Et tv-ikon gør comeback

Comebacks er sjældne i tv-branchen, hvor man godt kan lide fortid, men helst som genudsendelser. Og der sad hun så pludselig, Line Baun Danielsen, som nyhedsanchor i Lorry.

Hun lignede sig selv, men havde lagt skulderpuderne. Billederne flintrede henover min indre skærm. Hun gav TV2 et moderne ansigt, da stationen gik i luften. Hun var ikke journalist, men havde spillet ishockey på eliteniveau, så det kommer ud på et. Line legemliggjorde grunden til at få et alternativ til DR. Hun blev et brand, før nogen brugte det ord. She’s got the look, som Roxette sang dengang. Hun brændte igennem. Og hun ville. To essentielle faktorer i den branche. Resten kommer så af sig selv, hvis det kommer.

Line Baun Danielsen blev aldrig den skarprettende journalist. Det var ikke hendes job, men glemmes skal det ikke, at mens sportsjournalisterne gik som indspiste katte om en stadig varmere grød, var hun den første, der konfronterede Bjarne Riis med dopingrygterne. Hun fik en reaktion, der er cykelsportens svar på Clintons »I did not have sexual relations with that woman«: »Jeg er aldrig testet positiv. Jeg går ind for en proper sport.«

Siden blev hun morgenvært, med Ole Stephensen. De blev fyret i foryngelsens navn. I den forbindelse blev alderskortet smidt. Det var både rigtigt og forkert. I den rolle fyldte hun både for meget og for lidt. Der var noget kejtet, noget hattedamebornert og lidt for følende over hende. Alle tre ting lod sig i glimt se, da hun og Stephensen i går morges gæsteoptrådte, by public demand og i en god sags tjeneste, på morgen-tv.

Men på Lorry har Line Baun Danielsen fundet en stol, der passer hende. Hendes diktion er forbilledlig, hun virker, som kerer hun sig om det, hun viderebringer, og når hun en sjælden gang bringes ud af fatning, fordi hun kigger ind i det forkerte kamera, retablerer hun lynhurtigt kontakt med seerne med et skævt smil og en sætning som »nåh, dèr er I…«

Ja, det er vi. Og vi bliver gerne hængende.

PR-foto: Birger Storm/TV2 Lorry