DR Sporten skriver historie

Kommentarer slået fra

EM-finaleresultatet sikrer månedens udgave af det danske hanboldlandshold en plads i historien. Og mon ikke Hansen, Landin & co. en dag indgå i det historiske webunivers, DR Sporten netop har introduceret.

Spillere vil vokse fra stjerner til legender, men nu om dage og fremover giver teknikken os uendelige muligheder for at krydstjekke om de nu faktisk var så gode eller det bare var noget, vi bildte os ind. Sådan har det ikke altid været. Og i en medieverden, hvor for meget virker som om det er opfundet i går og glemt i morgen, er der brug for dokumentation som den, DR lægger frem.

Sportshistoriesitet vil bl.a. fokusere tematisk på aktuelle sportsgrene. I øjeblikket bydes der på videogensyn med herrehåndbold. Især bolsjedrengene fra firserne. Hvem havde dog ansvaret for de trøjer og de småpornografiske shorts? Og huhej, hvor det ikke gik for hurtigt. Men spille kunne de, Morten Stig, Haurum, Fenger og Berg, og de fik plads til det.

I 2008 genudsendte svensk tv VM-finalen i 1958 mellem Brasilien og Sverige. I sin helhed. Det var en oplevelse. Pele, Garrincha, Vava og Gilmar – svimlende stunder, der kun har sin nutidige lige i Barca. Har DR ikke tilsvarende materiale? Eller blev båndene som så mange andre dengang genbrugt? Historiesitet byder på en gråtonet strimmel, den ofte genbrugte fra 1967, fra håndboldsemifinalen mod Sovjet med et mindst lige så boldbegavet hold som dagens, og som i Erik Holst havde en målmand, der udførte landinske mirakler. Den kamp vil jeg gerne gense i sin helhed.

DR Sporten har et godt stykke tid præsenteret Hall of Fame og andet historisk gods, bl.a. kommenterede fortegnelser over næsten glemte idrætsfolk. Det stof får i det nye regi ekstra tyngde, men kunne trænge til at blive illustreret. Hvordan så f.eks. KB-keeperen Ludwig Drescher ud.

Som noget nyt er der lister af de 25 bedste dit og de 25 bedste dat. Altid godt stof, og så alligevel ikke, for de skal være udarbejdet af personer med en vis tyngde, før man orker at diskutere med dem. Nu virker de bare som site-redaktørens private indfald.

Det nye site, som er et såkaldt subsite til DR Sportens hovedside, er dejligt tidrøvende, men navigeringen ikke altid lige logisk. F.eks. kommer man for tit ved et klik uforvarende ud af universet og ind på det aktuelle sportssite, fordi der ikke er nogen klar grænsedragning. Det svækker profileringen. Den kunne også øges ved, at alle klip gik i gang i samme vindue, når der blev klikket på dem. Denne anmelder anvender Mac, men det bør vel ikke være et problem for DR nu om dage…

Ellers er der om DR Sportens nye satsning kun at sige, som Gunnar Nu plejede at gøre det, når en atlet gjorde sig bemærket: »Godt, min ven.«

DR Sportens historiske univers: www.dr.dk/Sporten/Baggrund/HistoriskUnivers

Foto: DR TVarc@

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top