Da Susan Boyle hed Robert Plant

Kommentarer slået fra

Meddelelsen om, at Susan Boyle nu topper hitlisterne samtidig i både USA og England, tvang denne blogger tilbage i tiden. 40 år. Til engang, hvor populærmusikken unægtelig havde en anden lyd.

I denne uge i 1970 toppede det tredje album fra Led Zeppelin hitlisterne på begge sider af Atlanten!

Omslaget lignede og kunne med sine drejeskiver noget, vi ikke havde set før. Indholdet var også til at gå på opdagelse i, selv om både Incredible String Band og Tyrannosaurus Rex kunne høres hist og her, ligesom den nye folkrockbølge med Fairport Convention havde inspireret Zeppelin til at flyve nye veje efter det monumentale andet album, heavy-genrens apoteose.

III var mystisk, mytisk og genresprængende allerede dengang. Det er det stadig. Fra den indledende ‘Immigrant Song’ med et riff, der fødte lige så mange bands som ‘Whole Lotta Love’ til den afsluttende, slideguitar-tour de force ‘Hats Off To (Roy Harper), hvor Jimmy Page tager med Elmore James ud på landet, ye good ole English countryside. Og hele tiden med Robert Plant som sangeren, der synger sin helt egen sang.

Dengang var vi vist ikke helt så klar over, hvor nyskabende pladen var. Ja, faktisk blev Led Zeppelin kritiseret for at lyde som Crosby, Stills & Nash på grund af de uvante akustiske guitarer, som var den musikalske platform for denne opdaterede country-blues – at Zep så tidligere havde indspillet akustiske numre blev lige fortrængt for argumentationens skyld.

Ingen kunne i øvrigt få nok af akustiske guitarer det år. I samme uge udkom George Harrisons All Things Must Pass.

III var indspillet i Gwynedd i Wales i en gammel cottage, kaldet ‘Bron-Yr-Aur’, som gav navn til et af pladens bedste numre.

Mit gæt er, at pladen vil holde længere end Susan Boyle.

Se en 1975-optagelse af Led Zep med ‘Bron-Yr-Aur Stomp’ her.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top