En Tony til alle tider

Kommentarer slået fra

Portrætter af 85 års-fødselarer ligner tit nekrologer i utide. Sådan er det ikke med Tony Bennett, der runder det tal i morgen. Sangeren er i allerhøjeste grad erhvervsaktiv. I næste måned udsender han cd’en Duets II, hvor han synger med bl.a. Aretha Franklin, Sheryl Crow, Lady Gaga, Willie Nelson og Amy Winehouse (som han gav smukke ord med på vejen, da hun døde).

Pladen følger op på et platinsælgende projekt fra 2006, og valget af medsangere siger noget om Bennetts alsidighed og den respekt, han nyder, både for sin sikre musikalske smag og suveræne stemmeføring, men også for sin generøse integritet og overlevelsesevne i en branche, hvor det tit ikke er nok at få musikken til at swinge, hvis konjunkturerne svinger den modsatte vej.

Sammenligningerne med vennen Frank Sinatra har altid ligget lige for. Sinatra fremhævede Bennett som en teknisk mere komplet sanger – takket være en tidlig indlæring af bel canto-teknikken er Bennett i sine sene år i hvert fald en langt bedre sanger end den aldrende Sinatra var. Bennett har indspillet hyldestplade til Sinatra ligesom han i 2001 tog initiativ til gymnasiet The Frank Sinatra School of the Arts i New York.

Tony Bennett voksede op i Queens som Anthony Benedetto med italienske forældre. Faderen døde, før Tony blev teenager, så moren forsørgede som syerske familien. En drøm om at komme til at leve af at synge blev sat på stand by, da Tony blev indkaldt i 1944. Oplevelserne på slagmarken i Europa gjorde ham til pacifist, og langt senere deltog han i borgerrettighedsmarcherne i Alabama.

Hjemvendt fra fronten udgav han singler som Joe Bari. Sangeren Pearl Bailey faldt for hans stemme. Det samme gjorde Bob Hope, som foreslog ham et navneskift.

Tony Bennett fik kontrakt med Sinatras selskab, Columbia. Og hittede i 1951 med ‘Because of You’. Samme år understregede han sit potentiale med ‘Cold Cold Heart’, en af Hank Williams’ countryklassikere, som Bennett bragte ud til det hvide publikum uden for Bibelbæltet.

Rock ’n’ roll-indtoget midt i tiåret fik Bennett til at søge andre veje. De gik via hans aldrig døende kærlighed til jazzen, og plader med bl.a. Count Basie gav ham både smør på brødet og udviklingsmuligheder som sanger.

I 1962 henvendte to unge sangskrivere sig til Bennetts pianist Ralph Sharon med en ny sang. ‘I Left My Heart In San Francisco’ skulle for Bennett blive hvad ‘My Way’ var for Sinatra og ‘New York New York’ for Liza Minelli. Og med den sang som motor kørte Bennett upåvirket gennem Beatles-epoken, men da markedet sidst i 60’erne skruede op for rock, var musikalitet og erfaring ikke længere nok, når man insisterer på at give koncerter i smoking.

Mens vennen Sinatra oplevede et endeløst comeback, gik Bennett i hundene og i glemsel i 70’erne. Skilsmisse, overforbrug og kokainafhængighed fik ham til at hyre sønnen Danny som manager. Denne indså både faderens behov for at komme på fode, og for at skaffe sig et nyt yngre publikum. Han nedtonede Las Vegas-imaget og fik faderen med i tv-shows som David Letterman.

Rocksangernes stigende interesse for at bladre i The great American Song Book blev til Bennetts fordel. Han fremstod som den ægte, ufordærvede vare. I 1994 fik han sit eget show i MTV’s stildannende serie Unplugged. Gæstemedvirken af Elvis Costello og k.d. lang (som han har indspillet plade med) mindskede ikke Tony Bennetts hipness-faktor.

Den er ikke taget af med årene. Snarere tværtimod. Det pudsige er, at det ikke er Tony Bennett, der har forandret sig. Måske er hemmeligheden, at han aldrig har gjort andet end at følge ”the beat of my heart” – for nu at citere en af hans gamle sange.

Denne fødselsdagsomtale står også i kortere form at læse i dagens trykte udgave af Politiken.

PR-foto

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top