Engelbert fylder 75

Engelbert Humperdinck fylder 75 i dag. Navnet lyder som en konstruktion. Det er det ikke. Sådan hed den tyske komponist, der begik attenhundredtals operaen Hans og Grethe. Han var ikke just i vælten, da manageren Gordon Mills skulle give sit nye fund, den britisk-indiske Arnold George Dorsey, et kunstnernavn i 1965, midt i swingin’ London.

Som Gerry Dorsey havde den senere Engelbert Humperdinck siden slutningen af 50’erne udsendt en række singler uden resultat. Et tuberkuloseanfald satte hans næsten ikke-eksisterende karriere på standby, men navneskiftet og en mere målrettet repertoireplanlægning bragte ham til den dengang estimerede sangfestival i Knokke i 1966.

Året efter udsendte den tidligere mekanikerlærling singlen ‘Release me’. I denne smægtende, men kontrollerede sang fandt Engelbert Humperdinck sit ståsted, og millioner af kvindelige fans brugte den som underlægning til husmordagdrømmene. Samtidig havde Gordon Mills fundet en rundere, mere familievenligt croonende pendant til sin anden klient, Tom Jones. Mens waliseren promenerede tarzanslips, yndede Engelbert smokingsløjfe.

Humperdincks pladeselskabsdirektør, Dick Rowe, må det år med særlig interesse have noteret sig den millionsælgende succes for ‘Release me’ – singlen afskar i Storbritannien The Beatles fra at blive nummer et med ‘Strawberry Fields Forever’ – de selv samme Beatles, som Rowe i sin tid vragede til sit pladeselskab, Decca; noget, han måtte høre for til sin død.

‘Release me’ endte med at være hitlisteplaceret i England i 56 uger i træk. En hadeplade blandt rockfans, men vi kunne den alligevel udenad. Det er en anden måde at sige evergreen på.

Humperdinck fulgte succesen op med sange som ‘There Goes My Everything’ og ‘The Last Waltz’. Musikken blev fremført med casanovablik, og Humperdinck blæste på den manglende anmeldermedvind. Et typisk, uoversætteligt, udsagn fra ham lyder: »I can hit notes a bank could not cash«.

Selv om ‘Release me’ er en amerikansk countryballade fra 1946 erobrede Engelbert Humperdinck aldrig helt amerikanernes hjerter – hvad skulle de med ham, når de havde både Elvis Presley, Sinatra og Tony Bennett – men han gavnede omsætningen på de hoteller i Las Vegas, hvor han optrådte gennem 70’erne, som ligesom de næste årtier bød på plader, skåret over samme polerede læst.

Engelbert Humperdinck har såmænd udsendt både gospelplader og noget, han kaldte et dancealbum; altid indpakket så man tror han er tysker.

Han turnerer stadig. Af naturlige grunde er stemmen ikke helt, hvad den var, så på sin seneste cd, Released, har han skruet ned for elegancen og op for fejlbarligheden og erfaringen. Det lyder faktisk frigørende.

Hør selv.

PR-foto