En realistisk romantiker

Kommentarer slået fra

Jeg har før her på bloggen rost den moderne og alligevel smukt altmodische svenske trubadur, Tomas Andersson Wij. Nu er der grund til at gøre det igen. Hans nye album, Romantiken, er en meget indtagende affære, men med kant, ikke mindst leveret af Ane Bruun, der synger duet på titelsangen. Og Mauro Scocco synger med på åbningsnummeret ‘Den Långa Vägen Hem’ og så ved yndere af svensk pop, hvor vi er henne: Melodisk, gennemarbejdet og atmosfærefyldt musik mellem singer-songwriter-rock og skamløs pop.

Albumtitlen skal ikke forlede nogen til at tro, at vi er ude i en verdensfjern æstetisering af virkeligheden. Ganske vist er Tomas Andersson Wij romantiker og han længes, men til den tid kommer, hvor han ikke behøve sammenligne nutiden med fortiden. For det er på den bro, han står i den indledende sang – mellem to verdener: Opvæksten og den ubekymrede ungdom og så en nutid, hvor han ikke helt kan vænne sig til at være i sin egen alder. Han fylder 40 i år.

I en sang som ‘Sturm und drang’ (YouTube-link) hylder han dengang han sammen med sine kompisar var klar til at indtage verden som poetiske flanører, bevæbnede til de skoletandlægeordnede tænder med energi og utopisk optimisme, men når han så istemmer en sang fra dengang (med Thirteen Moons) føler han det, som om han går op i limingen. Sådan er han vist ikke alene om at have det. På ‘Kärlek 95′ mindes han dengang, han i åndelig forstand sendte digte som nødråbende flaskepost. De nåede frem, for hende, der samlede flasken op, ligger ved siden af, mens han synger. Ganske rørende og stort i al sin underspillethed.

Og på ‘Jag Är På Väg Till Dig’ giver han den klassiske ‘nu-rejser-jeg-hjem-til-dig’-sang en finurlig undertone ved at låne den grundlæggende melodiske figur fra ‘If Not For You’.

Musikken er nærmest husflidssimpelt opbygget på akustiske guitarer tilsat det der store svæv, som da må komme af, at den bliver til i et land, fuld af åbne landskaber. Og han besynger, som Orup, Stockholm, men så selv byens forstæder tager sig ud som et indbydende alternativ til den indre bys gader, der prøver at fastholde ham med deres blækspruttearme.

Man kan høre Tomas Andersson Wij solo i Amager Bios annex Beta 5. april. Ses vi?

Tomas Andersson Wij: Romantiken. Producer: Andreas Mattsson. Razzia Records/Sony.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top