Eriksen skaber sin egen evighed

Kan du huske Jacob Eriksen? Nå, ikke. Hvad nu, hvis jeg siger Shirtsville? Bandet med de slanke, smukke og elegante melodilinjer og hittet ‘Girls deserve the best’, musik fra dengang trommer var trommer og bas var bas, som gruppens sanger og sangskriver Jacob Eriksen formulerede det på sin solodebut, Populær mekanik, i 2009. Da var det tre år siden han havde fået en blodprop, der nu har gjort ham lam i højre side, men selv om en af sangene handlede om at lukke mørket ind ved højlys dag, handler ingen af sangene om den nye stilstand.

Det gør derimod det nye album, Antarctica, som Eriksen, der nu ikke længere fysisk er i stand til at spille guitar, har begået sammen med Poul Krebs-guitaristen, Niels Chr. Simmelsgaard. Ikke sådan at forstå, at det en selvmedlidende lamentering over tingenes skæve gang. Eriksen er ingen klynker, snarere en galgenhumorist.

Livsvilkåret ligger bare som en understrøm gennem musikken, allerede fra de første toner af åbningsnummeret, ’1000 violiner’: “Jeg halter lidt på højre ben til minde om dengang hvor vi ku gå på vandet, begge to,” hedder det i en sang om den guddommelige galskab, før fornuften sætter ind. En gåsehudsfremkaldende smuk sang, fint afstemt mellem Steffen Brandt og Henrik Nordbrandt. Mandig uden at være macho.

Ingen af pladens andre sange når helt derop og helt derind, men mange er ganske tæt på.

På 2009-debuten lød Eriksen lidt som Søren Kragh-Jacobsen anno Isalena. Den vemodige grundtone rummer han stadig, men samarbejdet med den multimusikalske medkomponist Simmelsgaard og måske den ufrivillige fritagelse fra guitarforpligtelsen har givet Eriksens stemme en egen personlig resonans.

Den er ikke tyk af gråd, men tyk af tab og lysten til at genvinde så meget af det tabte så muligt. Det er en tone, ingen tekstcitater kan retfærdiggøre, men hør en sang som ‘Mørke midt på dagen’ om kunsten at kende forskel på blindgyder og blinde vinkler. Og selv om jeg har læst mig til, at albummets afsluttende sang, ‘Sang til riget’ ikke handler om sangeren selv, bliver et besøg på Rigshospitalets dødsgang i stedet en insisteren på livet. Trods alt.

Et direkte hit har pladen i ‘Elektrisk cigaret’, en langsomt akkumulerende melodi, der som en af pladens eneste minder om Eriksens melodiske popfortid i Shirtsville. For ellers giver han (og Simmelsgaard) den mest i den type ikke-melodiske, men absolut ikke umelodiske melodier, netop Brandt og Peter H. Olesen mestrer. Prototypisk er ‘Go’ eftermiddag’ om at føle sig fortabt “ved enden af en lortedag” som om man var en pilot på vej ufravigeligt ned.

Musikken er Jacob Eriksens faldskærm og den folder sig overbevisende ud.

Jacob Eriksen & Koldstart: Antarctica. Producer: Niels Chr. Simmelsgaard. Gateway.

PR-foto: Helene Thirstrup Wilson.

CAPAC har naturligvis også været i Antarktis. Klik her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK