Da Medina så et egern
Kommentarer slået fraSpeakerstemmen undersolgte ikke programmet: »Nu kan du møde en af Danmarks største personligheder,« lød det, da der torsdag blev blændet op for tredje ombæring af TV2-serien ’Felix rykker ind…« Okay, tænkte jeg, Felix Smith har da en antiautoritær frisure og er ikke uden en vis indolent-fjumret hængerøvscharme, men ligefrem så stor en personlighed?
Nå, det viste sig nu at være Medina, der blev hentydet til, den tredje popstjerne i serien, der hidtil har besøgt statsministeren og Anders Matthesen. Jeg tror egentlig, den chilensk-århusianske sanger er ret ligeglad med speakerbedømmelsen. Hun virker, som om hun hviler i sig selv, og man kan mene om hendes sms-sange, hvad man vil, men bandsat iørefaldende er de, og på en scene er hun ikke bleg for at give svar på tiltale. Hun er ret sej, må det være tilladt en grånende popanmelder at mene.
Omvendt virker hun som om, det man ser, er det der er og det man får. Det er ikke nødvendigvis en fordel for et program, der vil være en slags ’Hjemme hos…’ for viderekomne.
I forskræppet blev seerne ellers lovet »mange grin, stor forundring, travlhed, glamour og nogle hudløst ærlige snakke om svigt og succes, nedture og drømme…« Nu om dage er udtrykket »hudløst ærligt« bare en kliche for en samtale, der ikke handler om at promovere et aktuelt produkt.
Den slags small talk kommer sjældent ind under huden, og gjorde det da heller ikke her, hvor Felix og Medina tilbragte nogle dage sammen. Dels hjemme på sangerens ejendomsmæglerblanke landsted, hvor hun forbavses over naturen: »I går så jeg et egern og en hjort med sine to hjortebørn…« Dels på indkøb, både hos et tøjfirma og efter rucola i Brugsen (med Medina som autografskriver for fans, der hilste hende med de vise ord »Orj, seriøzt, mand«) og endelig på pr-trip til Tyskland.
Det lykkedes ikke Felix at få ret meget ud af de situationer. Og han havde endda en lille time til det. Han har gjort uforberedthed til en stil eller sådan får han det i hvert fald til at se ud, og synes en smule benovet over sin egen semi-kendis-status. Den står i vejen.
Så uanset hvor tit de to over den new zealandske chardonnay forsikrede hinanden om, hvor hyggeligt det her var, var der langt mellem betroelserne. Og da den snart 30-årige »generelt lykkelige« Medina lukkede lidt op og fortalte om frygten for at blive stukket af sine venner, om alle de gange hendes hjerte var blevet knust og om sin nye ni år yngre kæreste, virkede Felix ikke interesseret i at spørge ind og eller bryde pseudofortroligheden. På os andre virkede det som kodesprog, fordi mellemregningerne udeblev eller også står de i Se & Hør.
Det kan godt være, at Felix Smith rykker ind, men hvornår rykker han?
Felix rykker ind. TV2 torsdage kl. 20-20.50
Foto: Amdi Brøner/TV2 ©
Denne anmeldelse står i lidt kortere form at læse i dagens printudgave af Politiken.
About the author
Anmeldelser

Charles Bradley bløder stadig
No CommentDa Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60
No CommentFor mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]