Dylan i orkanens øje

Kommentarer slået fra

Selvfølgelig har de været i gang længe, ude på nettet, dylanologer og hard core-fans, ja, enkelte entreprenante bloggere havde allerede i juli skaffet sig ulovlige lytteeksemplarer, så de kunne foranmelde Tempest, Bob Dylans 35. studiealbum. Det udkommer officielt på mandag, men streames p.t. på iTunes.

Der er i menigheden almindelig enighed om, at dette er om ikke et mesterværk, så i hvert fald en mesters værk. Og mon ikke avis- og magasinanmeldere vil mene det samme? Dylan har siden det eksistentielle liv-eller-død album Time out of mind jo været ramt af unison kritikermedvind.

Ikke sådan at forstå, at han har ladet sig mærke med det. Han har aldrig været i konkurrence med nogen eller noget. Om noget. Han har aldrig indspillet plader for at overgå sig selv – omend nogle af pladerne virker, som om de var ude på det modsatte! Dylan laver plader, fordi det nu engang er det, han har som arbejde, sideløbende med den ustoppelige turnevirksomhed – en ny runde med Mark Knopfler starter i aften i USA.

I det lys bliver det irrelevant, om Tempest er bedre eller dårligere end forgængerne. Men alligevel: Den er bedre, mere nærværende end Together Through Life og dårligere, mindre selvinvesterende end bemeldte Time out of mind (og Modern Times), men – selvfølgelig – slet ikke niveau med de ikoniske udgivelser – ingen nævnt ingen glemt.

Det er længe siden, Dylan skrev sange, der får tiden til at stå stille ved at tale den midt imod og får kloden til at dreje rundt i et andet tempo. Til gengæld har han skrevet så mange sange, at han nu om dage dels låner åbenlyst fra sig selv, og med legendens selvsikkerhed stjæler fra andre. Han gør det, fordi tingene for ham hænger sammen. Som om han vil sige, at når verden har taget ejerskab til hans sange, kan han også eje og bruge traditionen. Hvad enten det er Hank Williams, Robert Johnson, Bob Willis eller Muddy Waters’ ‘I’m a man’.

Derfor åbner Tempest også med sangen ‘Duquensne whistle’, der kommer ind i rummet som en påmindelse om dengang verden kørte på 78 omdrejninger i minuttet. Lyden er fjern som et mystery train, som om lakpladen bliver skåret, mens Dylans distinkte, smukt aldrende røst tager os med tilbage til de brølende 20′erne, fra før verden var af lave, dengang man kunne sætte alt på et kort uden at tabe det hele, og gjorde man det alligevel, havde man tiden og årene for sig.

Sangen glider over i ‘Soon after midnight’, en fuldbåren ballade, som ikke ville have været malplaceret på Blood on the tracks, en mindre romantisk udgave af ‘Lay Lady Lay’. Med Dylan som en øm, men ikke ømskindet, sprød besynger af en kærlighed, der kan holde til lidt af hvert:

“My heart is cheerful, it’s never fearful
I’ve been down on the killing floors
I’m in no great hurry
I’m not afraid of your fury
I’ve faced stronger walls than yours”

synger sangeren, der er “searching for phrases/To sing your praises…”

Tonen bliver mere bittersød, men stadig rørende på ‘Long and wasted years’ om et forhold, der er kørt ad sporet uden at turde kigge op i tide og har glemt dengang, de sammen udlagde skinnerne: “so much for tears so much for these long and wasted years”. Nu taler hun i søvne, alt det hun ikke tør sige, når hun er vågen: “Last night I heard you talking in your sleep/saying things you shouldn’t say/oh, baby, you just might have to go to jail someday…”

Nu skal man vare sig for at tro, at bare fordi Dylan synger i jeg-form, handler det om ham selv, men ikke desto mindre er der i de sange, Dylan brænder igennem, som celluloiden under barndommens solbeskinnede forstørrelsesglas.

