Dylan hørt, påskrevet og elsket
Greil Marcus er en af de helt tunge drenge i amerikansk rockkritik. Sammen med Jon Landau, Dave Marsh, Paul Nelson samt til en vis grad outsideren Robert Christgau definerede han en ny type kritiker, der kombinerede det kritisk-journalistiske og det belæste uden at blive kloge-åget.
Nu har den 65-årige Marcus føjet nyt til sit forfatter-cv. Hans ‘nye’ bog er en fyldig antologi over hans anmeldelser af og omkring Bob Dylan gennem mere end 40 år. De mest betydende har stået i Rolling Stone, men også en del mindre magasiner har nydt godt af Marcus’ skarpe blik og gode ører gennem tiden.
Marcus så første gang Dylan i sommeren 1963. Hjemme i Menlo Park i Californien. Til en koncert med Joan Baez, som introducerede “a friend of mine”. Enter Bob Dylan. Som Marcus husker det: “Ud fra hvordan han lød og hvordan han bevægede sig, var det ikke til at afgøre, hvor han kom fra, hvor han havde været og hvor han var på vej hen…”
Den gåde og Dylans evne til at skabe sit eget rum gjorde Marcus til rockanmelder. Og til Dylan-fan af den kritiske, men (k)ærlige slags.
Efter koncerten, på parkeringspladsen, stødte Marcus tilfældigt ind i Dylan. Og kunne ikke dy sig for at fortælle ham, at han havde været fremragende. Uden at se op, svarede Dylan: “I was shit, I was just shit…”
Bogen er et vellykket forsøg på at dokumentere, at selv når Dylan ikke er bedst, er han ret god. Måske med undtagelse af et album som den “manierede” Street Legal, der ikke får mange krydser i Marcus’ karakterbog. Faktisk var Marcus’ mening så opsigtsvækkende negativ, at Rolling Stone-stifteren Jann Wenner så sig nødsaget til nogle uger efter at rykke ud med en alternativ, rosende anmeldelse.
Alt dette og meget mere gør denne bog svær at komme udenom for de, der kan lide, ikke at have deres Dylan i fred.
Greil Marcus: Bob Dylan by Greil Marcus – writings 1968-2010. Public Affair Books. 482 sider.
