DR-chef forsvarer X Factor
9. marts 2012 //
Nu er der jo ikke noget nyt i, at DR-chefer går ud og forsvarer DR. Det hører ligesom med til jobbet. Hvad enten de er enige i dispositionerne eller ej.
I går meldte DR’s kulturdirektør Morten Hesseldahl sig i koret af forsvarere for den mellemfolkelige nytteværdi af X Factor. Anledningen var et undrende og kritisk indlæg i diverse medier, bl.a. JyskeVestkysten, af Per Wium, selv tidligere chef i DR’s musikafdeling.
Wium er bestemt ikke imod konkurrencer i musik. De kan, skriver han, være både udfordrende, animerende og inspirerende.” Hans hovedsynspunkt er, at X-Factor ikke er “en sund og stimulerende konkurrence. X-Factor er et mediestunt med formålet at skaffe højest mulige seertal. X Factor handler om at komme på forsiden af formiddagsbladene, og missionen lykkes.” (Se hele hans indlæg her)
Ikke overraskende svarer Hesseldahl ikke lige præcis på de påstande.
I stedet forsøger han sig med det ældste retoriske trick i argumentationshåndbogen: Når nogen kritiserer mainstreamkultur, er det bare fordi, de kun vil have finkultur. Han kan umuligt have læst Wiums indlæg.
Hesseldahl fremhæver X Factor som et godt eksempel på den public service, han og DR er sat i verden for at formidle. Også på kulturområdet: “Det er vigtigt at forstå, at det også hører med til public service, at vi skal underholde, det står i vores public service kontrakt,” udtaler han til DR Nyheder (Se hans indlæg her).
Og så spiller han trumfkortet ud: Det, han betegner som “den positive effekt” fra X Factor, rækker ud over selve programmet. “Man kan,” siger kulturdirektøren, “se, at det har en direkte effekt på søgningen til musikskoler … det er det mest effektive integrationstiltag i den danske medieverden, som jeg er bekendt med.”
Jeg skal nok lade være med at skrive, at DR så åbenbart har sat X-Factor i verden for at støtte musikskolerne, men det kunne, når glasset er stillet på bordet efter skåltalen, være interessant at se nogle tal for den påstand. Findes de?
Tilbage bliver, at kulturdirektøren skylder os svar på:
- Hvorfor det så tit ender med poplic service, når DR skal formidle kultur i den bedste sendetid?
- Hvorfor er DR, af alle, så berøringsangst over for den semantiske kendsgerning, at holdning indgår i begrebet ‘underholdning’?
- Hvorfor er DR (og dommerne) med til i prime time at blåstemple underholdningsbranchens forløjede brug-og-smid-væk-kultur ved at foregøgle deltagerne, at de 15 minutters berømmelse kan vare bare en enkelt sæson?
- Hvordan kan Morten Hesseldahl bilde sig selv ind, at X Factor handler om sangerne, når det så oplagt handler om dommerne og deres mere eller mindre castede selviscenesættelse? Ser han ikke programmet?
Og så skal jeg nok lade være med at minde kulturdirektøren om, at der var engang, hvor DR faktisk opfattede det som public service at have en radioenhed, der optog og transmitterede levende (rytmisk) musik, som vel at mærke som hovedregel var skrevet af musikerne selv.
For en sikkerheds skyld: Nej, jeg ønsker mig aldeles ikke tilbage til dengang det var før, men kunne i al stilfærdighed godt ønske mig et DR, som tog populærmusikkens kunstnere alvorlig. Også i den bedste sendetid. Bare hver tredje eller fjerde fredag.
Som det er nu er faktorernes orden alt for ligegyldig. Og i aften er det ikke Mortens aften, men Blachmans.
Pressefoto af Thomas Blachman: Claus Bech/DR©
FØLG MIG OGSÅ DAGLIGT PÅ FACEBOOK
Jeg er helt enig i dine synspunkter. Forstemmende at DR ønsker at bruge penge og sendetid på plat kopi-”musik”. DR finder det desværre i stigende grad nødvendigt at følge i fodsporene på TV2, TV3 og andre kanaler med et mildt sagt tvivlsomt programudbud. Fint nok at der er noget for enhver smag på tv. Dét var engang et OK synspunkt – men holder det synspunkt egentlig stadig? ER der efterhånden noget for enhver smag? Er vi ikke snart ovre i at en uforholdsmæssig stor del af tv-programmerne handler om gedulgt teenage-sex i et halvlummert lokale i Mexico, idioter der optræder som franske klovne, tidligere halv-kendte der laver mad til hinanden og tosser der ikke kan synge?
