Eik Skaløe – fra ulveunge til steppeulv

Steppeulvenes første og eneste album var ikke særligt hipt, da det udkom. Det udkom nemlig samtidig med Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band 1. juni 1967. Siden har de otte sange på Hip opnået status som en slags dansksproget rocks Rosettesten. Det har jeg aldrig helt forstået. Vel var Eik Skaløe, Søren Seirup, Stig Møller og Preben Devantier de første langhårede, der sang på dansk, men som musikere var de næppe mere end et bluesband midtvejs mellem det behjertede og det ubehjælpsomme.

Til gengæld havde de i Skaløe en sanger, der med en egen affabel energi utilsløret efterabede Bob Dylans dengang meget diskuterede måde at ikke-synge på. Og som tekstforfatter gav Skaløe den gryende københavnske hippiebevægelse dens helt egen Thøger Olesen. Sange som ‘Til Nashet’ med lotuslæbekysset og ‘Dunhammeraften’ er – i øvrigt ikke ufortjent – blevet danskrockklassikere med stort K.

Ultimativt karriere- og mytefremmende blev det, at Eik Skaløe døde ensom og forladt i Indien under omstændigheder, der siden har sat rygterne og fantasien i gang.

Jan Poulsen var ung med punken (som han har skrevet bindstærkt om), og han har heller aldrig forstået det der med Steppeulvene.

Det fremgår af forordet til den biografi, han nu udgiver om bandets sanger, Eik Skaløe – spejder og steppeulv. “Jeg har aldrig dyrket myten om Eik Skaløe og hans død, men er fascineret af, at hans enorme betydning i nyere dansk kultur alene er skabt på baggrund af disse otte sange ….” Derfor forsøger Poulsen “at tegne et større billede … dykke ned bag myten … hvor kom han fra? Hvad ville han? Og hvorfor skrev han som han gjorde?”, spørger Poulsen.

Det forsøger han at finde et svar på i en bog, der former sig som en researchmæssig tour de force. Poulsen har ikke talt med Gud, men eller med hver mand og kvinde, der har haft blot den mest forbigående kontakt til Skaløe. Skole- og spejderkammerater (han var en af Baden-Powells ulveunger i ti år), venner, bekendte og kærester (ikke mindst musen Iben Nagel Rasmussen), Klaus Rifbjerg (som havde samme Iben som en slags au pair), søsteren og moderen, som virker som en klog kone. Hun opdagede, som hans søster formulerer det, “meget hurtigt, at Eik havde svært ved at finde en balance mellem sit eget private jeg og det, han gerne ville i livet på den ene side og det at invitere ALLE mennesker indenfor på den anden…”.

Med det signalement som en slags omdrejningspunkt oprulles et liv, hvis barndom og tidlige ungdom ikke virker så meget anderledes end andre drenges dengang i de kortbuksede 50′ere. Og senere, via sit engagement i atomkampagnen, glider Skaløe, som nu ikke længere hed Sørensen, over i et mere holdningsløst hippieland, der også åbner for et stofmisbrug, som endda sender ham i fængsel for apotekerindbrud. Han fremstilles nærmest som en slags Kerouac-wannabe med lange udlandsrejser på tommelen, før det overhovedet var moderne herhjemme, og Steppeulvene virker nærmest som en slags projekt for ham, en engangsforeteelse. Videre, videre, videre. Søgende, søgende og aldrig findende. Frem til den i virkeligheden ret forudsigelige og næsten fatalistiske livsafslutning for egen hånd i oktober 1968.

Der er, naturligvis, en del nye ting i dette levnedsforløb (og mange fine, hidtil usete fotos). I denne blogsammenhæng er der især spændende at høre Steppeulvenes producer, Olav Bennike, og lydteknikeren, Birger Svan, fortælle om indspilningen af pladen, og om hvordan musikerne simpelthen var så skæve, at det var svært at holde takten. Ligesom det er fint at få fortalt historien bag coveret af ham, der tegnede det. Og Poulsen bruger også nyttig plads på at beskrive, hvor lidt Steppeulevene nåede at fylde på den danske scene indtil deres turneliv sluttede med at Skaløe blev arresteret for et knallerttyveri.

Derimod er det en smule sært, at en så flamboyant og indsigstfuld figur som Carsten Grolin, der i sin tid uden blusel skrev både pladens liner notes og anmeldte den i Ekstra Bladet, ikke har mere at fortælle.

Problemet er dog ikke mængden af informationer – Poulsen er så nidkær og pedantisk en researcher, at ikke meget formår at holde sig under hans radar – men at forfatteren både har svært ved skelne stort fra småt og betydende fra trivielt og ikke er så stilistisk ekviperet, at han kan undgå, at det ender i opremsning. Her hjælper den kronologiske fortællemodel ham heller ikke. Stilen er i bedste fald jordnær, men ofte rent ud kedsommeligt farveløs. Der er en del gode ansatser, f.eks. i form af at inddrage samtidsbilleder, men han evner ikke at holde motoren igang.

Det tjener Jan Poulsen til ære, at han viger uden om selv at besvare spørgsmålene, men det betyder også, at man savner, at forfatteren træder i karakter. Enten som helhjertet advokat for sin hovedperson eller som opponent mod samme. Og indledningstesen om sangerens ‘enorme’ kulturelle betydning dokumenteres ikke.

Men hvis meningen med bogen har været at vise, at Eik Skaløe har været et lige så almindeligt, ansvarsangst rodehoved som mange af sine jævnaldrende og at kun tilfældet eller skæbnen førte ham til endestationen, ja, så må projektet siges at være lykkedes.

Skaløe skriver i sit legendariske afskedsbrev: “Noone is to blame except the cruel person inside me”. Den person måtte gerne have været fremkaldt mere i denne bog.

Jan Poulsen: Eik Skaløe – spejder og steppeulv. Gyldendal. 320 sider. Grafisk smukt tilrettelagt, men forlaget nævner ikke af hvem. Udkommer i dag.

Forsidefoto: Søren Seirup.

PS: Min mening om Hip ufortalt, så forekommer det stadig mærkeligt, at netop denne plade endnu ikke er kommet i en remastereret deluxeudgave, indeholdende f.eks. de spolebåndsoptagelser til Iben, som nævnes i bogen. Måske et projekt for Jan Poulsen, Stig Møller og Olav Bennike?

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK