Eels i godt humør – sådan da

1 Comment
Eels i godt humør – sådan da

Det er små tre år siden E alias Mark Everett med Tomorrow morning afsluttede den trilogi, han påbegyndte i 2009 med Hombre Lobo, og som var en videreførelse af det sorgarbejde, han allerede tyvstartede i 1998 med Electro-Shock Blues, en af de mest livsbekræftende plader om døden og hvad den gør ved de efterladte, jeg kender.

Sorgarbejdet har virket. Selv om Everett aldrig bliver jubeloptimist, har han lært at leve med sit livs tragedier – hans søster begik selvmord og hans mor døde af kræft. Og på Wonderful, glorious går han så vidt som til at synge: “I’ll tell you what: I’m in a good mood today.”

Mens mange af Everetts albums har været mere eller mindre forklædte soloprojekter, virker Eels denne gang som et band med guitaristerne The Chet og P-Boo, bassisten Koool G Murder og trommeslageren Knuckles som andet og mere end backing.

Vanen tro er også dette Eels-abum alsidigt uden at være stilforvirret. Skramlede garageguitarer og stenhårde riffs veksler mellem countryballader og Beatles-influerede sange. Det meste samlet i titelsangen.

Frank Zappa og Lou Reed er andre inspirationer. Zappa for det uortodokse og den respektløse instrumentering og Reed for den ætsende nøgternhed, som kontrasterer smukt med den ømhed, enhver Eels-sang dybest set forsøger at forlige sig med eksisterer inderst i Mark Everett i evig og kunsterisk frugtbar med melankolikeren og mistantropen af samme navn.

My love is beautiful and it’s here for the taking
It’s strong and pure
And utterly earth-shaking
My love has brought me here to show you it’s true
A wretch like me can make it through

synger han med denne både brøsige og blide stemme, der er en af mange modsætninger i denne kunstner. Han kan være helt nede, længere end de fleste, men trøster sig med, at han ikke er i canvassen, kun i tovene:

Every time i find myself in this old bind
Watching the death of my hopes
In the ring so long
Gonna prove ‘em wrong
I’m not knocked out but I’m on the ropes

At høre Mark Everett kæmpe sig tilbage i (livs)kampen, er fascinerende og tilmed musikalsk dybt, dybt tilfredsstillende. Ikke så udfordrende som før, men mindre kan sagtens gøre det…

Wondrous, glorious findes også i en deluxe-udgave med gode, nye sange og fine liveoptagelser, bl.a. en nedtonet, nervesitrende ‘Summer in the city’.

Eels: Wonderful, glorious. Producer: Mark Everett. Vagrant Records.

Pladen kan streames her. Klik.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

 

 

 

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    arne schiøtt6. februar 2013 - 13:26

    Jeg har altid været dybt fascineret af Mark E. Hvor, nogle, andre er inspireret af politik, alkohol, stoffer m.m. er hans største drivkraft, som du fint beskriver, sorgen. Tabet af han søster, mor og kusinen som var stewardesse på et af 9/11-flyene!

    Han virker ikke glad på sine plader, men mellem linjerne kan man høre at musikken og teksterne hjælper ham fremad!

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top