Emma propper 60′erne op

I virkeligheden burde man ikke anmelde debutalbummet med Emma Acs og The Inbred Family, når man tilhører årgang 1949. Gennem Champagne bruser nemlig lyden af den del af 60′er-musikken, som var en del til grin i hippiekredse dengang – The Lemon Pipers og deres “Green Tambourine”, Strawberry Alarm Clock og den slags har stået model til Acs’ sange.

Med årene indhylles fortiden imidlertid i en forsonende røgelsesduft. Det, der i sin tid blev betragtet som medløberpop, der nassede på modkulturen, passerer i dag som enten den ægte vare eller nostalgi.

Når det er sagt, skal også siges, at både sanger og band virker, som om de ikke bare er ude i en flirt med 60′er-tonerne. Det virker som starten på et seriøst forhold.

Emma Acs lader sig nok af og til forlokke til et lidt for enerverende Barbie Girl-stemmeleje, men pointen ved hendes stemme og den måde, hendes onkel, punkpioneren og produceren Per Buhl Acs, har mixet den på, er at den bliver en del af klangbilledet. Et instrument. Det virker som regel godt.

Det gør brugen af sitar også. Igen en uundgåelig sammenligning: De første popsingler fra Traffic – “Hole In My Shoe” og “Paper Sun”. I det hele taget har der været legestue i det øvelokale, hvor pladen er indspillet. Det smitter, men musikken kunne have nydt godt af modspil fra en ikke slet så indforstået producer som bandet selv.

Og hvad så med sangene? De er fordrings- og gnidningsløse, lidt ensartede, lidt for mange, men alligevel aldrig ensformige, fordi der er så meget spilleglæde og så mange klanglige finurligheder til stede. Ja, på en sang som ‘Very Own Human’ er de tæt på at komme eight miles high op i luften.

Desuden er det værd at fremhæve sangenes humor. Ikke hverdagskost i dansk rock eller hvad man nu skal kalde denne skamløst poppede musik. Tag f.eks. en sang som den om, at hun bliver kaldt Yoko, fordi hun hele tiden vil være i nærheden af ham. Men ræsonnerer, at det da er bedre end at blive kaldt Paul McCartney..

Jeg så forleden Emma Acs i TV2 Lorry. Hun blev spurgt om, hvordan hun dog kunne skrive kærlighedssange, når hun kun var fyldt 19. Hun forstod helt klart ikke spørgsmålet, som man skal være voksen for at stille, men jeg kan godt forstå, at det blev stillet. Der er dømt lidt for meget rimordbog rundt omkring. Og jeg tør næsten ikke sige noget så politisk ukorrekt p.t.: Men mon ikke hendes personlighed var blevet endnu mere eksponeret, hvis hun havde sunget på dansk?

Emma Acs virkede på tv så tøvende, usikker og alligevel naiv-selvbevidst som man nu gør, når man er 19. Og hun er med sit magasinforsideegnede hår og fjæs endnu et af de bud på model of the month, som pladebranchen med held for tiden får afsat til den trykte presse, der vil have nyt, nyt, nyt. Det pudsige er så, at hun og hendes band serverer alt andet end dèt.

Næste gang må bare der godt være færre bobler og mere syre i champagnen. Og skænk nu ikke op til det store, stygge udland alt for tidligt. Derude har de det tit med bare at gurgle og så spytte ud.

Det vil være synd, for Emma Acs lyder som en lovende årgang.

Emma Acs: Champagne. Producere: Henrik Heinz Malm, Sebastian T.W. Kristiansen & Emma Acs. A:larm Music. Udkommer i dag.

Cd-forsiden er fotograferet af Nicky De Silva og stylet af Adrian Soelberg.