Andre gange tager han fortællermasken på, og beskriver i en blanding af John Wesley Harding og de skillingsviser, han gav nyt liv på plader som World gone wrong, episoder fra imaginære westerns. Den ‘Ballad of a thin man’-beslægtede ‘Scarlet town’ kunne blive til en god Sergio Leone-film. Og igen en af de linjer, som viser, at så tørlagt som ordmager er Dylan heller ikke: “if love is a sin, then beauty is a crime, all things are beautiful in their time…” Samme toner anslås, men mindre forløst i morder/selvmorder-historien, ‘Tin Angel’, der lyder som ‘Sixteen ton*, spillet af et reggae-orkester, der ikke helt har styr på seks-ottendelene.

Tiden, læs: samtiden, spiller ikke den samme store rolle for Dylan, som dengang han var med til at definere den. Men i “Narrow way”, endnu en hyperenergisk hybrid af ‘Rolling & tumblin’, ‘Subterranean Homesick Blues’ og ‘Maggie’s Farm, fastslår han, at:

“This is hard country to stay alive in
blades are everywhere and they’re breaking my skin
I’m armed to the hilt and I’m struggling hard
You won’t get out of here unscarred
It’s a long road, it’s a long and narrow way
If I can’t work up to you, you’ll surely have to work down to me someday…” 

Okay, jeg kan godt læse, at jeg nu er ved at skrive mig op til, at denne plade nok er bedre end jeg indledningsvist antydede.

Imidlertid skæmmes den af et par lidt for skødesløst afleverede sange af den slags, Dylan kan skrive i søvne og bruge til lydprøver, og en i og for sig smuk hyldest til John Lennon rammer helt ved siden af pladens grundstemning, og så er dét, der angiveligt skulle være albummets tour-de-force, titelnummeret om Titanics forlis, en skuffelse.

Iscenesættelsen er ellers intelligent: En traditionel irsk folkevise iklædes et arrangement, der ekkoer af et new orleansk begravelsesoptog – tyverne igen. Men de nogleogfyrre vers – uden omkvæd eller b-stykker – fortæller en alt for velkendt historie, oprullet uden dynamik. Melodisk er ‘Desolation row’ og ‘Sad-eyed Lady of the Lowlands’ de rene radiovenlige popperler til sammenligning. For nu at nævne andre Dylan-sange med en varighed på omkring et kvarter. Både Harry Chapin og Mikael Wiehe har mere medrivende fortalt historien om skibet, der var bygget til at sejle ind i morgen, som Dylan synger.

Til gengæld giver nummeret en af pladens mange prøver på, hvilket kongenialt band, han omgiver sig med nu om dage. Forankret i bassisten Tony Garner og den rytmisk alerte trommeslager George G. Receli giver musikken rum til guitaristerne Stu Kimball og Charlie Sexton, Donnie Herron som melodisk farvelægger på steel, banjo og mandolin, Los Lobos-harmonikaspilleren David Hidalgo og sangeren selv på bar room-piano og guitar (men minus mundharpe). Det er et band, der som bekendt kan forvandle den lokale bodega til Madison Square Garden og omvendt.

Da Dylan forleden af Rolling Stone blev spurgt, om man skulle lægge noget i, at han havde opkaldt sin plade efter det skuespil, Shakespeare angiveligt skrev som sit sidste, gnæggede han: “Det er to forskellige titler, Shakespeare kaldte sit stykke The Tempest.”

Så nej, det er – heldigvis – nok for tidligt med en svanesang. Selv om Dylan fortsat lyder, som om han ved lige så meget om døden som om livet.

På sangen ‘Early Roman Kings” (den, der er bygget over ‘I’m A Man’) forsikrer han dog, at:

“I ain’t dead yet, my bell still rings
I keep my fingers crossed
like the early Roman kings…”

Det virker, det gamle trick, som så meget andet i dette, det seneste kapitel af Dylan-sangbogen.

Bob Dylan: Tempest. Producer: Jack Frost. Sony. Udkommer mandag.

PS: Som vanligt hjælper Dylan ikke sine fortolkere ved at aftrykke sangtekster i bookletten, så jeg tager mine forbehold over for citaterne, men det er sådan jeg hører dem. Og det tror jeg er helt i sangskriverens ånd.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top