Da Hvidovre blev strømførende
29. december 2011 //
Hvad har King Diamond, René Wulff, Bjørn Uglebjerg, Henrik Balling, Peer Frost, Lotte Rømer, Rocking Ghosts, Lecia & Lucienne og Sigurds Kogeplade til fælles? De er alle født og/eller opvokset i Hvidovre og allernærmeste omegn, den københavnske forstad, som altid har insisteret på at være en by i sig selv. Og de medvirker alle i bogen Hvidovre-Rock 1960-1980, som rockarkæologen Thomas Gjurup har konciperet og skrevet for Danmarks Rockmuseum (og Forstadsmuseet).
Også den, der skriver dette, har engang haft 2650 som sit postnummer. Ikke at det som sådan kommer sagen ved, og så alligevel: Vi flyttede til Hvidovre i 1966. Fra en anden by i storbyen, 2450 SV. Vi flyttede ind i det nye boligkompleks, Rosenhøj, som ikke var bygget af det stof, der vinder arkitektkonkurrencer, men min bror og jeg fik hver et værelse, der var spisekøkken (det var før det hed samtalekøkken), stor stue og smarte panoramaskydevinduer (der aldrig virkede om vinteren). Og allerede det første år forstod Hvidovre at teste min loyalitet.
Byens førende fodboldklub, HIF, vandt for første gang det danske mesterskab med et nu legendarisk hold af lige dele ædle møvere og elegante teknikere. At følge det hold gav mening med at bo der. Aldrig vil jeg glemme, da det halve af byen gik i fakkeltog for at hylde de nye mestre. Noget andet var så, at det efterlod mig med en fornemmelse af at være landsforræder. Min hjerteklub, FREM, Sydhavnens rød- og blåstribede stolthed, fik nemlig sølv det år.
Det var lige i de skæringsår, hvor det var begyndt ikke at være så hipt at kunne lide fodbold endsige spille det. Raske, kulturpolitisk korrekte drenge skulle hellere spille musik eller i det mindste lytte til den, som om der ikke fandtes noget vigtigere i verden.
Her tilbød Hvidovre sig med en pioneragtig entusiasme, der kompenserede for det ikke særligt høje niveau, som musikerne havde. Til at begynde med.
Det er den musik og de musikere, Thomas Gjurup skriver i mandtal (og der var flest af hankøn) i sin nye bog. Hans collageagtige layout er stadig en smagssag, men den giver, ligesom i forårets udgivelse om Hit House, mening efterhånden som man går på opdagelse i en vrimmel af navne, store og små, som udklip fra en gulnet tid, der vækkes til live under bladringen, for også Hvidovre-Rock er en bog for øjet og en trigger af hukommelsen snarere end en velskrevet helhed.
Gjurup er stadig ikke den store stilist, men når det er sagt skal understreges, at hans no nonsense-mundrethed står godt til emnet. Bogen virker langt mere gennemarbejdet, bedre disponeret og ikke mindst korrekturlæst end forgængeren.
Bogen består af to dele: En kronologisk gennemgang af Hvidovre-musikkens vej fra råk & rul over pigtråd til progressiv beat og rock, en gennemgang, som undgår at blive opremsende, men fortæller historien lige ud af Gammel Køgelandevej. Og så bagi bogen et leksikalt afsnit, hvor et væld af navne får hver deres minibiografi, ja, Rocking Ghosts, den ekcentriske opportunist Tommy P., Bjørn Uglebjerg, Michael Denner, Children, The Treffters (hvor Peter Belli sang for), søstrene Hanne og Lotte Rømer (samt bror Ole) VoxPop (hvor Hvidovre mødte Viby) og Young Flowers-og Midnight Sun-guitaristen Peer Frost får små bøger i bogen. Ligesom der er fine opslag om hippiemiljøet i HIPS og Hvidovres svar på Roskilde, festivalerne i Rebæk Søpark (hvor jeg kendte en, der fremstillede lødig lsd på det nærliggende kollegie, men det er en anden historie).
Og selv om bogen ikke giver sig ud for at være en samtidshistorie lykkes det alligevel Gjurup at give et indtryk af bydelen, undskyld: byen, og dens særlige storbyprovinsialisme.
Thomas Gjurup er ikke den, der vælger fra for at få os til at se bedre. Det er imod hans samlernatur. Han fokuserer på det hele. Og det lykkes for det meste.
Mængden af informationer er imponerende og inciterende og giver masser af lejlighed til ‘ih, åh, nej, det var som satan, det havde jeg da helt glemt’-reaktioner undervejs. Pludselig dukker Frede Fup op som sanger hos de velsyngende lokale ungdomsklubhelte Dick & Freddies Loving. Og det alt for kulørte billede af dansk rocks senere lysmester, Leif Hellberg, som nøgen pinup-mand i glamrockerne Children er lige så mundlammende smukt og tidstypisk som synet af min nuværende genbo, Brian Burr-Phillip, i spidsen for Sensory System (med Rene Wulff på stikkerne). Og fremover kan jeg ikke tænke på Lecia & Lucienne uden også at prøve at forestille mig, hvordan deres søstre Lydia og Laila så ud!
På det mere personlige plan siger det noget om graden af Gjurups filatelistiske nørderi, at jeg i bogen kan finde oplysninger (og billede) om min lillebror og de småbands, han spillede trommer i dengang jeg forlængst var flyttet fra Hvidovre.
Der er altså ingen grund til at anfægte validiteten i forfatterens faktaindsamling, som tit stammer fra hestens egen mund eller udklipsarkivet på Hvidovre Avis, som er en sand guldgrube for den musikhistorisk interesserede. For et stykke kulturhistorie er det, Thomas Gjurup her genopliver. Om dengang håret voksede lige ind i himlen.
Det ligner mere end et tilfælde, at hele Danmarks mr. Beatles, Arno Guzek, bor netop her!
Thomas Gjurup: Hvidovre-Rock 1960-1980 – fra pigtråd til heavy metal. Roskilde Museums Forlag. 174 rigt illustrerede sider.
PS: Et navneindeks ville have gjort bogen endnu mere anvendelig og givet endnu mere sammenhæng ligesom et større budget kunne have muliggjort en vedlagt cd med smagsprøver på musikken.
