Debatbøller i prime time

Min ældste datter stemte for første gang i går. Den nyerhvervede borgerrettighed fik hende nu ikke til at være længe oppe til TV2’s afsluttende partilederdebat. Hun var for træt. Det blev jeg også efterhånden som seancen skred frem. Og det ind til benet.

Det diskuteres med mellemrum, om politikere skal være rollemodeller eller bare så forskellige som folk er flest. Være sig selv, som man siger.

»Det er ikke et reality show, det her,« lød det fra Lars Løkke midtvejs i debatten. Da havde han ellers gjort sit bedste for at gøre den til netop det – et ø-råd i Robinson. Forhåbentlig er det ikke sådan han er, når han tager housecoaten på hjemme i Græsted.

Sammen med Lars Barfoed demonstrerede han nemlig til overflod, hvorfor den førhen så højt besungne danske debatkultur er truet af andet end det kujonagtige dæknavnsdemokrati på nettet.

De to gav den som debatbøller i habit. Og overgik hinanden i at være patroniserende, bedrevidende, nedladende, hovmodige, mopsede (som Anders Samuelsen og ingen kan være så tøsemopset, end ikke Pia Kjærsgaard), godt gammeldags ubehøvlede (man hylder vel de gamle værdier), vredladne, afmægtige og ikke mindst trængte. »Nu er det mig, der taler, Villy,« frådede Barfoed og glemte helt sin image som kedelig, men saglig.

Som fru Cool, Margrethe Vestager, bemærkede, så var der ikke tale om en diskussion, men nok mere udtryk for, at vi stod ved valgkampens afslutning.

Det var sådan en aften, hvor kameraerne igen sagde helle for Johanne, kvinderne var fra Venus og nogle af mændene var lykkelige over ikke at hedde Lars.

Dagen derpå stegte Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen valgflæsk i Go’ Morgen Danmark. Det brændte ikke på. Det gør det til gengæld med at få løst samfundsproblemerne. Det kan ikke gå hurtigt nok. Det kan det heller ikke med den interne efterkritik af tv-kanalernes valgkampdækning. Uden sammenligning i øvrigt.

Denne tv-anmeldelse står også at læse i dagens trykte udgave af Politiken