Blachman er sgu alle licenspengene værd…
Kulturdirektør Morten Hesseldahl havde i weekenden i JyskeVestkysten denne duplik til Per Wiums mening:
Glæden ved X Factor
Af Morten Hesseldahl, Kulturdirektør i DR
I en kronik i Jyske Vestkysten (4/3-12) harcelerer den tidligere DR-medarbejder, Per Wium, over et at de mest populære tv-programmer for tiden, DRs X Factor. Programmet er ”hysterisk og plat underholdning”, og selvom det ganske vist ses af op mod to mio. danskere hver uge, så kan det ikke leve op til påstanden om at samle nationen. I stedet burde DR koncentrere sig om at sende programmer med kvalitetsmusik, og Per Wium opremser selv, at det for ham drejer sig om navne som Steve Winwood, Kate Bush, Stevie Wonder, Alicia Keys, Joni Mitchell, James Blake, George Harrison og Tina Dickow.
Nu er der ingen af de af Per Wium nævnte kunstnere som DR ligefrem går uden om. De kan alle høres på P3, P4, P6 og P7. Desuden har DRs Underholdningsorkester for nylig indspillet en koncertfilm med Tina Dickow, som siden har været vist på tv, ligesom Joni Mitchell netop er blevet hyldet af en række kunstnere i Koncertsalen.
Så problemet kan ikke være, at vi i DR undlader at give plads til Per Wiums fortrukne favoritter. For det gør vi. Problemet er, at vi giver plads til et program, som Per Wium ikke bryder sig om.
X Factor er en leg og en fest. En medrivende fortælling om jagten på helt almindelige danskere med dette helt særlige ekstra, der gør, at de brænder igennem på en scene, uagtet at de ikke har nogen professionel baggrund. Det er glæden ved musikken og accepten af, at sang og musik kan opstå hos helt almindelige mennesker, som tilsyneladende kun har det til fælles, at de har en lille popstjerne i maven. Dét er dramaet og fascinationen i og ved X Factor, og det er det som danskere i stort tal holder af.
Hertil kan man glæde sig over, at programmet stimulerer unge menneskers interesse for musik, hvilket den kraftigt stigende søgning til danske musikskoler vidner om, ligesom det må tælles på positivsiden, at man rundt om i de danske hjem lidenskabeligt diskuterer kvalitet og faktisk forholder sig til det, man som seer bliver udsat for. Er man i tvivl kan man gå ind på X Factors hjemmeside og se, hvordan diskussionerne bølger videre.
Per Wium citerer fra den politisk bestemte public service kontrakt, der udstikker retningslinjerne for DRs virke, og selvom citatet er langt og selektivt, så får Per Wium ikke med, at der også om DRs forpligtelser står, at vi skal levere underholdning. Det er det vi gør. Blandt andet med X Factor. Spektakulær underholdning og med et dommerpanel, der er alt andet end kedeligt og gennemsnitligt. Et dommerpanel som diskuterer musikken ærligt og lidenskabeligt – også selvom det ”kun” er håbefulde og uprøvede sangere.
Lad os nu vurdere programmet på dets egne præmisser. For selvfølgelig er der forskel på smallere programmer med fokus på den etablerede musikscene og et bredt, folkeligt underholdningsprogram. Men det er ikke et enten-eller. DR skal både kunne nå ud til stadigt mere spredte målgrupper med vores mange nichetilbud på radio, tv og web, samtidig med, at vi med vores nyheder, vores tv-drama og vores underholdning forsøger at samle så mange som muligt. Det sikrer, at befolkningen har et bredt funderet tilhørsforhold til DR og dermed også et sted, hvor vi trods vores forskelligheder kan mødes og udveksle synspunkter. Også med dem, vi ikke nødvendigvis er enige med.!
Dette indlæg var jo eddermame spot on, to the point. Tak, Torben. Enig. Var ved at tro at jeg var den eneste, der var imod x-factor-konceptet, i mangel af en bedre ed.