Don’t make me over
1 CommentEn møbelkæde kårede før jul Danmarks »kedeligste rum«. Nu vil TV2 renovere ’Danmarks grimmeste rum’. De to initiativer har ikke noget med hinanden at gøre, men som seer slås jeg ikke af ærefrygt over rumfanget af TV2’s idebank.
Make-over programmer er, sammen med social porno, konceptudvikleres armodige bud på at præsentere ’helt almindelige mennesker’ og den forskel, tidens svar på »Ajax, den hvide tornado« kan gøre i deres liv. Af og til bliver sådan et program et begreb. Takket være et enkelt koncept eller en god vært. Eller i lidt sjældnere tilfælde begge dele. I ’Hokus Krokus’ på DR udstrålede Puk Elgaard en varme, der kom fra hjertet, og hendes anlægsgartnere brændte igennem, fordi de blev brugt til det, de var gode til: at lave ønskehaven, for nu at citere titlen på en af programmets mange afpillede afløsere.
’Danmarks grimmeste rum’ når næppe samme status. Når det milde gys over at se så meget kork, hessian og gulvtæpper, der ligner et dårligt trip, har fortaget sig, er der ingen indmad tilbage.
Anne Katrine Okholm Skole er den stive, uskolede vært, der render fotogent i vejen for en voksmannequin af en håndværker og en bolig-stylist, der giver »ny energi til gamle skabslåger.« Problemet er ikke, at de skal få lort til at ligne lagkage, men at de skal spille skuespil. Dialogen er pinligt indøvet, de indklippede bemærkninger på stavepladeniveau, og trods sine kun 35 minutter er programmet for langt. Gentagelse fremmer ikke altid forståelsen, og her fik vi gang på gang det samme at vide.
Tror TV2, vi er dumme som en lyslilla dør eller vil man gøre os dummere?
For dog at give det et skær af journalistik spurgte værten de to rideskoleejere, der lagde rum til, om deres dagligdag. Det skete efter devisen: »Hvordan er det egentlig at arbejde så meget med heste?« og det dybdeborende: »Tager det helt vildt meget tid?«
Der er seks programmer tilbage. Og som manden i huset sagde om sit grimme soveværelse: »Det kan kun blive bedre. Næsten uanset hvad de gør…« Man kunne også citere Dionne Warwick: »Don’t make me over«.
Denne tv-anmeldelse står også at læse i dagens udgave af Politiken.
Foto: Mikkel Carstensen, t.v., Anne Katrine Okholm Skole og Mikkel Kure (Henrik Ohsten/TV2).
About the author
1 Comment
Anmeldelser

Charles Bradley bløder stadig
No CommentDa Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60
No CommentFor mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
Jeg er egentlig glad for at jeg ikke røg med på fladskærmsbølgen…sån’ et 32tommer på væggen, nej jeg har et bette 15tommer, og jeg har tit tænkt på at skifte det ud med et sort/hvid apparatur…har hørt om de her leje fjernsyn m. møntautomat i siden, det kan vendes på hovedet hvis man lige står og mangler et par kroner, til at trække en pakke smøger over ved tobakshandleren…Smart! så vil jeg håbe at Gladsaxesnderen ikke Helt har tabt gløden.