Dengang Dion løb efter Sue
I denne uge for 50 år siden genlød radiostationer over hele USA af doo wop-lyden fra Bronx. Nummer et på hitlisten var nemlig for anden uge i træk Dion DiMucci med ‘Runaround Sue’. Han havde selv skrevet den – noget af særsyn i de dage – og sang den, så den osede af vitalitet, gadehjørnetroværdighed og en danselyst, der forplantede sig til Sussi Christiansens Danseinstitut i Sydhavnen, hvor den ikke fik for lidt, når Dion kom på grammofonen. Sådan lød en “teenager in love”.
Historien om Dions dannelsesår er som taget ud af West Side Story. Han rendte rundt i en læderjakkebande, men var også en følsom sjæl, som i bedste/værste Elvis-stil indspillede en plade til sin mor som Valentines-gave. Hun spillede den pavestolt for nogle venner, som kendte nogen, der kendte nogen, der havde et lille pladeselskab, Mohawk. Der udgav Dion et par singler, som ikke førte nogen vegne, før han selv dannede The Belmonts.
Nogen på Mohawk syntes ikke, de sang rent. I hvert fald ikke renskuret nok. Så komponisten til en af deres singler, Gene Schwartz, etablerede Laurie Records som platform for sjæleren fra Bronx. ‘I Wonder Why’ nåede en nittendeplads, og en række hits fulgte, før Dion besluttede at gå solo. Han (og The Four Seasons) skrev nye kapitler i den italo-amerikanske kulturhistorie, som Frank Sinatra havde bidraget så afgørende til (og som Bruce Springsteen siden udvidede – Bruce (og Lou Reed) er æresmedlem af Dions fanklub)
Selv om det lyder som The Belmonts på ‘Runaround Sue’ akkompagneres han af The Del Satins, men det spillede ingen rolle for pladekøberne, der straks gjorde Dion til et hit, både i radioen og i tyggegummipakkerne, hvor billedet af hans stilfulde ansigt kunne byttes lige over med et af Elvis. Så var man stor.
Kender du ikke resten af historien om og lyden af Dion DiMucci har du meget godt til gode. Men start her.
Ukrediteret pr-foto
