Lørdagens tv-indsamling udløste denne mening i Politiken i dag:
De kender det sikkert godt, kære læser, det der med at undgå butikscentre lørdag formiddag. Der løber ens dårlige samvittighed nemlig spidsrod mellem mere eller mindre ’frivillige’ fra alverdens ngo’er. Af og til må jeg tage mig i mit velnærede nakkeskind for ikke at svare dem, at jeg støtter børnearbejde og regnskovsrydning. Roligt nu, det gør jeg selvfølgelig ikke, men godhedsindustrien har det med at pirke til det onde i mig.
Det var derfor med blandede følelser, jeg overværede Danmarks Indsamling, en af de få gange, hvor en bilsælger på DR uimodsagt kan tale om ansvarlighed, hvor velgørenhedsfirmaerne glemmer deres indbyrdes konkurrence, og hvor nationen samles, som om DR stadig har monopol. Der går en ubrudt linje fra Ungarns-indsamlingen i 1956 til årets indsamling til det kortsigtede i Haiti og det langsigtede i Afrika (hvis situation ikke blev fremstillet så udsigtsløst elendig som vanligt). Det er den slags stunder, der definerer danskerne som overskudsagtige. Selvindbildning og aflad pr. sms eller ej, så argumenterer man ikke mod 130 mio. kroner.
Og hvordan fungerede den så som tv, denne elektroniske raslebøsse? Langt bedre end forventet. Og forsonende nok ved netop ikke at være et show, men ved at fokusere på det, det handlede om. Susan Boyle, Thomas Helmig og Anne Linnet var kun pausefyld, mens tekstrullen berettede om donationer fra Midtdjurs Traktorlager til Socialistiske Sygeplejersker (det stod der!).
Hovedpersonerne var afrikanerne og især de nødstedte i Haiti. Og da de var lovligt undskyldt, trådte Hella Joof i deres sted. Godt nok iført en hovedbeklædning, der lignede en Det Brune Punktum-parodi på etnicitet, men det lykkedes hende både at være medfølende, men også så morsom, at det ikke kammede over i medlidenhed. Og velgørende var det at høre hende, ved nyheden om endnu en pengerekord, udbryde: ”Hvor er det dejligt at være dansker og bo i det her land.” Og så efter en kunstpause: ”Det er også dejligt ikke at være dansker og bo i det her land…”
Stående ovationer var der også, da tre børne-tv-værter tog bad i fiskesuppe. Jo, offerviljen kendte ingen grænser sådan en aften, hvor alt klappede, mens vi også klappede lidt af os selv.
