MIDT I EN BEATTID

Torben Bille spiller luftguitar på sindets gribebræt

Da Pårup var på

I dagens udgave af Politiken har jeg denne tv-anmeldelse:

TV2 News lover seerne at være ”Først. 24 timer i døgnet”. De tilføjer ikke ”i stort og småt”, men sådan er det at lege CNN i et land, der globalt set er på størrelse med et sogn. Alligevel stiger antallet af nyheder. Det bærer TV2 News en stor del af ansvaret for. Journalister er nemlig som enkefruerne ved Korsbæks gadespejle. De vil ikke gå glip af noget. Eller risikere fejlvurderinger, så derfor hopper de for tit på alle de heste, der bliver sat i løb. Og når TV2 News breaker, sætter avisernes nyhedsredaktører sig lidt frem i sædet, for sæt nu …

Udfordringen for TV2 News er, at fladen jo skal fyldes. Dermed bliver småt tit for stort, og det store for langstrakt. Som nu mandag morgen, hvor en bil havde sat sig fast i en overskæring ved Pårup. Bilisten nåede ud, inden toget forvandlede vognen til vrag.

Altså højst en billedbåren notits i lokalavisen. På TV2 News voksede den til en landsdækkende nyhed, garneret med den obligate live-reporter, der ved lige så lidt som dem i studiet, men forstærker indtrykket af noget vigtigt. Med sin fireårige uddannelse kunne han fortælle at bilerne, som vi selv så, nu kørte normalt. Hvorefter den lige så veluddannede studievært spurgte ham, hvordan det gik med trafikken. Jeg tør slet ikke tænke på dækningsgraden, hvis manden ikke var kommet ud i tide. Vi manglede kun helikopteren.

Den var naturligvis på plads, da den nye regering kom på plads. Den slags historier er eksistensberettigelsen for TV2 News. Og fra årle morgen gik man i gang med at træde journalistisk vande. Analyser bliver i den sammenhæng pausefyld, med al respekt for Helle Ib og Henrik Qvortrup. Førstnævnte havde dog en fin karakteristik af Per Stig Møller. Det må, sagde Ib, være svært for ham at skifte fra Afghanistan til egnsteatre og curling. Ufrivilligt komisk var et indslag med Bertel Haarder, som ikke, før det var officielt, ville svare direkte på, om han skulle skifte ministerium. Han undskyldte dog sin fåmælthed. Det kommer TV2 News aldrig til at gøre.

Tagget med: ,

Comments are closed.