Da der blev kortere til Bruxelles

Kommentarer slået fra

I efteråret 1972 havde jeg fået nye højttalere, et sæt kæmpestore JBL’er, som var som skabt til den nye David Bowie-lp. De bestod dog deres egentlige svendeprøve i dag for 40 år siden.

Jeg boede dengang på kollegieværelse, og vi var mange på det kollegie på indre Amager, der den dag åbnede vinduerne, fjernede keramiklysestagerne og stillede højttalerne op i vindueskarmen. Hvorefter vi skruede h-e-l-t op, så Benny Holst og Arne Würgler gav genlyd i den høje, klare efterårsluft. “Et nej er et nej til det delte Europa, et nej til den voksende magt, der tjener de få i den herskende klasse, men et nej er først et nej, når det er sagt” gjaldede det som en tidsforskudt kakofoni henover de mange, der var på vej til folkeafstemningslokalerne på den nærliggende skole.

Vi var mange, der aldrig siden følte os mere politisk vakte og aktive end netop hin dag, den 2. oktober 1972. Skuffelsen over udfaldet virkede ubærlig, og fik en del af mine venner og bekendte til at tvivle på om det der med demokrati nu også var så god en idé… var 56,7 procent jastemmer i virkeligheden nok til så stor en beslutning? Og var det ikke lige lovligt pudsigt, at TV Avisens reportage fra kæmpedemonstrationen mod EF aftenen før fokuserede så meget på billeder af nogle Thy-hippier, der dansede på Rådhuspladsen istedet for de små 100.000 nej-sigere? Som Paul Hammerich bemærkede i sin Danmarkskrønike: “Hermed måtte det såkaldt tavse flertal, hvis heroiske øjeblik er folkeafstemninger, være endnu sikrere på, hvor krydset ikke skulle sættes…”

Fordrejninger og fodnoter eller ej – Danmark i Europa viste sig at være kommet for at blive som andet og mere end en geografisk kendsgerning, og længe har jeg ikke haft viden nok til at se noget alternativ. Ja, jeg synes såmænd, at det der med euro’en er en ret praktisk ide, men jeg er jo heller ikke græker.

Med mellemrum, som i dag, tager jeg Europasange frem. Okay, den tilhører en anden tid. Og det er let at skære igennem dens lurmærkede socialisme og gårdsangersentimentalitet, men der er stadig en renhjertethed over musikken, som man ikke kunne spekulere sig til. De mente det s’gu, Arne og Benny og deres taleskriver, Jesper Jensen. Rimene sad lige i øret, akkompagnementet af bl.a. Egon Aagaard, Niels Vangkilde og Tom McEwan havde varme, og sangene er ikke uden den humor, som ellers var en mangelvare på venstrefløjen dengang, den venstrefløj, der for en stund satte den interne splittelse og begyndende sekterisme på stand by i kampen for ikke at komme med i det europæiske fællesskab.

Noget af det mest selvmodsigende dengang var, i hvor høj grad vi i virkeligheden agiterede for at holde os for os selv. De gamle frihedskæmpere udgjorde stadig en politisk stemme, Palle Lauring (og Søren Krarup) var en vægtig røst i talen om at bevare Danmark, for ellers kom tyskerne og snuppede os – lige som dengang, og vi batikfarvede syntes Europa var lidt småt målt med resten af verden.

På den anden fløj var de ikke bedre. De fik det meste til at handle om smørpriser og skræmmescenarier. Tidligere statsminister Hilmar Baunsgaard og hans kone, Egone (det hed hun!), gik i supermarkedet og anbefalede et ja for husholdningspengenes skyld. Og jeg husker, at en arvetante i familien fik et så godt som personligt brev, underskrevet af Jens Otto Krag. Heri lovede statsministeren, totalt udokumenteret, bedre forhold for “vore ældre medborgere”, hvis vi kom med i EF. Brevet var for skatteborgernes penge sendt til alle skatteborgere over 65.

Vi var mange der, med Arne og Benny som forsangere, drømte om et Europa, hvor man følte sig hjemme overalt, et Europa, rødt af faner, rødt af hjerteblod… og nationalismen sendte man til vejrs i en kulørt ballon, bestående af alle landenes flag. Vi havde altså ikke noget imod fællesskab, men det skulle være på vores præmisser. Lidt ligesom de, der støtter vindenergi så længe det ikke bliver i deres baghaver, vindmøllerne skal stå.

Nej, du leder ikke forgæves efter selvmodsigelserne i den tekst, du lige har læst, for det var sådan det var dengang, og sådan det måtte være, når følelserne tog over, og stringens og realpolitik blev bandeord.

I det klima syntes alle vi på Rasmus Nielsen Kollegiet og Tårnby Børnehaveseminarium, at bagsiden på Europasange indeholdt den reneste poesi, vi endnu havde læst. Og så kostede den kun 37 kroner og 50 øre.

 

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top