En skønssag om liv og død

Kommentarer slået fra

Man skal være ualmindelig hårdhjertet for ikke at blive berørt af DR-dokumentaren ’Pigen der ikke ville dø’.  Den har alt, historien om nittenårige Carina, der kører så galt, at hun opgives af lægerne og så noget nær mirakuløst – efter et døgn med slukket respirator, hvor familien bare venter på, at hun skal opfylde fagkundskabens profeti – vender tilbage til livet. Hun valgte sin egen vej, som en læge udtrykte det.

I disse realitytider med tårer så hyppige og flygtige som Facebook-likes rummede Jacob Kragelunds dokumentar ægte grådkvalthed, stum sorg, sammenbrud, vrede og til sidst stille glæde over, at Carina også i bogstavelig forstand kom op på hesten igen.

Programmet, men i nok så høj grad det usædvanlige forløb, fører nu – tilsyneladende – til en ændring af retningslinjerne for, hvornår pårørende skal afæskes stillingtagen til organdonation. I Carinas tilfælde skete det præmaturt, som man ville sige på journalsprog, formidlet af den behandlingsansvarlige overlæge, der må have trukket sin empati på et kursus for sundhedsteknokrater.

Familien endte med at sige ja. Omend faderen udtrykte sin tvivl. Organdonationen ville ved begravelsen få ham til at føle, at han puttede en tom kasse i et hul. »Der mangler noget,« sagde han.

Det gjorde der også i programmet. Det var sådan set sobert og usentimentalt skåret, om end halvanden time var alt for langt med de idelige dramaturgiske gentagelser for tungnemme, ledsaget af en dramatiserende musik, der var helt unødvendig, situationens dødsensalvor taget i betragtning.

Men hvad med præmisserne og vilkårene for dokumentaren? DR oplyser på sin hjemmeside lakonisk, at man var på hospitalet i forvejen og derfor kunne følge forløbet så minutiøst. Var DR stand by og ventede på et opkald om, at nu var der et varmt lig? Eller hvordan? Sagde alle involverede ja til det? På hvilke betingelser? Hvilke overvejelser gjorde DR sig – om overhovedet nogen? Hvad betød det for familien at være så kameraovervåget? Hvad betød det for lægerne? Og kan man ikke igangsætte en debat om organdonation uden at stikke et kamera så langt op i snotten på en sagesløs man kan komme for sonder?

Disse journalistisk-etiske aspekter ville jeg godt have set DR diskutere på nettet. Gerne på bekostning af den såkaldte bonus-video om Carinas genoptræning, som der ikke er meget public service i.

DR havde indforskrevet en tilfældig ekspert, som naturligvis blev gjort til en autoritet på sit felt. Han var uenig i Århus-lægeholdets skøn, som jo viste sig åbenlyst forkert, men som en vicedirektør fra et andet hospital konstaterede, så består en stor del af lægegerningen jo af netop skøn.  Siden har Carinas forældre officielt klaget over hospitalsforløbet.

Det fortalte TV Avisen efterfølgende. Her var det sørme lykkedes en undersøgende ’korrespondent’ at grave sig frem til Patientombuddet. Foran en lukket gadedør på Frederiksberg rapporterede Line Geertsen småfrysende om denne udvikling. Live. Ak ja.

Pigen der ikke ville dø, DR1 onsdag kl. 20-21.20. Og på www.dr.dk/TV

Dette er en lidt længere udgave af den tv-anmeldelse, som i dag kan læses i den trykte udgave af Politiken.

I Berlingske har Hans Hauge også set programmet. Se hans mening her.

Foto: DR1 ©

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top