DR-jul med Ghita & Haiti

En ting er midnatsjulemessen fra Rom – den lugter da et gran af jul – noget andet er resten af programplanlægningen på tv i julen. Her kunne der stort set kun vælges mellem familiefilm over ’Far til fire’-læsten eller krigsfilm som ’De grønne baretter i Ardennerne iført Full Metal Jacket’. Et tankevækkende miks i en tid, hvor antallet af blodpølser på danske julefrokostborde er aftagende.

Jul var det også på DR K, som med stilfærdig grumhed fejrede den rituelle familiebegivenhed med Palle Kjærulff-Smiths iscenesættelse af ’Et dukkehjem’. Den naturalistiske opsætning fra 1973 støvede i starten noget gammelmodigt, men ensemblet spillede sig fri af klunkerne. I centrum lyste Ghita Nørby i sin 38-årige ynde som lærkefuglen Nora, der flyver af reden, fordi hun ikke kan bære at være stækket af konventionerne. Inklusive rollen som opofrende moder. Tilbage stod manden, spillet med overbevisende lavmælthed af Preben Neergaard. Uforstående og uformående.

I sådanne øjeblikke står k’et i DR K for konjunkturresistens. På den led ligner kanalen P1. Som med diabolsk underspillethed havde valgt hjerternes fest til at søsætte serien ’De gode hjerter’, hvor Frank Esmann og Claus Pilehave med udgangspunkt i det samfundsmæssige efterskælv fra jordskælvet i Haiti forsøger at give et svar på, hvad nødhjælpsmilliarderne egentlig er blevet brugt til.

Serien kan sagtens høres som en fortsættelse af de samtaler, Esmann på samme kanal havde med Jørgen Leth i 2009 om Haiti.

Tilrettelæggerne begik god, gammeldags ’på stedet’-reportage med godt sete iagttagelser, interviews samt reallyde af den slags, der paradoksalt nok får os til at fatte virkelighedens gru bedre end de korte, nok så bloddryppende tv-nyhedsglimt.

Esmann og Pilehaves svar var forstemmende. Seriens to første afsnit gav indtryk af en godhedsindustri, båret af branding og benhård konkurrence. Som enhver anden branche.

Programmerne fremkaldte et billede af velgørere, der bogstaveligt talt faldt over hinanden. Især de små ngo’er kom i fokus. De gik efter det, som eksperter kaldte ’de populære katastrofer’, dem med massiv pressedækning. Udrettede så det, de kunne nå at udrette for de få penge, de havde, uden at kere sig om helheden. Dermed er der, som det Danida-diplomatisk blev udtrykt, stor sandsynlighed for, at man ødelægger noget for andre.

Undervejs oprulledes tragikomiske historier om de små logistiske forbistringer, der gør en stor forskel, når Haiti skal bringes på fode. Et eksempel: Man talte kun engelsk på planlægningsmøderne. Dermed blev de lokale ngo’er hægtet af og overladt til sig selv. De forstår nemlig kun fransk.

Sådan en P1-serie er det bedste argument for ikke at bruge 100 millioner kroner årligt på at lade de selvtilstrækkelige rester af den kreative klasse holde radioamatørfestival 24-7.

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

Illustration: Ghita Nørby i Palle Kjærulff-Schmidts iscenesættelse af Et dukkehjem. Stillbillede @DR