De holder af Znaider

Da jeg var ung og endnu mere uvidende (men bare ikke vidste det), forsøgte jeg mig med at gå til klassiske koncerter. Jeg blev drevet til det, fordi noget sagde mig, at der måtte være noget mere i det end den bombastiske vulgarisering, musikken blev udsat for af diverse britiske rockbands – ingen nævnt og de fleste glemt.

Oplevelsen viste sig at  være god nok, selv om jeg syntes, at der var lige lovligt mange konventioner forbundet med det at gå til klassiske koncerter – som om der ikke var og er nok konventioner omkring rocken…

Siden noterede jeg mig, hvordan de klassiske musikstjerner i højere og højere grad lod sig markedsføre som rockstjerner. Findes der mere sexede skuldre end Anne-Sophie Mutters? Og photoshoppen holder døgnåbent og sikrer Cecilia Bartoli evig ungdom ligesom man åbenbart ikke kan være violinvirtuos fra Østen uden at ligne en, der har været i finalen i Miss Wet T-shirt.

Det kan musikken sådan set ikke gøre for.

Danske Nikolaj Znaider er også et godt hug, og selv om han nu i stigende grad forfølger en international karriere som dirigent, bliver der stadig tid til at aflokke Guarneri-violinen kostelige momenter af magi.

Et af hans projekter er triosamarbejdet med pianisten Saleem Abboud Ashkar og cellisten Mathias Beyer-Karlshøj. Trioen gav i aftes koncert på Det kgl. Teater.

De spillede Mendelsohn og Brahms og hvis indre romantiker holder ikke af dem? På den led et sikkert valg, men Znaider, Ashkar og Beyer-Karlshøj (fedt advokatfirmanavn i øvrigt…) spillede, som om de selv skabte musikken undervejs.

I en trio er ingen konge og alle konger, så var man kommet for at svømme hen til Znaiders virtuositet gik man lidt forgæves. Aftenens egentlige midtpunkt var faktisk Ashkar, som fungerede som en slags spilfordeler. Okay, han kan virke og spille lidt til den blærede side, men om hans indlevelse er der ingen tvivl. Han er besjælet af musikken og besjæler den dermed.

Det er han ikke ene om. Kunsten at spille Mendelsohn er ikke at lade det længselsfulde løbe af med sig. At bevare det usigeligt følsomme uden at falde hen i det smægtende. Her kommer især Beyer-Karlshøj ind med et spil, der forbinder det poetiske med det robuste.

På dette niveau er vi dejligt fri for at skulle være bange for bøffer. Det tekniske niveau er indiskutabelt tårnende højt. Som en selvfølgelighed, men ingen af de tre tager musikken som en selvfølge. De afdækker og opdager, så vi afdækker og opdager.

Efter pausen gav de den musikalsk noget mere udfordrende Trio nr. 1 i H-dur af Brahms, som er en hommage til bl.a. Mendelsohn. Især den fyrige scherzo var rent ud forrygende. Anført af Znaider forlenedes musikken både med drama og en egen tør humor. Det er i sådanne øjeblikke, man godt forstår de klassiske musikfolks undren over, at deres musik ikke kaldes rytmisk.

Der var ingen blomster til trioen bagefter. Til gengæld blev de overdænget af ros(er) fra en stuvende fuld sal på Gamle Scene.

Foto: George Lange/Det Kgl. Teater

Stjernekoncert m. Nikolaj Znaider, Saleem Abboud Ashkar og Mathias Beyer-Karlshøj: Mendelsohn: Trio nr. 1, D-mol, opus 49 og Brahms: Trio nr. 1, H-dur, opus 8. Gamle Scene, Det kgl. Teater. Mandag.