De drog Vestbo

1 Comment

Det forkætrede og i nogen grad medieforkælede vækstlag i den hjemlige pop- og rockandedam er på godt og mindre godt så overbefolket af kvindelige singer-songwriters og pseudo-eksistentialistiske gymnasiebands, at instrumentalmusikken stikker ud som en anomali.

Vestbo Trio, opbygget omkring guitaristen Michael Vestbo Jacobsen, føjer sig ind i en lang, smuk århusiansk tradition om det frugtbare i mødet mellem jazz, rock og blues. Og følger forrige års debut-ep op med det selvkomponerede album Less Talk…

Trioformen er udfordrende. Og bliver tit et enten-eller. Enten ender musikerne i solistisk klumpspil om at komme til eller også står og falder alt med solistens gennemslagskraft. Vestbo Trio er et både-og. Michael Vestbo er en ypperlig tekniker og en tilbagelænet virtuos, som viser det på en meget upralende måde. Han giver plads til de lige så kompetente Eddi Jarl på trommer og Jesper Smalbro på kontrabas og får dermed selv plads. Det ligner et lykkeligt trekantsforhold. Og lyder lige sådan.

Kernen i musikken er jazz og så alligevel ikke. Fornemmelsen er bare den samme meditative, undersøgende som hos bluesfarvede elegantiers som John Scofield, men elegant forsiret med country (som Area Code 615), en knivspids Santana kørt igennem Mark Knopfler og så charmerende nok Blood, Sweat & Tears (på den blæserunderstøttede ‘Behind The 8-Ball) med Miles Davis og John McLaughlin nikkende anerkendende ude i ekkorummet…

Man kan med nogen ret indvende, at kompositionerne ikke altid rummer tilstrækkelig melodisk fylde til at forhindre improvisatoriske gentagelsesmønstre, men hele vejen igennem er dedikationen til projektet smittende, og musikerne undgår at falde i musak-fælden. Hver gang musikken truer med at blive til baggrund, bider musikerne overraskende fra sig. Om det så er noget så corny som en trommesolo, lykkes det.

Ikke mindst fordi Vestbo Trio gør det komplicerede indlysende enkelt. Eller for at citere titlen på et af numrene: ‘It’s simple in a good way’.

De lever til fulde op til det gamle ordsprog: ‘Don’t knock the rock or harass the jazz…’

Vestbo Trio: Let’s talk… Producere: Vestbo Trio & Dennis Ahlgren. Doghound Records.

 Pressefoto: Andreas Sahl

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    Martin Høybye16. marts 2012 - 14:38

    Gode ord, Torben!
    Det er i virkeligheden bare et rigtig fedt projekt, dette her –
    /MH

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top