, et sted, hvor hastværk og overfladiskhed var strafbart.

Trods al den eksotiske fremmedartethed og de farverige etiopiske bannere emmede festivalpladsen fra første duvende takt af en gensidig fortrolighed mellem den danske leverpostejslidenskab og disse visionære mystikere. Vi delte den samme tid, skabte den samme magi. For som Marley engang sagde, så har Gud skabt enhver af os i technocolor. Vi er alle farvede. Det gælder bare om at finde farvejusteringsknappen.

Med i baggagen til Roskilde havde Marley sit hidtil mest poppede, radiovenlige udspil, Kaya, men selv om puristerne ømmede sig, havde han og The Wailers i virkeligheden ikke ændret udtryk grundlæggende, siden den London-baserede pladeproducent Chris Blackwell først i 70’erne gjorde sig til grin i branchen ved dels at købe Marley ud af en kontrakt med et andet selskab og dels give The Wailers et forskud på 4.000 pund til at færdiggøre et album. Og det vel at mærke til et band, der kun var kendt på fødeøen Jamaica, og som kun havde udsendt singler og spillede noget så provinsielt og forbigående som reggae!

Blackwell endte med at le sidst. Som jamaicaner vidste han, hvad han gjorde, og hvem The Wailers var. De var verdensberømte derhjemme og havde været toneangivende i små ti år, først som vokalgruppe og siden som flagskib for den reggae, der var en slow motionudgave af rocksteady, som igen var og er en blandform af 40’ernes jamaicanske populærmusik ska og calypso.

Men da Blackwell hørte båndene til det album, der skulle blive til Catch A Fire, vandt nationalstoltheden over forretningsmanden. Den musik virkede lige lovlig antropologisk for tidens rockmarked, som nok tørstede efter et alternativ til enten tilbagelænet vestkystrock eller pompøs britisk rock af den såkaldt progressive slags, men alligevel … Blackwell hasteindkaldte derfor et par studiemusikere til at give musikken en mere vestlig accent.

Det kunne være gået gruelig galt, men selv om der er en egen nøgen styrke over de originale bånd, får indspilningerne faktisk tilført et touch af genkendelighed, som er øreåbnende for andre end kendere. Takket være ikke mindst sessionguitaristen Wayne Perkins, som gjorde sit arbejde i en pause fra en anden indspilning. Han forstod ikke et suk af, hvad Marley sagde, og syntes det var lige fedt nok med al den hashrøg, der stod tykt i studiet, men han fattede essensen af reggae.

Catch a fire har måske ikke helt de samme melodiske ørehængere som senere Wailers-plader, men der er over pladen en nedtonethed og en alvor, der får budskabet til at gå endnu stærkere ind.

Her er musikere, som tror på, at musik kan forandre verden, og som finder styrke i minimalismen. De prædiker forløsning gennem sammenhold, og de spiller ligesådan.

DER ER GJORT mange forsøg på at forklare hemmeligheden ved reggae, og selvfølgelig kan man kloge sig med basostinat, seksottendedels-takt, den fælles komplementære betoning af rytmen og så videre, men skal man have dét forklaret, fatter man det ikke. Reggae er reggae, en slags parabol, der videresender signaler fra klassisk amerikansk soul som især Curtis Mayfield og The Impressions, gospel, arketypiske arbejdssange fra en ikke fjern slavefortid, caraibiske grundklangfarver og så dette element af tid – og af tid nok.

For i virkeligheden sker der ikke ret meget. Musikken er ofte i bogstaveligste forstand monoton, men den bliver ikke stående på stedet. Den skynder sig langsomt, suggererende, hypnotiserende og bevidsthedsopslugende med Aston ’Family Man’ Barretts hjerteslagsbas som den store sammenkæder, og med Peter Tosh’ abrupte, bluesinspirerede riffopbyggede rytmeguitarspil somen konstant antydning af, at det her kan udvikle sig ukontrollabelt hvornår det skal være. Det er den- ne underliggende uro, der giver sangene deres virkelige politiske dimension – og ikke den tågede, modsigelsesfyldte rastafari-religiøse overbygning omat vende tilbage til paradis i et mytisk Etiopien, udfriet af det babylonske fængsel i begge Amerika’er.

De store sange på en plade, som i virkeligheden er én musikalsk perpetuum mobile, er åbningen ‘Concrete Jungle’ med de næsten bibelsk-apokalyptiske linjer:

No sun will shine today, the high yellow moon won’t come out to play Darkness has covered my light and has changed my day into night Now where is this love to be found, won’t somebody tell me?

som følges af den billedmanende ‘Slave Driver’ om århundreders vold mod Marley og hans racefællers sjæl og identitet. 400 år, som Tosh synger på sin egen ’400 Years’, der anråber om styrke til at udholde det ubærlige, men vi er ikke ude på desperationens overdrev, selv om historien ellers nok kunne begrunde og berettige det. Der underspilles hele tiden med den vished, der er forundt dem, der ved, de får ret til sidst.

Samtidig besidder musikken en næsten tårefremkaldende, men aldrig sentimental sørgmodighed på vegne af de undertrykte, de fattige, de fornedrede. The Wailers har valgt side. Og deres våben er tålmodighed og fællesskab og en kærlighed, som næsten ikke er af denne verden, men før det hele går op i spiritualitet, er der også plads til den kødelighed, uden hvilken tilværelsen ville formørke helt. Her er meningen igen til at tage og føle på:

I’ll push the wood, I’ll blaze the fire then I’ll satisfy your heart’s desire Said I’ll stir it up, yeah, ev’ry minute, yeah All you got to do is keep it in, baby …

Med Catch A Fire intoneredes den ouverture af superlativer, der siden skulle gøre Bob Marley til ikke bare goodwillambassadør for reggae og dens afgørende indflydelse på bl.a. hiphop-kulturen, men ophøje ham til ikon for den brede vifte af stilarter, vi fattigt har valgt at forkorte ’verdensmusik’.

Selv om nogen i ungdommelig skråsikkerhed har ment, at Bob Marley næsten fremstår som genrens svar på mågestellet, lyder de fleste af hans efterfølgere til sammenligning stadig, som om de er ved at opfinde den dybe tallerken.