David Ackles’ Amerika genhørt

60 ÅRS-JUBILÆET for Elektra, pladeselskabet, der spændte fra The Doors over Ars Nova til MC5 og Judy Collins, har fået mig tilbage på fjernlageret. På en hædersplads der fandt jeg David Ackles-albummet American Gothic fra 1972.

Det er og bliver en mageløs plade (som kom på cd i 1993 og 2003)

Den har hentet sin titel fra maleren Andrew Wyeths berømte stilleben af amerikanske landbodyder (som opdateres på albummets bagsidebillede), og på hovednummeret, ‘Montana Song’, finder vi også sangeren langt ude på landet, både fysisk og psykisk. Skalmejen anslår den elegiske grundtone; der er højt til himlen, men anelsesfyldt dystert, og horisonten er så fjern som din erindring, men gradvist kommer vi nærmere:

I drove into a churchyard of what used to be the town
walked along the cowpath through the fences falling down till I found what I came looking for

Through the dust of summer noons over grass long dying to read the stone and lumber runes
where my past was lying high among hillsides and windmill bones
soft among oak trees and chimney stones blew the wind
that I came looking for

Ackles kommer ikke kun tilbage til de fædrene jorder for at komme overens med fortiden, men for at finde en sammenhæng, der giver nutiden ny mening. Tid binder og giver styrke. Og udholdenhed er en dyd. Den viden, som for Ackles lyder dyrt erhvervet, går igennem alle sangene på American Gothic. Og gør dem så filmisk illustrative i et musikalsk regi, der lader Aaron Copland møde Brecht og Kurt Weill på Broadway i 40’erne, mens countrymusikkens fortælletradition akkompagneres af Ackles’ flygel, der både kan være koncertsalsvoluminøst og så slidt som et stamværtshus.

Konceptet har lånt ideen fra den amerikanske forfatter Edgar Lee Masters’ debutdigte Spoon River Anthology, som lader afdøde i flere slægtled samle sig til én lang samtale om de små ting, der gør livet så stort.

DEM, VI møder hos David Ackles, er også døde, men deres lillebyliv ligner vores, så han faktisk bringer os på talefod med fortiden. De er, ligesom Ackles, troende. Ikke kun på Gud, men på livet, selv om de ikke altid har grund til det. På titelnummeret møder vi Molly Jenkins, der ønsker sig livskvalitet i et udsigtsløst liv med en drukkenbolt og køber sig til et stykke af den ved at sælge sig selv for at kunne købe nye sko. Og jagten på bare en gennemtygget bid af lykken er ledemotivet.

Smukkest udfoldet på balladen ‘Love’s Enough’, en af musikhistoriens hemmelige klassikere: »Every time you fall in love, that’s the best time of all, it’s holding sunlight in your hand, it’s heaven come to call, and you wonder, will it last for- ever …« Og mest rørende, men aldrig rørstrømsk, fordi understatement er et af Ackles’ adelsmærker, på den elegant arrangerede stryger-indsvøbte ‘Waiting For The Moving Van’ om ham, der endelig flytter, efter at hun for længst er flyttet. Det, han ser og hører, er alt det, der aldrig blev nået – fra det løse hængsel på døren til det kærlighedsforhold, der gik i skår og aldrig blev klinket.

Det kunne være den samme person, der tager ordet i den gospelfarvede ‘Another Friday Night’, som tager sin bedste skjorte på for at møde lykken henne om hjørnet, selv om han ved, det er løgn, »but I hold on to my dreams, anyway, I’ll never let them die, they keep me going through the bad times, while I dream of the good times coming by …«

Tonen og instrumentationen er nok retrospektiv, og der er øjeblikke, hvor den bibelske højstemthed løber af med ham, men det melodiske grundmateriale og menneskekundskaben i David Ackles’ fotografiske vers gør, mod alle odds, sangene helt unostalgiske. I stedet rummer de en eviggyldighed, der gælder fra Montana til Mols.

Livet er ikke for pivskidere, men det kan styrke at græde.

Læs mere om David Ackles her.