You are here: Home / Kritik / Musik / Dig & Mig på varmepladen
Dig & Mig på varmepladen
29. maj 2012 // Kommentarer slået fra
Egentlig er der ikke så meget at sige om dette debutalbum fra Dig & Mig. Det taler for sig selv med sine elleve sange af den slags, man har hørt før og netop derfor gerne vil høre igen og igen. Gerne stående midt på dagligstuegulvet, teende sig som en selvforglemmende åndsvag med luftguitar og hårtørreren som mikrofon. Det er med andre ord pop så troskyldig og pur som jeg ikke troede, den blev lavet mere, men selvfølgelig gør den det.
Min yngste datter siger, at guitaristen, synth-spilleren og sangeren Kasper Maarbjerg og den brandcharmerende sanger Andrea Aagaard er hipstere. Så meget hipstere, tilføjer hun. Det ved jeg heldigvis ikke noget om. Det eneste, jeg kan høre, er to unge mennesker, der gennemlever den samme stormende førstegangsforelskelse i musikken, som vi er nogle stykker, der aldrig er kommet os helt over.
Raveonettes’ Sune Rose Wagner har produceret, og han kan om nogen sin guitaristiske stilhistorie. Hvis man forestiller sig, at Bølle-Bob spillede tidlig Gasolin’, Jonathan Richman og Søren Kragh-Jacobsen, tilsæt lidt Jomfru Ane Band og Parkering Forbudt, akkompagneret af The Ramones, har man nogenlunde Dig & Mig. Og ja, det er lige så ørehængende og uslebent, som man skulle tro.
Sangene handler om at komme sammen og om at gå hver til sit. Under mottoet “den, der ikke dummer sig lever livet uden leg…” Forude venter realkreditvirkeligheden, men den har ingen hast. Lige nu er der et liv, der skal leves. Og det bliver det. Skade gør det heller ikke, at duoen demonstrerer en fandenivoldsk humor, som kommer deres low budget videoer til gode:
Sange som den om Johanne, om ‘Alt det vi ikke må’, om at male natten hvid “før bunken af problemer den vokser meget større” affyres med en sødmefyldt, men punket og stenbroautentisk friskhed, jeg ikke har hørt fra et dansk band siden Elisabeth i 80′erne gav udtrykket vox pop ny mening.
Måske er det med Dig & Mig som det er med sommervarmen: Den kan være ovre, før vi aner det, men så meget større grund er der til at nyde den her og nu. Også når regnen siler ned.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
