Dylan: 70 år på vej hjem

BOB DYLAN fylder, som måske bekendt af denne blogs tålmodige læsere, 70 i morgen.

Han fejrer det i stilhed, kender jeg ham ret. Og det mener jeg at gøre, efter at mandens musik i 45 år har gjort ham til min fortrolige. Han vil sikkert tænke sit over den unisone hyldest, også fra anmeldere, der ellers sætter en ære i at vanære musikere, der ikke blev født i går.

Han vil uden tvivl også endnu en gang sukke over at få sin karriere skildret så sammenfattende og kortfattet, som de forskellige medier nu engang betinger. For som han sagde til Rolling Stone Magazine i 2009: »Populærmusikken har ingen kritikere, eller hvad vi nu skal kalde dem, der forstår populærmusik i hele dens dynamiske fundamentalisme. Konsensus omkring mig er, at jeg er en sangskriver. Og at jeg var inspireret af Woody Guthrie og sang protestsange. Derefter rocksange. Så religiøse sange i en periode. Men det er stereotyper. En medieskabt ting. Af den slags, som er umulig at undgå for en hvilken som helst offentlig person.«

Nu har tiden lært os, at man ikke skal tro på alt, hvad Dylan siger. Han lærte os trods alt at være antiautoritær, så selv om han har den pointe, at nogle af hans senere plader lige så godt kunne have været indspillet for 30 år siden, kunne hans første plader ikke være indspillet nu. Netop tidbundetheden og Dylans evne til at bruge den som en måde at komme videre på, gør jo den første håndfuld af hans plader så definerende. Både for ham, for tiden og for rocken.

Han ankom til New York som Robert Zimmerman med firetoget fra Hibbing, den jernmineby i Minnesota, han siden beskrev som døende. Det var målet for hans besøg også – sangeren Woody Guthrie, Amerikas samvittighed. Idol og fan blev venner. Gennem Guthrie fik Dylan identificeret vreden og rastløsheden i sig.

DEBUTALBUMMET, som bare bar hans nye navn, solgte 5.000 eksemplarer i 1962, og var resultatet af mange aftener på de tilrøgede spillesteder i Greenwich Village, paradis for bohemer og wannabes. Pladen varslede ikke noget større. Producerlegenden John Hammond havde spurgt sit nye fund, hvad han havde at byde på: »Der er stof, jeg selv har skrevet, der er stof, jeg har opdaget og så er der noget, jeg har stjålet…« Hammond mindedes ikke at have indspillet nogen, der var dårligere til at lære af sine fejl i studiet.

Året efter blev den slags indvendinger ligegyldige. Albummet The Freewheelin’ Bob Dylan indeholdt sange som ‘Don’t Think Twice, It’s All Right’ og ikke mindst ‘Blowin’ In The Wind’. Den sang og ‘The Times They Are A-Changing’ blev kendingsmelodier for borgerrettighedsbevægelsen i USA.

Han dannede fotogent par med Joan Baez, og var ved at blive omfavnet ihjel af de kulturradikale. Han erfarede, at den bevægelse var lige så frelst som alle andre bevægelser. Og da han nærmest som et uartigt barn satte strøm til sin musik i 1965, tog han samtidig strøm på det politisk korrekte. Han nægtede, som det er blevet sagt, at være venstrefløjens veldresserede sæl.

En sang som ‘Like A Rolling Stone’ må have været som et slag i ansigtet på de, der prædikede fællesskab. Vi andre hørte bare den sandeste sang, vi havde hørt. Og ville komme til at høre. Dylan sang om ikke at kende retningen hjem, sang om at føle sig ensom midt i mylderet. Dét var radikalt midt i en tid, der promoverede et os-mod-dem sammenhold.

Det samme var den herostratisk berømte turne med bandet, der senere blev til The Band, hvor han blev buhet ud som en Judas, der solgte folkemusikkens sjæl for noget mere end 30 sølvdalere.

Dylan forstod ikke noget af det. »De spurgte: ’Er du med os?’ Hvad betød det?« erindrer han i Martin Scorseses seværdige film No Direction Home.

INGEN AF hans senere stilskift, heller ikke da han fremturede som gammeltestamentlig svovlprædikant først i 80’erne, forekommer lige så afgørende. Tæt på er dog en plade som John Wesley Harding. Den kom i 1967 efter sangerens myteindhyllede motorcykelulykke – i virkeligheden fik han vist bare cyklen over sig, da den væltede, mens han trak af sted med den, fortælles det i den nye bog Balladen om Bob Dylan.

Musikken på pladen taler sagte, men indtrængende om et Amerika, der kun lever i myterne. Kunstgrebet er, at sangene alligevel ender med at kommentere tiden, men ikke kan bruges som et signalement af sangerens ståsted.

Det er der i det hele taget ret få af Dylans sange, der kan. I det mindste ifølge ham selv, til nærmest masochistisk frustration for de mange fortolker-Holgere i Dyland. Måske siger han det, fordi han ikke vil holdes fast på sine ord, måske fordi sangene er større end sangeren.

Hans leg med identiteten og legenden ”Bob Dylan” er legendarisk. Under Rolling Thunder-turneen i 1975-76 iførte Dylan sig en klovnehvid ansigtsmakeup. Nede fra salen blev der råbt, hvorfor han bar maske: »What’s it all about?« Dylan, som ikke er kendt for at smalltalke sit publikum ihjel, svarede: »The meaning is in the words.«

DA DYLAN i 1997 pådrog sig pericarditis, en potentielt livstruende infektion i hjertesækken, og efterfølgende udgav albummet Time out of mind, jokede han med, at han kun lige akkurat havde undgået at møde Elvis. Til gengæld var vi mange, der følte, at vi mødte den ”rigtige” Bob Dylan i øjenhøjde. Måske for første gang.

Bob Dylan har gennem hele sine karriere udlagt flere snubletråde end ledetråde for de, der ikke kan nøjes med bare at høre sig selv i sangene. Og kun få gange har han forklaret, hvorfor han bliver ved at skrive sange og rejse rundt med dem på sin Never Ending Tour.

En af gangene er i Scorsese-filmen. Der siger Dylan: »Jeg blev født meget langt fra, hvor det var meningen jeg skulle være, så jeg er hele tiden på vej hjem…«

Den følelse er vi en del, der kan genkende.

It is still rolling, Bob.

P6 Beat er blandt de mange radiostationer, som fejrer Dylan på dagen.

Illustrationen lånt herfra.

PS: Er lige blevet ringet op af DR, som vil have mig i P4 på fødselsdagen for at tale om Dylan. Det sker 8.20 i morgen.

Har du ikke set Jørgen Saabyes tegning til denne artikel, så se her.